søndag den 3. november 2013

Fra den ene Pernille til den anden

Sidst på foråret tog jeg en fortrolig venindesnak med mig selv.
Vi løb på Mosevej mig og mig, og havde den obligatoriske NuErDuSnart40 evaluering.

Lidt vel tidligt måske. Jeg havde måneder i 30'erne endnu.
Det virkede bare naturligt, oven på min beslutning om ikke at ærgre mig over spildte løbemuligheder.
Lige at løbe tibage igennem de andre valg, og tjekke om der lå reel ærgerlse eller visdom gemt et sted.

Jeg har selvfølgelig begået en bunke fejl.

Alligevel var der ikke mange gange, hvor jeg oprigtig kunne sige, at jeg ikke ville gøre nøjagtigt det samme igen. Hvis jeg stod i samme situation, med de samme resurser og oplysninger.

Og så dog.
Der var en fejl, jeg havde gentaget.
Noget jeg havde undladt at gøre igen og igen.
I årevis.

Jeg har festet for lidt.

Sidst jeg holdt fødselsdagsfest for mig selv, var da jeg blev 18.
Jeg købte 10 poser chips, en kasse øl, spurgte nogle få nøje udvalgte og så min 2.G klasse om de ville komme forbi og med på Disco bagefter.
HURRA for en fest.
Det jeg husker bedst var da fyren (som jeg havde haft en dejlig, langvarig, ukompliceret og bevist totalt ensidige forelskelse i) spurgte Lene om hvordan hun kunne holde ud at være veninde med mig? Når jeg nu var så MÆRKELIG?
Oho ... det grinede vi meget af det år.

Da jeg nåede enden af den både korte løbetur og mosevej, gik det op for mig, hvad jeg ville sige til en veninde med sådan en historie.

"Skynd dig at invitere alle dem du gerne vil feste med til slutningen af oktober. Gør det snart! Inden du føler dig for ubetydelig, og ikke synes du orker at prioritere de kræfter det koster."

Derfor gik en pæn slat af uge 43 og 44 op i planlægning og madlavning. Fordi det er sådan jeg fejrer folk jeg holder af.

Jeg hadede mig selv for det undervejs.
Nu er det en af mine ynglingsbeslutninger.

Det blev den bedste fødselsdagfest nogensinde.

Og jeg er det værd.