søndag den 24. marts 2013

You can’t win them all


Mandens perifere familie kom forbi til det årlige fætter-kusine-træf, som i sin 6. udgave var nået til Langå.

Jeg ved godt at der er mange, som synes at en kusine ligger pænt i centrum af familienetværket. Mange kusiner er kundepunkter med forbindelse ud til fjerne grene af slægten.

Mandens og min familie falder ikke i den kategori.

Den lette forklaring er at vi begge er efternølere, og derfor ikke havde meget tilfældes med vores forældres niecer og nevøer, da vi voksede op.

Der er også en mørkere forklaring. Men det er et sidespring.

Jeg havde kendt Manden i 16 år før jeg første gang mødte hans familie til mødrende side.
Til det famøse træf.

Det viste sig at være nogle helt hyggelige mennesker.

Ikke sådan nogen man vil flytte sammen med på stedet. Men absolut folk man kan hygge sig med en gang om året, uden anden anledning end at nogens forældre en gang delte efternavn.

Det næste træf blev aflyst da værten fik en carport i hovedet, og så har vi været forhindret.
Nu var det vores tur til at arrangere og vise frem.
Og vi skulle ikke bare repræsentere os selv. Det var også min svigermors og mine svigerinders ære som stod på spil.

Mandens mor har beskæftiget sig en del med emnet fra forskellige vinkler.
Hun har gennem det sidste 1/2 år foræret os udvalgte potteplanter: 8 identiske "pasningsfrie" kaktus i forskellige potteskjulere.
Vi fik 10 L hvid maling i julegave (glans 5, Manden nåede at male entreen inden jeg nedlagde forbud).
Et svigermorbesøg har ikke været fuldendt uden at hun forsøgte at overtale os til at overtage en 3-4 stykker "kunst" til væggene.
Hun mindede os konstant om at kusinerne forventede at blive vist rundt i hele huset incl. skuffer og skabe. Og at støv er en skam.

Der var derfor et vist pres på familien op til weekenden. 
Jeg begravede mig mest i madlavningen efter devisen: Hvis det smager godt ser folk ikke om vinglassene er poleret.

Med frokosten og gåturen vel overstået, midt under middagen, som var hyggelig og godmodig, kikker jeg op og ser dette:
Med venlig hilsen
Din Surdej


torsdag den 14. marts 2013

Bombeattentat



Dette indlæg skulle egentligt handle om vores kusine den blåfisk. Vi besøgte hende i London Karina og jeg. Selv om montren var støvet og farven falmet, var det vildt at se hende live. Eller så live som en fisk kan være ca 75 år efter sin død.
Men coelacanthen og den fantastiske historie om hendes genopståen fra de uddøde må vente.

I sidste uge blev jeg nemlig udsat for et attentatforsøg.

En bombe.

I mit eget køkken!

Trofaste læsere vil vide at jeg har tamme mikrober i køleskabet. Jeg fodrer dem med kulhydrater, de blæser gasser ind i min brøddej, og for det meste lever vi fredeligt med hinanden.

Onsdag aften fandt jeg en træt lille rest gær i mit køleskab.

Og her er det måske at jeg bør tilstå at jeg har virkeligt svært ved at smide noget levende ud.
Gamle grime poteplanter fx.
Nogen gange er jeg nød til at stille dem ind på kontoret, og glemme at vande dem til de visner, før jeg kan smide dem ud.

Så gæren flyttede over i min surdej, som alligevel var lidt slatten, jeg lagde låg på, og alt var godt og klart til den store rugsurdejsbollebagning torsdag.

Torsdag eftermiddag var surdejen begyndt at krybe ud på opdagelse i bunden af køleskabet.

Jeg opfangede den begyndende krise ud af øjenkrogen på vej ud i foråret (I husker nok sidst i sidste uge, hvor vi havde to (2!) dage uden frost), hvor Manden ventede med skovl, trailer og muld fra genbrugsstationen.

Nu tager det jo ingen tid lige at klaske en fordej sammen.
Det er bare lige at befri surdejen fra skruelågsglasset og hælde lidt mel og vand ved.

Det kan jeg sagtens gøre med tankerne allerede ude i vejret.

Normalt.

I torsdags gik der lidt ekstra tid med at skrabe potent surdej af borde, skabe og tasker.

Plus en bonus latterkrampe da den portion som havde klæbet sig fast til loftet tabte kampen mod tyngdekraften.

Jeg glemmer aldrig det WROOOUF det sagde, da jeg linnede låget på glasset.

Men bollerne blev fantastiske!