onsdag den 25. juli 2012

Der findes ikke dårligt vejr


Ikke hvis man er klædt ordentligt på.

Og det var Datteren og jeg for et par uger siden.
Regntøj, sweatere og gummistøvler.

Med ekstra tøj og soveposer fornuftigt beskyttet af drybags og sorte sække i cykeltaskerne.

Det eneste jeg ikke tænkte på at proppe i lynlåsplastiskpose var min gamle håndværkermobil.

Den som har holdt til mig i 4-5 år, og kan kunne tåle at blive tabt på gulvet og ned i vandpytter uden at få mærkelig tiks af det.

Den lå i forlommen på min styrtaske. Lige ved hånden når der var et motiv, som skulle foreviges.

Allerede første dag druknende den i slagregn.

Så der er ingen billeder af vores cykeltur.

Men ellers var det lækkert.

Både telt og humør holdt til regnen hele vejen ned over grænsen.
Godt hjulpet på vej af daglige chokoladefix, og de blåbær, hindbær og kantareller vi fandt lands ruten.

Jeg indrømmer at de timer vi havde med tørvejr og vekslende skydække var lidt sjovere end dem med regn.

Alligevel er jeg begejstret over ferieformen.

Min krop nød at være i bevægelse det meste af dagen.

Mit dankort nød pausen.

Mit hoved nød den ro der ligger i at dagens vigtige beslutninger er få, eksistentielle (hvad, hvornår og hvor skal vi spise og/eller sove) og nemme at træffe.

Mit hjerte nød at være tæt på min pubertetsramte førstefødte på så fin en måde. På sådan en tur er der masser af plads til både at cykle alene og sammen, og tid til at snakke uden at blive distraheret af computere og krimiserier i TV. 

Vi gør det igen!

Og jeg håber vi kan lokke families beholdning af Y kromosomer med også.

onsdag den 11. juli 2012

Oprejsning


For nogle uger siden var jeg flov over at blive nedlagt af en simpel forkølelse.

Det er jeg ikke mere.

Infektionen er blevet podet, genotypet og anderkendt som kighoste.

Selvom det er en bakterieinfektion, hjælper antibiotika ikke når man først har hostet et par uger. Det er nemlig ikke så meget bakterievæksten i lungerne som generer nu, men mere eftervirkningerne af deres giftstoffer.

Så vi hoster stadig hjemme hos os. Især Datteren hvis vedholdende gøen til sidst fik os til lægen.

Prognosen er en 2 uger med forkølelse fulgt af 30-40 dage med hoste og så en 2-3 uger til at komme sig helt. Vi er allerede på bagsiden af det værste, smitter ikke voldsomt længere, og kan forvente at være raske når sommeren slutter.

Og nu til det sprøgsmål som jeres fingre brænder for at taste ind.

Kan man løbe med kighoste?

Ja.

Jeg var nok lidt overivrig og troede at jeg skulle løbe 12 km med 6.30 minut pr km lige så snart feberen var væk.

Jeg kæmpede mig op på 8 km, med indlagte pauser, før jeg opgav. Sjovt nok hoster jeg ikke, mens jeg løber. Men der var ikke rigtigt ilt i luften.

Nu går det meget fint, så længe jeg holder farten nede, og med lidt forsigtighed tror jeg stadig, jeg kan løbe 21 km til september.

Hvem ved måske virker løb med lungeinfektion lidt som at træne i højden?
(dette er en joke og ikke en opfordring til at opsøge den epidemi som er i gang pt)

fredag den 6. juli 2012

Pause billede

Jeg har flere blogindlæg i hovedet.

Men de har åbenbart ikke så stort behov for at komme ud lige nu.

Det har jeg til gengæld.

Jeg har brugt en formue på cykel, cykeltasker, telt, liggeunderlag og soveposer.

Datteren påstår nemlig at hun godt gider en cykelferie med mig.

5 dage med start i Viborg, overnatning på naturlejerpladser og i friskove.

Lejerplads og shelter ved Lauerbjerg. Lækkert sted.
Så lidt planlægning som overhovedet muligt.

Måske når vi Padborg?

Den hanlige del af familien ville få fnidder og panik over den løse organisation så de bliver hjemme.

Forresten
Spejdersport regner med at deres produkter er så intuitive at de ikke behøver nogen vejledning.

De har langt hen af vejen ret.

Her står teltet fx så fint

Men er der nogen som ved hvad de her er til?