onsdag den 29. februar 2012

DaDa


Går igennem et visumansøgningsforløb som får dadaismens digte til at ligne 70’er socialrealisme om en kassedame ved navn Ruth.

Det er simpelthen så grotesk morsomt, som hver dag bringer en ny absurditet.

Tænk sig, i dag fik jeg at vide, at jeg slet ikke behøvede at skrive det magiske nr. (som jeg har ventet på siden fredag) på ansøgningen.

Til gengæld var min ansøgning blevet væk til trods for at mit tracking nr. sagde at den var blevet behørigt afleveret. 

Rolig, den er blevet fundet igen. I den rigtige afdeling.

Jeg er begyndt at se mig omkring efter den store lodne mikrofon og de rullende kameraer. Det føles ligesom en af de der uendelige TV serier, som skrives af skiftende forfattere. Hvor eneste regel er, at hvert afsnit efterlader personerne præcist der, hvor de hele tiden har været, så næste afsnit uforstyrret kan spinde og afslutte den næste intrige.

Nå, men den søde telefonpige, som har en muskelsvindslignende sygdom og derfor har fået taget et utal af genetiske test (jamen jeg sagde jo at de snakker åbent hernede), forsikrede mig om at vi ikke har ulovligt ophold i landet her til midnat, og så må vi jo tro på det.

Og nu glæder min bankrådgiver sig til at se vores billeder hernede fra?

Det er godt jeg har besluttet mig for at åbne op, den gamle mig var helt sikkert ikke klar til et så forpligtende forhold til mit pengeinstitut. 

tirsdag den 28. februar 2012

Pros and cons of Ozz III


 Ozzy pros

Åbne arme

Vi har mødt rigtigt mange enormt venlige, imødekommende og åbne mennesker hernede.
Folk spørger interesseret ind til hvem vi er, om vi kan lide landet, hvor længe vi bliver?

Det sker langt oftere her, at vi falder i snak med fremmede folk i supermarkedet fx, end det sker i DK.

Vi mødte et ældre ægtepar til en fest, og blev straks inviteret på middag hjemme hos dem på nationaldagen.

Fordi min mor da skulle prøve rigtig Ozzy gæstfrihed, inden hun rejste hjem.

”Nå, men så kommer I på torsdag kl. 18:30, nej I skal ikke have noget med”.

Det kan jeg ikke rigtig forestille mig ske hjemme i DK.

Altså vi snakker da selvfølgelig høfligt, og er også oprigtigt interesserede i folk vi møder.

Men hvornår er I sidst blevet inviteret hjem til folk, I ikke kender?
Eller har inviteret venners fremmede bekendte med hjem til 3 retters menu?

Jeg håber sådan det smitter lidt af på os, og vi kan bære det med hjem.


Ozzy cons

Der er velfærd og så er der velfærd

Australiere er generelt stolte af deres sociale sikkerhedsnet, men for en dansk velfærdsjunkie er der langt til tilfredsstillelse.

Offentlige folkeskoler er helt gratis, når man først lige har betalt skoleuniformer, bøger, hæfter, skitseblokke, sakse, lim, A3 ark til plancher, materialer til billedkunst, clipbords, det ”frivillige” bidrag til vedligehold og et ”mindre” (ca 5-6000kr) fee pr barn pr år.

Sundhedsvæsnet betaler man selv for først og så får man refunderet en del af beløbet noget af medicare (såfremt man er statsborger), noget af sin private forsikring (hvis man har sådan en) og oftest noget af egen lomme. Det er ikke en god ide rent økonomisk at få brug for ambulance og skadestue. Det dækker medicare og de fleste sundhedsforsikringer nemlig slet ikke. Vi har en veninde hernede, som stadig betaler af på den kræftoperation, hun fik for 5 år siden. 

Så jeg må indrømme, at vi glæder os til at komme hjem, og blive forkælet af Mordanmark. 
Især glæder jeg mig til den gratis opdatering af mine høreapparater, som jeg har stået i kø til siden december 2010.

søndag den 26. februar 2012

Begavet



Sømanden og Juristen har lagt i min podcastbakke i mange måneder nu.

Som en gave jeg ved det vil gøre ondt på den gode måde at åbne.

Fordi jeg savner sandet, horisonten, mentaliteten, fjorden




Og havet som giver og tager.

Nå!

Det ka’ æ hjælp

Det går nok

Det ska’ ’et jo

Også selv om mit barndomshjem ikke længere står åbent for mig, når vi kommer hjem.

søndag den 19. februar 2012

Bureaukratiallergi


Jeg hader bureaukrati.

