Datteren skal konfirmeres om snart. Selv om der ikke bliver rigtig fest endnu, den tager vi hjemme i DK til næste år, har jeg lovet at lave lagkage.
Jeg plejer at købe bundene. Hernede bliver jeg nød til at lave dem selv.
Så jeg købte ind til en lille prøve, fandt en nem opskrift, satte i gang og løb øjeblikkelig ind i problemer.
Der er en del af mit køkken grej som ikke er kommet med herned.
Det hele faktisk.
Min røremaskine, krydderiskabet, olierne, vægten, julienejernet, de 7 slags mel, målebærene, microplane rivejernet, knivene, det hele.
Vi har investeret i en kogekedel, én god kniv, et piskeris og en stenmorter.
Det hjælper jo ikke meget når jeg skal måle 125g mel af.
Og dog.
Man kan tage et glas, tælle hvor mange glas vand det skal til for at fylde kogekedlen til 1L mærket, regne ud hvor mange dl der er i glasset, dividere det med højden af glasset (indvendigt mål), slå vægten af 1 dl mel op på nettet og regne ud hvor mange cm mel glasset skal fyldes med.
Så kan man jo fantasifuldt slå sig løs med morteren og lave lidt ristet mandelmel til at putte i bundene (fordi vi fortjener det).
Og bage bunden i en lille bradepande.
Og vupti så har man en fin lidt for tyk, eller en hel del for tynd (til at blive delt), lagkagebund.
Og så til kagecremen. Her løb jeg ind i en uoverstigelig forhindring. Der er en del ting jeg ALTID har på lager. Som ristet sesam/græskarkerne olie, soya, quinoa, dåse tomater og vanilje. Derhjemme. Kagecreme uden vanilje er ikke sjov.
Bortset fra en jeg lavede med friske laurbærblade en gang, men heller ikke det har vi.
Hmpf.
Men citroner havde jeg fået fat i, og lemon curd er fantastisk i en tærte med marengs. Så det blev til en australsk udgave af en firkantet citronmåne... lidt sur måske uden marengs, vi puttede lidt honning på.
De muntre rester
Ingen kommentarer:
Send en kommentar