lejehus

Før vi rejste herned regnede jeg ikke jetlag for noget. 

Jeg har altid kunnet sove hvor som helst, når bare jeg var træt. 

På nær da jeg var lille og mørkeræd altså.

Jeg fx udviklet en 6. sans for jernbanebroen over gudenåen, så jeg trygt kan falde savlende og snorkene sammen over en artikel, jeg egentlig burde læse på vej hjem.  Alligevel vågner jeg (næsten) altid inden vi rammer Langå station. Altså jeg ved ikke om jeg har snorket, men savlet har jeg i hvertfald, og høstet en del lattermilde blikke, når jeg mirakuløst er kommet til live, og tumlet ud på paronen. Jeg har sovet til forelæsninger, tv, midt i lektielæsningen og selvfølgelig godnatlæsning også. 

Så jeg var ret sikker på, at det der jetlag var for folk med faste sovevaner. Den første nat sov jeg også rigtigt godt. 27 timers rejse + frem og tilbage fra lufthavne er en ganske udemærket sovepille. Jeg vågnede frisk og velbehagelig tidligt om morgenen og tænkte: 

Ha det var en nem omgang. 

NOT

Det er meget lang tid siden, jeg rigtigt har gået i søvne. Men hver eftermiddag hele den første uge føltes det sådan. Jeg var helt ved siden af mig selv, mens vi rendte rundt og organiserede mobilt internet, telefoner, bil, lejehus (altså det vi bor i nu ;-)), møbler, senge og køkkentøj. Til gengæld var jeg ovenud frisk kl 4-5 om morgenen, og tog i mangel på mine løbe sko et par ture rundt på campingpladsen i baretæer og fuglefløjt.

Som forsker på eget budget er der ikke megen organisation at læne sig op af når man rejser. Heldigvis har jeg min egen private rejseautist. Hvor jeg er optimistisk spontan, er min mand en som lægger planer for alle eventualiteter, og forudser, om ikke det værste, så i hvertfald en mangfoldighed af vanskeligheder. Det er altså umådeligt praktisk, når vi står i situationen. Han har brugt en hel del aftner på det Melburnske netboligmarked det sidste år, så han viste at et hus til 400$ om ugen i Thornbury var forholdsvis billigt og lå ca 1 time med offentlig transport fra universitetet. Men allerede da vi havde fundet de dokumenter der skal til var det lejet ud til andre. 

Det er nemlig ret vigtigt at kunne bevise, at man er, hvem man siger, man er hernede. Det kan gøres med pas og australsk kørekort + helst en bunke regninger sendt til ens adresse. For at sikre sig mod uheldige typer skal man også stille med karaktervidner. Da vi jo lige var landet havde vi ikke andet end vores dansk pas og min kontakt på universitet. 

I løbet af den første uge nåede vi at ansøge om at måtte leje et hus 3 gange, inden jeg huskede min magiske titel. 

I Danmark bruger jeg den aldrig til andet end projektansøgninger, og PhD titlen ville formentlig heller ikke hjælpe synderligt med noget som helst. Men hernede er jeg Doktor Sarup, og det åbner døre. Husdøren for eksempel, og skole døren. Så 9 dage efter vi var landet, og 4 dage inden vi blev husvilde, fik vi lov at leje et hus, inklusiv 4 lysekroner. Jeg har aldrig haft lysekroner, så megen plads mellem møblerne og imiteret stuk før. Jeg tror det klær mig :-). Med det på plads fandt jeg mig en løbeskobutik, som tager video af ens løbestil i de forskellige sko. 3 uger efter “the big move” startede jeg, igen igen, på uge 7 af mit 1/2 maraton program, Som blandt andet fører mig hen til denne bæk i næste indlæg: