fredag den 30. november 2012

Formiddag


"Der står der nogen, Kan du komme derned?"
Hun følger min arms sigtelinie og smiler, allerede omme på den anden side af autoværnet.
"Jo jo det går fint, du bliver bare her"
Posen med overmodentbananmos dingler mens hun adræt finder vej ned af bjergsiden mod klyngen af figenkaktus.
Jeg får et jag igen … ikke fra maven denne gang men fra lænden.
Så sku' da også for helvede!
Måske ville det hjælpe hvis jeg var mere kreativ med mine bandeord?
Vi er kommet for tidligt på året og det er koldt. Fluerne flyver ikke endnu, ikke den art vi er efter i hverfald.
Fandens!
Ikke en gang i lavlandet kan vi finde dem. Ikke at det forhindrer os i at prøve i hver eneste afkrog af øen.
Kraftpetervælteme! Jo ... det hjalp lidt.

For lige at toppe det hele med sukker, kan jeg åbentbart ikke holde til 4 dage i bil på Grand Canaria.
Og det er ikke engang mig som kører.
Eller springer op og ned af bjerget som en ged.
Eller lige er fyldt 50.

Fuck altså! Jeg bliver nød til at sætte mig i vejsiden.

"Øhh Dorthe, jeg finder lige en busk!"

Busk? Her er kun vortemælk, agave og kaktus, altsammen op af stejle skrænter.
Ligemeget, jeg har ikke tid til at lede længere.

torsdag den 29. november 2012

Nyt liv


Midt i 90'erne var der en læge, som ikke koblede min daværende lave vægt og min mangel på fertilitet.
Han spurgte heller ikke ind til, hvorfor jeg vejede 45kg.

I betragtning af at han fortalte mig, at der i løbet af en almindelig kvindes almindelige cyklus falder en 6-7-8 æg ud af æggestokken, og at han, da jeg tvivlede højlydt, underbyggede påstanden ved at vise mig denne planche og tælle højt til 8 (fra ubefrugtet æg til det lille embryon har sat sig fast), må det første vel forkomme at være en mindre synd?



Efter den konsultation så jeg ham ikke igen.

En tur på min mors badevægt resulterede i en forskrækkelse og en resolut tung hjemmegjort tvangskaloriekur bl.a. bestående af havregrød med fløde til morgenmad. Inden for en måned var der to streger på graviditetstesten, og jeg havde for første gang i to år kun kvalme om morgenen.

Win win win på alle fronter.

Jeg har brudt min hjerne for at finde en ordentlig vinkel at skrive denne historie fra … men helt ærligt 8 æg … Det er bare for langt ude til at være fiktion!

onsdag den 28. november 2012

Nyt år


”Alle dine levertal er stadigt fine, nyrerne ser normale ud, og der er virkelig ingen grund til at blive ved med at tage prøver.”
Lægen kikkede væk, som om hun kedede sig.
”Du må lære at leve med det.”

Hun var ikke overrasket, ja ikke engang ærgerlig, over manglen på afklaring. Smerterne var selvfølgeligt trælse, men hun mærkede dem ikke rigtigt mere.
De kom, de gik, og hun var for opslugt af sit liv til at tage sig af dem.

Hvis hun kunne slippe for jævnligt at ligne en narkoman med virkeligt dårligt boldøje, op og ned af armene ville det faktisk være OK med hende.

Da hun gik var blikket rettet mod foråret, flytningen og forholdet.
Kroppen måtte vel følge med, selvom der langsomt blev mindre og mindre af den. 

tirsdag den 27. november 2012

Ny november


”Det er dine nyrer.”
Hun lå på maven og ømmede sig, mens lægen trykkede hende midt på lænden. Først i højre så i venstre side.
”Men der er nok også noget med leveren, når du har så meget kvalme.”

Bagefter, da lægen tog blodprøver med bekymring i blikket, sad hun stadig på briksen i cowboybukser og bh.

”Det giver kun et lille prik.” Undskyldte lægen, og stak kanylen tværs igennem venen, så hun måtte prøve igen med den anden arm.

”Nu kommer du til skanning, vi får svar på dine prøver og så skal du bare se, du får det godt igen.”

Luften udenfor var fugtig, kold og fyldt med lovende novembermørke.
En helt ny slags november var det.
Den første som vandvittig lykkelig forelsket.
Den sidste november før hun rykkede mod øst og uddannelse.

I det perspektiv var det blå mærke som nu fyldte hele indersiden af den venstre underarm en ligegyldig bagatel.

mandag den 26. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse VI


Moderen tog den lille Pige hjem, satte hende på køkkenbordet, hældte den brune matildemælk ud i vasken, og begyndte at lave nøddebøffer og grøntsagsmad.

Langsomt begyndte den lille Pige at spise, vokse og være mere vågen.

Faktisk fyldte hun 4 år næsten uden mavepine.

Og langt senere, efter nøddebøfopskriften forlængst lå krøllet og glemt bagerst i skuffen, kunne Moderen købe Pigen en sko i størrelse 35.

Ja Pigen fik enda to sko, en til hver fod.

Først da følte Moderen at Pigen var helt rask.

Det var Pigen så ikke, men det er en anden historie ...

søndag den 25. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse V


Moderen gik forfærdet til Doktoren. "Denne medicin kan gøre de frygteligste ting ved min lille Pige." Sagde hun. "Og vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad der er galt." Hun ville ikke give den lille Pige noget som helst, før Doktoren og Lægerne udryddede enhver tvivl om hvad Pigen fejlede.

Og

Måske var der alternative metoder?

Doktoren blev meget vred. For det var dog ham, som var den klogeste, og han viste at "alternativ" var det farligste og mest dødbringende ord, der fandtes.

Hvis Moderen ikke ville lytte, kunne han ikke se Pigen mere, sagde han. "Ikke flere prøver og ikke mere medicin!"

lørdag den 24. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse IV


Moderen var dog ikke begejstret for at give den lille Pige, som nu spiste mindre end nogen sinde, medicin.
Hun spurgte hvad der var i den, og hvad hvert enkelt stof ville gøre i en pigekrop.

Doktoren ville ikke fortælle moderen noget. Han viste nok, hvad stor viden kan gøre ved knap så store hjerner. Desuden var der ikke tid til pjat. Landsbyen og Doktoren havde lige mistet en lille pige fordi noget slemt spiste hendes hjerne indefra. Hvis nu det slemme virkeligt var inde i denne lille pige, så måtte alle arbejde hurtigt, og uden slinger, på at slå det ned.

Moderen gik i stedet til Apotekeren, og spurgte hvad der dog var i den medicin. For hun kunne virkelig ikke lide, at give barnet noget, hun ikke viste hvad var. Apotekeren var en ganske klog mand. Så klog at han viste at Doktoren var den aller klogeste. Så Apotekeren bad Moderen, om at lytte til kundskaben, og give den lille Pige medicinen.

Moderen gav ikke op. For 3. gang søgte hun svar, og denne gang gik hun selv direkte til kilden. I de store tunge bøger på biblioteket kunne hun læse om medicinen, og alt det gode, og onde, den kunne udrette.

fredag den 23. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse III


Den kloge Doktor og Lægerne på det fine hospital kikkede på prøverne og målene. Alle kunne de se at det var galt, men ingen kunne se præcist, hvad det var, som ikke var, som det skulle være.
Måske var der noget fremmed i den lille piges krop, måske var det noget meget slemt.
Men ingen viste det helt bestemt.

Doktoren hævede det ene øjenbryn, og besluttede sig for, at det slemme ikke bare skulle have lov til at spise den lille pige indefra. Han læste alle de store tunge bøger om medicin, men fandt kun råd om syge voksne, og intet om hvad han kunne give til små bitte piger. Med begge de buskede øjenbryn løftet, og tungen hold stift lige i munden, opfandt Doktoren en medicin. Han var sikker på at medicinen måske kunne rede den lille fra det slemme.

torsdag den 22. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse II


En dag tog Moderen den lille med hen til den rare gamle Doktor. Doktoren var den klogeste i landsbyen, og desuden havde han de længste og mest buskede øjenbryn i hele Kongeriget. Han målte, vejede og fandt Pigen for let. "Hm,hm" sagde Doktoren. "Hun må hellere komme til den store by mod Nord, hvor de har et rigtigt hospital, og kan tage mange prøver."

På det fine hospital var der fyldt med søde sygeplejesker i hvide uniformer. Hver gang den lille Pige kom der, snakkede de om hvor dybt hendes vener lå, og at det ikke ville gøre ret meget ondt. Men Pigen viste, at hvis hun græd højt fik hun en slikkepind, ja måske to, og det var værd at tage med, når man nu alligevel skulle stikkes i.

onsdag den 21. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse I


Der var en gang for længe siden en træt Pige, som ikke ville vokse.
Hun havde de mindste små hænder, det mest nuttede bitte lille ansigt, og fødder så små at hendes Moder frygtede at Pigen aldrig ville nå voksenstørrelserne i skobutikken.

Pigen ville gerne drikke kakaomælk, men alt andet nærende blev afvist bestemt og viljefast. Hun sagde al mad gav hende ondt i maven og gjorde hende ganske kvalm. Den stakkels bekymrede Moder gav Pigen kakaomælk fra morgen til aften. Hvilket ikke var så sjovt for Pigens storesøster, der bestemt ikke skulle tage på, og pænt måtte drikke vand og spise maden, mens det lille myr fik et sugerør i glasset med den forjættende matilde.