Dybt inde i min salte sandede sjæl, hader jeg bureaukrati.

Alene ordet.

Bureaukrati.

En smule kringlet i munden, kantet i øret og fuldstændig umuligt på skrift.

Jeg bliver hver gang nød til at google det, fordi Word ikke kan gætte hvilket ord, jeg har gang i.

Helt ukarakteristisk forsøger det automatiske staveprogram ikke engang at lokke mig med det forkerte ord stavet rigtigt.

Jeg hader bureaukrati og bander højlydt og ukontrollabelt over unødvendige oplysninger og kopier og flere kopier af dokumenter de allerede har og pasbilleder og 13 cifrede  numre, og uger brugt på at ændre to (2) datoer i et (1) brev og vi smider jer ud hvis der mangler et komma.

Jeg hader bureaukrati så meget, at jeg instinktivt udskyder konfrontationen med det til sidste øjeblik.

Sidste øjeblik harmonerer bare virkeligt dårligt med bureaukrati.

Virkeligt dårligt.

Især seriebureaukrati, strakt over flere kontinenter og endnu flere institutioner, harmonerer meget meget dårligt med sidste øjeblik.

Det hele bliver endnu værre, når man blander det med Pernilles alternative læsning af visum regler, så de 6 uger, som måske lige var at skære det lidt snævert, bliver til 2 ½ uges panik.

Jeg elsker venlige bureaukrater, som godt kan se, at jeg har brug for lidt hjælp og hurtig handling. Så det med det første brev kun tog 3 dage og ikke en måned denne gang.

Nu håber jeg bare, at bureaukrater også kan være venlige på denne side af jorden. 

fredag den 17. februar 2012

Pros and cons of Ozz II


Ozzie Pros

Vejr
Hvis du siger at vejret er dejligt i Melbourne til en udenbys australier vil du blive kikket meget indgående og medlidende på.
Melbourne er alt for koldt (ned til 16 grader… om sommeren!) og omskiftelig for mange.
Selv om vejret i år har været betydeligt koldere end befolkningen hernede er vant til, har det dog passet os meget godt. Kun én dag over 40 C (indtil videre, kryds fingre!), og ikke hele uger med ulideligt varme nætter i streg.
Vi har ikke haft mange strandvejrsdage, som faldt på en fridag.  Men solen hernede er alligevel så voldsom, at man kun kan lægge på stranden i et par timer af gangen (hvis man har taget faktor 30 på vel at mærke).  
I løbet af vores daglige transport og tulren rundt, har vi alligevel opsnappet en pæn slat D vitamin og tilhørende glød. Man skal virkelig være hardcore huleboer og udelivsfornægter, for ikke at få sin daglige dosis sollys hernede. 
Og det kan mærkes positivt på helbredet syntes jeg.
Det er lykkes mig at cykle på arbejde næsten hver dag i 5 måneder uden regntøj og kun savne vejrbeskyttelse en gang.
Så varmen og solen kommer jeg altså til at savne.

Ozzie Cons

Isolering
Vi har jo også haft vinter, den var kold i år med en enkel nat under 0C og dagtemperaturer som til forveksling lignede dem I havde på samme tidspunkt i DK (13-17 grader).
Det var ikke en vinter der var værd at brokke sig over altså. 
Den kunne sammenlignes næsten lige over med jeres sommer. 
Alligevel har jeg aldrig frosset så meget indendørs både på arbejde og hjemme.
Isoleringen her nede er ikke dårlig.
Den er ikke eksisterende!
Før vi købte gummilister, kunne vi side i køkkenet og se ud på græsplænen gennem køkkendøren.

Nej, det var ikke fordi der var et vindue i den dør.

Alle vinduer er enkelt glas og ventilationen på toilettet består i et vindue hvor glasset er erstattet med insektnet.
Huset er næsten perfekt vekselvarmt. Så vi har frosset en del, på trods af at vi brugte 50 kr om dagen til opvarmning i vintermånederne.

På universitetet er der knapt så meget ufrivillig ventilation gennem sprækker og åbninger.
Det bliver så rigeligt opvejet af at døre, vinduer og hele porte står piv åbne.

I timevis.

