Der er nogen som siger at mennesket er bygget til at løbe. Evolutionært set er den god nok. Modsat hvad man intuitivt skulle tro var det ikke hjernen som adskilte vores formødre fra chimpansernes. Det var måden de bevægede sig mere opret på. Det første unikt menneskelige ved os var altså opret gang og løb, vores slanke lemmer og formentligt ret hurtigt vores svedkirtler. Dem som gør os i stand til at komme af med varmen, selv i sådan en sommer vi lige har haft. Der er altså ingen tvivl om at løb/gang var en vigtig faktor under vores udvikling. Men der var også andre ting at tage hensyn til for artens beståen. Vores krop er resultatet af 4,5 milliarders år historie siden livets opståen og en masse kompromisser. Nogle af os hælder mere til en den ene side end den anden.
Personligt hælder jeg ikke sådan rigtigt til løb. Jeg er en af dem som stod til sidst når der skulle vælges hold til gymnastik og måtte høre på de andres parlamenteren. Sådan ”Det kan godt være I havde hende sidste gang. Men hun var på mit hold i 2 uger i træk fordi Sofie var syg ikk’ så det er altså jeres tur igen” agtigt. Lige gyldigt hvilken sportsgren, jeg meldte mig til, var jeg altid den ringeste. Syntes heller ikke jeg forbedrede mig, selv om jeg trænede. Min voksenhjerne fortæller mig, at jeg må være blevet bare lidt bedre til svømning, badminton eller håndboldt, mens jeg gik til det. Men som jeg husker det, blev de andre bedre, og jeg stod bare stille. Ikke vandvittigt motiverende altså.
Så hvorfor er jeg nu her. Med en løbe blog. Selv om jeg løber imponerende langsomt.
Løb har den fordel, at jeg ret nemt kan se, og måle, min fremgang i forhold til mig selv. Og jeg er blevet mere udholdende og hurtigere… ikke i forhold til den brede løbemasse. Men i forhold til mig selv anno 2009, eller bare i forhold til for 2 uger siden.
Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver hende, som løber helt vildt hurtigt. Men jeg kan blive hende som løber OK langt. Jeg er i hvert fald blevet hende som nyder at løbe!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar