fra Motionsløb.dk: 15/3/11: Handlingsmættede uger

Pyha... det har været nogle begivenhedsrige uger! Den første fik jeg slet ikke løbet i. Jeg har pakket, holdt farvelfest, lavet farvellagkage, pakket, smidt ud, lavet farvelmarengs, ordnet mine, sønnens og datterens høreapparater, købt farvelflødeboller, sendt fluer, gjort rent, organiseret nyt køkkenvindue og kogetop (hvorfor er det lige at alt falder sammen om ørene lige inden man skal rejse?) og været SÅ træt. Jeg fik godt nok gået den time, jeg skulle ifølge programmet, men ellers kom jeg ikke videre. Først tirsdag fik jeg sneget mig af sted på en hurtig 5 km tur, lige inden trikkeren kom for at kikke på den der kogetop (som kun er 3 år, var skide dyr og ville koste over 5000 at fixe! Voss min bare ... hmpf!).
Efter en hel uges pause tænkte jeg, at jeg måtte kunne gøre det hurtigere end sidst. Hvis nu jeg holdt mig på 6:40 til halvvejsvendingen, og så gav los, kunne det være, at jeg kunne sætte ny pr... som en lille kompensation for den lange pause. Og det gik, jeg fik høvlet et helt minut af min 5 km tid .
Planen var så at jeg skulle tage 9 km om fredagen efter min tur til ostiopat. Jeg har nemlig endelig fundet en ordentlig muskelmanipulator... i Langå of all places! Og ikke gennem mund til øre eller googleøvelse. Jeg fik et brætspil med reklamer for det lokale forretningsliv. Og der var en ostiopatisk fysioterapeut... faktisk i den der fysioterapi som jeg har gået forbi en kvart million gange på vej til børnehave eller skole med ungerne, igennem ca. 10 år + det løse! Jeg har en ide om, at det er fornylig han er flyttet ind i klinikken. Ellers er det da for ironisk!
Det var lidt af en oplevelse at komme i ostipatibehandling. Han skubbede rundt på mine indreorganer med bemærkninger som: “Din tyktarm er godt nok ikke glad for at få afstand til din hoftebøjer”.
Nu har jeg ellers en noget alsidig behandlererfaring efter mange år(tier) med rygbøvl, men aldrig har jeg hørt nogen sige et ord om mit fordøjelsessystem.
Til gengæld er der heller aldrig før nogen som tydeligt fik fat i mit indre korset. Nærmere bestemt de muskler som i perioder har krampet så viljestærkt at jeg måtte kravle i seng og ligge der og stønne i halve døgn før jeg udmattet faldt i søvn. Jeg har de sidste 3 år holdt krampen på afstand med meget jævnlige kiropraktor besøg, som knækkede mit bækken på plads lige ind til næste gang jeg sad uroligt på en stol, snublede, kørte langt i bil eller nyste uden at have begge ben på jorden.
Og ikke nok med at ham ostiopaten fik fat i de rigtige muskler gennem maven i stedet for på ryggen. Han fik også rettet mit bækken op ved stille at flytte lidt på tarme, mavesæk og lever. Helt uden at pille ved min ryg! Jeg er benovet. Jeg fik endda lov til at løbe lidt senere på dagen... “men forsigtigt ikke, selv om det ikke har knækket så meget som du er vandt til”. Men jeg var så helt koloenormt træt. Jeg sov til middag, og gik i seng igen kl 21. Og skældte ungerne ud, fordi de ville se fjernsyn og hoppe rundt på madrasserne foran fjernsynet, når jeg nu ville sove på dem. Vores senge var nemlig pillet ned og stuvet ind på et børneværelse sammen med fjernsynssofa og lænestole. Nu får vi se hvor bombet jeg bliver af den næste (og foreløbig sidste) behandling i morgen.
Søndag afleverede vi huset til de søde mennesker som skal bo der det næste år. Det var en decideret syret oplevelse at tøffe ud af indkørslen med bilen fyldt af alt det som vi skal have med fra DK til AU på fredag. 30 kg pr person + laptops.
Efter noget mere farvel og nybagt brød og kage kom vi frem til de første to nattestop i Hvide Sande (min fødeby). Jeg løb for første gang nogen sinde i Vestjylland på stien fra HvS til Nørrelyngvig fyr igennem min barndomslandskab (hvis man trækker sommerhusene fra). 

Vejret var mildt og tåget, lyng og revling duftede krydret mens lærkerne sang. 

Lige inden fyret drejede jeg op af en sti som fører langs den lille nåletræsskov min bedstemor plantede, op til min bedstemors hus (hvor min faster nu bor) og ud på cykelstien, som slet ikke var der i min barndom. 

Bedstes skov, træerne vokser langsomt så langt vest på.

Jeg fatter faktisk ikke, at jeg i 3. klasse fik lov at cykle selv langs landevejen de 5 km ud til bedste. Hmm måske fik jeg ikke lov, men gjorde det bare?
Efter et lille sving ind i Nordbyen (som altså heller ikke var der da jeg boede i HvS), fandt jeg stien langs Fjorden. Tågen farvede himmel og vand i samme mælketone, horisonten var helt forsvundet og himmel og hav stod bogstaveligt i et... beroligende og foruroligende drømmeagtigt på samme tid. 

Hastigheden var helt ærligt for lav til rigtigt at rykke en tøddel ved min form, men det var så heller ikke det turen på 11,8km ned af “Mindealleen” handlede om. I morgen står dagen på kørsel op igennem Jylland, et ostiopat stop i Langå og farvelaftensmad i Salling (landsdelen ikke stormagasinet) hos min mor, før vi vender tilbage til Varde for natten. Så der er ingen løb før på torsdag og det bliver så det første løb i Varde og det sidste i DK før til næste forår.