Så hjælper det ikke så meget at vi har to store aircon enheder på kontoret og en ekstra elvarmer under bordet.
I starten kunne jeg slet ikke styre min indre nordeuropæiske dørfascist.
Jeg kunne nærmest fysisk mærke de kæmpe mængder af energi vi spilder direkte ud i Melbournes gader. 
Jeg har efterhånden lært ikke at holde lange prædikener om isolering og lukkede døre. Men får stadig indvendige tics, når min sidekammerat åbner vinduet til varmen, mens airconditioneringen brummer anstrengt.
Jeg glæder mig til et godt stabilt hjemmeindeklima og forholdsvis mere energibeviste omgivelser.

fredag den 10. februar 2012

Pros and cons of Ozz I


Overskriften er til ære for Roger Waters første solo LP (Pros and Cons of Hitch Hiking). Den har Slowhand på guitar og er simpelthen fantastisk. Manden og jeg plejede at synge den (jeps hele pladen) på langture, inden vi fik CD afspiller i bilen.

Hele familien var nemlig til første klasses propaganda opførsel af The Wall i tirsdags.

Muren var lydtapetet til min pubertet.

Jeg kan den stadig udenad.

Den er destillationen af de 6 måneder, der gik mellem jeg fik en ALT for rokket Bryan Adams LP til jul af min storesøster, og den sommerferie hvor jeg lige ville give den en genlytter, og den var blevet ALT for poppet.

Beklager Bryan. We were not meant to be.

Det var ”Mother”, jeg viskesang bag min mor på vej op af trapperene. Hun ellers var meget langt fra Pink Floyds mor-arketype, så tynd efter skilsmissen at hun fint kunne være stand-in for skelettet i enhver anatomitime.

Under den sang stod Roger alene på scenen i tirsdags, og sang duet med en optagelse af ham selv fra 1980.

Det bombede mig direkte 21 år tilbage.

Men så var det, at jeg lage armene om mine børn, og alt blev OK.

Selv om det altså var lidt sært senere, da min datter vendte sig mod mig, og med et kæmpe smil og strålende øjne sang:

”I have seen the writing on the wall. Don’t think I need anything at all!”

Så lig mig som 15 og heldigvis så grundlæggende forskellig.


Årh ja… men det var "Pro et Contra" vi kom fra. 

Her 2 måneder inden vi rejser hjem er det på sin plads med en AUS evaluerings serie i uprioriteret rækkefølge.
    
Ozzie Pros

Blødt vand
Der er meget lidt kalk i vandet hernede. Det gør en kæmpe forskel på den tid, der skal allokeres til afkalkning af kedler, vaske, kumme og bad. i Langå går der ca. to timer fra komplet rengøring til nye kalkrande dukker op, her ser vådrum rene ud i dagevis. Det kommer jeg til at savne

Ozzie Cons

Drikkegrundvand i hanerne
Melbournenianerne er ret stolte over deres drikkevand. 
Det siger bare mindre om deres vand, end det siger om deres kendskab til ordentlig vandkvalitet.
Vandet hernede både smager og lugter af klor. 
Vi renser vores drikkevand med aktivt kul. Det hjælper, men vandet får en flad smag med et hint af plastik. Vandet i hannerne bliver sjældent rigtigt koldt heller. 
Jeg glæder mig til at åbne for hanen, og drikke et stort velsmagende, nærende og koldt glas dansk vand.


onsdag den 8. februar 2012

Løb flue, Løb. Men hvornår?


2012 er ubetinget mere flue end det er løb.

Rigtig meget og rigtigt mange fluer faktisk.

45120 for at være eksakt + det løse vedligehold af linierne.


I januar blev det til samfulde 20 meter i løb. Jeg kunne ikke nære mig for at løbe lidt op af en klippesti i Grampians nationalparken.
Men ellers er de meget få fritimer gået med at dele lidt af det meget, der er at se i Victoria med min familie, inkl. min mor som var her fra d. 6. til d. 30. januar. 

Februar bliver også fluefyldt. Jeg har noget mere på min jobtallerken, end jeg fysisk kan nå at spise, inden vi vender næsen hjem ad i slutningen af april.

Jeg ved godt at løb er noget man tager sig tid til.
Men når jeg kommer hjem på et mere eller mindre vilkårligt tidspunkt mellem kl 19 og 04, så orker jeg ikke at proppe løb ind i de 24 timer døgnet trods alt består af ligegyldig hvor hårdt jeg ellers prioriterer, der skal jo også lige være en bid tilbage til unger og mand.

Målet for denne måned er en beskeden løbetur om ugen (fordi jeg bare ER sådan en som løber… slut prut). Så må min cykeltur til og, hvis det stadig er lyst, fra Uni tælle for resten. 

Som det ser ud pt bliver jeg lønløs til maj. Der må jeg vel have mulighed for at tage revanche?