søndag den 29. januar 2012

Kære servicearbejder


Når jeg venligt gør dig opmærksom på at salaten under alt dressingen og den revne ost er rådden. 
Og jo det der var fuldblodsråd og ikke bare trist visne blade. 

Eller at jeg har betalt for 2 kaffe, 2 te og en juice… jo også en juice… for meget.

Så skal du smilende takke mig for at gøre dig opmærksom på det uheldige forhold.

Du må meget gerne beklage faktisk.

Men allervigtigst, du skal erkende at det var en fejl.

Du skal ikke undgå at se på vores bord til vi er gået.

Eller stirre vredt ned i kasseapparatet når jeg for anden gang beder pænt og høfligt om at få de penge vi lige er blevet enige om at jeg har betalt for meget (100 kr).

Hvis du gør det føler jeg mig behandlet som en besværlig kunde som klager unødigt.

Og ved du hvad?

Så smager din mad så surt at jeg aldrig kommer igen.

Ikke fordi du laver fejl, det gør vi alle (selv om jeg -7-9-13- ALDRIG har serveret rådden salat).

Men fordi min jyske sjæl simpelthen ikke kan klare den implicitte anklage for at være urimelig.

Heldigvis sluttede weekenden på Litle Africa i North Melbourne, med mad der var lavet, og blev serveret, med hjertet. Så nu skal jeg lære mig selv det Etiopiske grundkøkken, begyndende med det malede og krydrede ristede kikærte mel kokken/servitricen/restaurantejeren gav mig med ganske gratis. 

tirsdag den 24. januar 2012

Og vi rystede


Scenen er helt mørk. Tre mænd sidder midt på den omgivet af deres instrumenter.

Den smukke sal er perfekt airconditioneret. Bænket i bløde teaterstole hverken fryser eller sveder vi i vores sommertøj.

Musikkerne bliver belyst, som introen til titelnummeret Let England Shake starter, og PJ kommer ind i venstresidens mørke.

Hun ligner Dødens Muse. Spinkel med ravnefjer i håret, sort langærmet tunika og bredt sort læderbælte, der dækker det bløde kød mellem ribben og hofte.

Først da hun begynder at synge, møder tre lyskegler hinanden, hvor hun står.

Det er en kvinde med et budskab.

Sangene på Let England Shake handler om krigens omkostninger.

For dem vi sender ud.
Dem som bliver tilbage.
Dem der bor midt i den.

Hver gang en sang er slut slukkes lyset på scenen, og PJ er stort set kun belyst, når hun synger. 

Der er ingen snak mellem numrene.

Intet Hello Melbourne!

Ingen hoppen i takt mast op mod scenen.

De tre mænd leverer al den musikalske og vokale backup der er brug for.

Trommeslageren er exceptionelt udtryksfuld. Hans arme tegner cirkler over trommerne. Mellem to numre hamrer han en marchtakt, der går over i en hjerterytme for så at stoppe.

De spiller alt fra den nyste plade mikset med endnu ikke udgivne numre og nogle gamle, som passer ind på den ene eller den anden måde.

Subtilt er det ikke, men fængslende. Jeg finder mig selv på den yderste kant af sædet under de nye numre for at fange så meget af lyrikken som muligt. Selv de to numre som jeg ret konsekvent har sprunget over på cd’en, nyder jeg at lytte til.

Hun har ret, de kunne ikke undværes.

Først da musikerne kommer på til andet sæt siger PJ tak fordi vi kom og præsenterer bandet, dette sæt sluttes også med ”Thanks for comming, Melbourne”.

Mere bliver der ikke sagt.

 Måske tænker du nu:
”Det lyder sært, gad vide om jeg ville værdsætte sådan en oplevelse?”

Særfrugttesten kan besvare dit spørgsmål.

Jeg går ud fra at du kender Billy Holiday, og ikke mindst har hørt hendes ”Strange Fruit”.

Jeg faldt over den i min gennemgang af mine forældres kassettebånd som 7 årig. Selv om jeg ikke kunne et ord engelsk endnu og selvsagt ikke anede noget om rasehad i USA, spændte hendes intense stemme ben for mine tanker. Jeg lyttede til den éne sang igen og igen, til jeg kunne den udenad. Resten af båndet sagde mig ikke noget.

Hvis du helst ville grave et stort hul og begrave ”Strange Fruit” sammen med ”Intet nyt fra vestfronten”, ”1984” og ”Savior” dybt dybt under din indre radar, vil du nok ikke blive så begejstret for PJ Harveys ” Let England Shake”. 

Hvis du mener at Holidays sære frugt stadig har sin berettelse, fordi den kan åbne vores øjne for noget vi bør se direkte i fjæset, skulle du se at få støvet en billet til Let England Shake op.



fredag den 20. januar 2012

Jo jeg er her stadig

Vil bare lige true jer med, at jeg går i laboratoriet og brygger på et indlæg, som vil binde mandagens koncert med PJ Harvey sammen med noget sær frugt.

Når jeg altså lige rammer den rigtige kombi af tid og åndsfriskhed til at få ordene tastet ind.