tirsdag den 29. maj 2012

Nye veje


5 uger inde i mit 16 ugersprogram mod 21 km begynder ugens lange tur endelig at blive lang nok til, at jeg kan nyde den.

Læs lige den sætning igen.

For den endnu ikke løbeinficerede en dundrende selvmodsigende.

Men sand.

Korte ture er noget, jeg løber for at kunne løbe lange ture.

Nå men da ugen var velsignet med et 7 km pas (oh hvor jeg fryder mig ved tanken om at i juli er 7 km en kort tur), skulle jeg enten genoptage 2011's lange rute på en ikke voldsom inspirerende landevej, eller finde på noget andet.

Jeg har boet i Langå siden foråret 1998, og gået min andel af ture i området med barnevogn, småfolk og hund, så jeg troede egentlig at jeg kendte de fleste muligheder ret godt.

Alligevel skulle der ikke mere end en 20 minutters løbetur i den anden ende af byen til, før jeg opdagede en "ny" grussti med muligheder. Så søndages tur gik først igennem byen og så ud på den anden side.

Jeg bor rent bogstavelig i et hul!


Sådan et med rigeligt smør i.

Jeg kunne dog ikke nå så langt på en 7 km tur.


Men bag den bunke sand fortsætter vejen til Ulstrup, og næste gang får jeg at se hvad der gemmer sig på den anden side af svinget. 

Den tanke gør mig forbløffende grundglad.

mandag den 21. maj 2012

Mangler der ikke et løbeindlæg?


Der er bare ikke så meget at sige om mit løb.

Jeg følger planen slavisk.

Jeg er ellers ikke så vild med planer.
Eller at følge noget blindt.

Men lige med løb fungerer det bedst, hvis jeg helt automatisk snører skoene 3 gange om ugen.
Det siger planen jeg skal, og planen er gud.

Jeg har endelig fået inficeret et familiemedlem med indefrakommende oprigtig løbelyst.

Det var et løbebælte med indbygget hundesnor, som gjorde udslaget.


Der er så let at tage hunden med, nu jeg er fri for at skulle vælge mellem at løbe med snoren i hænderne, eller risikere at hunden får fært af noget, og bliver totalt døv for "kom hjem" kommandoer.

Efter kun en uge har Rumlen lært at forbinde lugten af løbetøj med gode lange ture.

Så nu starter alle løbepas med 5 minutters sækkepibe rumba, mens jeg futter rundt, og gør mig klar.

torsdag den 17. maj 2012

Hvordan er det så at komme hjem?


I starten var det en lettelse.

Lidt som når en mild spændingshovedpine løser sig selv.
Eller man har gået og spændt mavemusklerne, opdager det, beslutter sig for at lade være, og det føles godt.

Ikke fordi Melbourne ikke var godt.
Hjem er bare bedre.
Mere umiddelbar.
Mere mig.

Nu er det som om jeg aldrig har været væk.

Bortset fra at den nyfræsede jord er sort og løgene, spinaten og kartoflerne kommer til at mangle i køkkenhaven i år.

mandag den 7. maj 2012

En god udsigt


2 weeks down, 14 to go


Sidste uge har handlet meget om mad (og lidt om opvaskemaskine).

Lørdag var jeg lige ved at tro at det var en overmodigt af os at byde til forsinket konfirmationsfest kun 2 1/2 uge efter vi landede i DK, eller måske bare at vi jeg var blevet overambitiøse med menuen.
Vi fik alligevel hevet den i land ved fælles hjælp, og gammelkonfirmanden fik for første gang lov til at lave lagkagen, uden at mor tog over i skræk for klumper i cremen eller huller i marcipanlåget.

Vi var måske ikke helt færdige og omklædte da de første gæster ankom (30 min. for tidligt), men vi var afslappede og oprigtigt glade for gensynet med familien.

Da folket var kørt kom jeg i tanke om ugens sidste løbetur. Selv om det var fristende at falde ned i sofaen, var tanken om en sort plet på den nye løbeplan for træls. 

Ude på stien dansede den forlorne forlorne skildpadde tungt rundt med citron marengs tærten.

Pyt.
Jeg er en uge længere i programmet.