Hovedet på bloggen


Denne blog er noget rod.

Jeg bruger den som overløb for ting som fylder i mit hoved, og lige nu er der en ny historie som banker på og vil ud.

Det bliver en føljeton sådan som det var moderne for adskillelige telefonmodeller siden.

Beklager.

tirsdag den 13. november 2012

Bare Børn


Noget musik fænger med det samme, allerede ved andet omkvæd synger du med og efter 3. gennemlytning er den måske ved at blive lidt slidt.

Noget musik skal høres et sted mellem 5 og 10 gange før man fatter rytmen, larmen, nødvendigheden. Sådan et stykke kan jeg oftest høre i årevis, og blive lige lykkelig over det hver gang.

Og så er der den sidste slags musik. Den som allerede efter ¼ af nummeret lyder triviel, og årh nej det bliver ved. Men som ved 4. lytning bliver interessant og derefter fuldstændigt i strid med alle naturlove bliver ved med at blive bedre for hver ny gang du sætter den på.

Meget af Patti Smiths musik falder i den anden kategori. Den sidste kategori har jeg kun hørt fra hendes hånd.

Jeg har en enkelt gang oplevet hende live. Midt i fuldstændig vandvittig arbejdsstressperiode tog jeg en aften ud af min laboratorietid og brugte den sammen med Manden i selvskab med denne spinkle kvinde som havde en helt utrolig stor autoriet.
Hun læste op af Blake (tror jeg det var).
På et propfuldt Train i Århus (jo det var den gang Århus var smilets by).

Når baggrundstøjen blev for voldsom, holdt hun mund. Kikkede ud over mængden. Ventede indtil vi viste Blake den fornødne respekt og opmærksomhed før hun fortsatte.

Og nu fås hun også som prosa.

Jeg vidste jeg ville læse ”Just Kids”. Men var i tvivl om hvor let tilgængelig den ville være.

Når det ikke lige handler om musik må jeg indrømme min indgang til kunst er doven.

Hvis ikke et værk taler direkte til mine følelser taber jeg interessen.
Der må meget gerne være noget intellektuelt gods med også.
Meget meget gerne.

Men værker som først og fremmest er en kommentar til et værk som er en kommentar til et andet værk der spejler Nitzes næsehår set gennem en metafysisk elegisk tåge keder mig.

Jeg vil ikke ud i en debat om lort på dåse mon er mere eller mindre kunst end mit ynglings aversions værk som hænger på Herning Kunst museum:

”Hvid Uld på Blåt Fløjl”

Værket består af en ramme hvor i er udspændt blåt fløjl hvor på er påsat en hvid tot uld.

Fascinerende.

Men den debat tager vi ikke fordi det er et sidespring.

Jeg var lidt nervøs for om jeg skulle slæbe mig igennem Just Kids på samme måde som jeg slæbte mig igennem Foucaults pendul. Med endeløse opremsninger af meget kloge folks meget kloge tanker. 

Det skal dog retvisende påpeges at Eco råder bod på det, de sidste 10 sider, som er forrygende god og indsigtsfuld læsning.

Min frygt var helt og aldeles ubegrundet.

Hendes stemme taler ærligt, sikkert og i et fantastisk sprog om Robert, Patti, New York og Kunst.

Jeg slugte bogen på 1 ½ dag, hvilket er alt, alt for hurtigt.
Men sproget er så smukt og jeg blev aldeles fanget af historien. På trods af en åbenlys mangel på identifikationspunkter mellem mit liv og deres historie. På trods af at jeg ikke rigtigt kender mange af de digtere og billedkunstnere som bliver nævnt i bogen af andet end navn og meget få overfladiske fakta.

Jeg lægger den lidt til side nu. Men læser den snart igen.
Langsomt, i små bidder, og højt for Manden.

Han vil insistere på at få at finde ud af hvem ham Rimbaud egentlig var.

PS. Hun er heller ikke vild med Andy Warhols værker. En kvinde med smag er hun.

mandag den 12. november 2012

Imens i en anden del af bevidstheden…


Jeg kom til at give mig selv tre bøger i fødselsdagsgave.

Og så fik jeg en af Manden.

Og Datteren kom hjem fra efterskole med sumobrødre under armen.

Siden jeg knækkede koden på Brita ridder Hubertusjagt, har jeg vist at der ikke er noget, som er så slemt at det ikke kan læses væk.

Det virker stadigt uhyggeligt godt. 

Men

Lige om lidt kommer jeg tilbage til verden (og bloggen) igen… 

bare lige én bog til.