Den første løbe tur i mit nye nærområde var varm og kort. Da det mest var en sko-testtur tog jeg ikke vand med, og allerede efter 2 km kunne jeg mærke væskemangel, og den lange løbepause. Turen var alligevel en succes. Skoene blev godkendt, og jeg fandt denne bakke:
OHea street. Skiltet er en advarsel til lastbiler om hældingen
Da jeg nu har løbet i et år (med få afbrydelser), har jeg bestemt mig for, at det er tid til bakke træning. En beslutning som ville være svær at undgå, i det landskab vi er flyttet til ;-).
Mandag tog jeg hul på en rigtig løbeuge (Uge 7 af 16 5km, 5km fartleg, 9 km). I stedet for at planlægge min rute, benyttede jeg mig af at mand og yngel var på indkøb, og tog bare skoene på, med det samme jeg kom hjem. Jeg løb forbi bakken gennem en lille park og over et jernbanespor, mens jeg så vidt muligt prøvede at holde samme retning, så jeg havde en chance for at finde hjem igen. Min mobil var midt i en ugelang udbyder metamorfose, så den kunne kun bruges til at tage billeder med. Først 1 km nede af vejen kom jeg i tanke om mit myki (betalingskort til offentligtransport) og de $, som lå i min taske på køkkenbordet. Jeg besluttede at med mit Garmin og den australske venlighed, kunne det ikke gå helt galt, og fortsatte mit eventyr.
Jeg føler mig dejligt fri, når jeg løber ukendte og uplanlagte ruter. Det eneste som ligger fast, er distancen jeg skal løbe, hvilket betyder, at jeg nogen gange må gå hjem, eller lægge en ekstra sløjfe ind, for at få det til at passe. Det eneste som ikke er så godt er farten. Der er altid en masse jeg skal se, og nogen tøven når jeg skal beslutte hvilken vej jeg vil.
Pludselig var min vej spæret af en bæk. En creek som selv var spæret inde i et betonkorset.
Al cementen og vejstøjen tog selvfølgelig lidt af natur oplevelsen, men vand er vand og der var grønt langs med stien.
Jeg fuldte bækken med det romantiske men rammende navn “Railway canal” opstrøms. Langsomt faldt vejstøjen væk og der blev mere plads til træer og græs langs kanalen.
Jeg mødte flere motionister og hundeluftere og asfalt stien blev til en klippet græsbræmme. Endelig i Moonee Ponds (hvor vi også så på hus) blev bækken sluppet fri og begyndte at ligne et stykke rigtig natur.
Tilsidst forsvandt stien ind i nogens baghave. Der er en sti på den anden side af bækken, men den er midlertidigt lukket pga vejarbejde. jeg vendte om og tog samme vej tilbage til bakken.
Den bakke bliver min forms måler. Jeg tog til det første træ i løb. Bakken er så stejl at det føles som at løbe på stedet, men lidt opaf kom jeg dog.
Udsigten er heller ikke helt ringe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar