mandag den 27. juni 2011

Brystreduktion

Søndag stod jeg tidligt op... eller relativt tidligt
før kl 9.
Nå, men jeg stod op, tog løbegrejet på, lidt af gangen, mens jeg spiste mandel, og gjorde mig klar til at sætte krys ved 19 km mærket.
Undervejs lander jeg foran spejlet i min løbeBH med tandbørsten i munden. 
Hold da på hat og briller. 
Det ligndede to gravhunde i forsøg på en ukoordineret rumba. 
Min forperron var i selvsving, pga tanderbørsterystelser, på trods af Purelimes slatne forsøg på at holde igen.
Ikke så meget million dollar baby over det!
Jeg har godt nok bemærket, at min før så super restriktive barmstøtte, ikke er hvad den har været.
Der er gode grunde til det.
Tid fx 
og
De 90C Manden syndes undertøj skal vaskes på.
+
Lidt fedt tabt, som altid først ryger af ansigt og skålfyld. 
(hvilket betyder, at jo mere jeg taber mig, jo mere disproportionalt stor røv får jeg mig)
BH indkøb af alt over B skål, er en morderlig trist affære her nede. Selv min datter på 14 har svært ved at finde noget ordenligt.
Så nu har jeg bestilt en ny to skåle mindre, og håber jeg kan lokke svigermor til at sende en pakke ... igen.
De 19 km var iøvrigt lidt snyd... jeg løb på arbejde, flyttede mine fluer fra et reagensglas til et nyt, og løb (med en lille krølle for at få distancen) tilbage igen, så det var 9 km, “45 min pause”, 10 km. Det tæller nok ikke helt det samme på udholdenhedsbarometret som hvis jeg havde taget turen “udiet”. 
Men det kan ikke hjælpe, jeg havde arbejde, gæster på vej og en midvintermiddag at forberede: flæskesteg, rødkål, brunsovs, hvide og brune kartofler.
Glædelig jul!

torsdag den 23. juni 2011

Løb og pine

De mange år jeg har brugt, siddende på min flade bag bag en skærm eller bog, har sat sig imellem mine skuldre. 
De 80 blafrende kg jeg, pludselig, slæbte rundt på vinteren 2009-10 hjalp ikke. 
I mange år har jeg jævnligt (som i flere gange månedligt) måttet til kiropraktor, med hold mellem skulderbladene og en hamrende hovedpine. 
Sådan en som ikke kan soves væk, griner af panodiler og aspirin, og stopper et hvert tilløb til både arbejde og leg, for slet ikke at snakke om positivt samvær med nogen som helst.
Siden jeg har været hos osteopat i Langå, har jeg kun haft tilløb til spændingshovedpine en gang. Det var den gang jeg faldt, og slog mig ganske gul og skæv.
Derfor var jeg slet ikke forberedt, da mit hoved eksploderede i denne uge. 
Det føltes som om alle de opsparede smerte timer skulle fyres af på en gang.
Der er sikkert bare, fordi jeg ikke længere er vant til at gå rundt sådan.
Hip Hurra For Det!
Først tænkte jeg:
Jeg laver da bare lige nogle øvelser, får manden til at massere mig og sover det væk.
Det virkede fint i 24 timer (som heldigvis inkluderede mit oplæg for klimagruppen på uni).
Jeg tog fortrøstningsfuldt på job i morges, satte mine fluer til at lægge æg, tændte computeren og måtte snart ligge mig på gulvet og forsøge at strække brystryggen og nakken på plads.
Nix bix om det hjalp. 
Så jeg måtte ringe til en ven igen (osteopaten i Cobourg). De havde sørme tid om 10 minutter... 
Virkeligt opmuntrende at vide, at hvis jeg havde ringet med det samme, i stedet for at fjolle rundt på gulvet, kunne jeg have nået det... nu måtte jeg tage tiden fredag over middag.
Nå... Der er ingen grund til at sidde og glo ind i en computer, når jeg ikke kan tænke en selvstændig tanke af gangen.
Jeg kunne lige så godt tage sporvognen hjem, prøve på at sove og fundere over hvordan jeg skulle få sat fluerne over i morgen tidlig.
Så fik jeg øje på mit løbe gear. 
Hmm... gad vide hvad der sker, hvis jeg tager de 10 km, programmet foreskriver i dag stille og rolig?
Jeg kan jo altid tage hjem og sove bagefter.
De første 5 km var ikke sjove.
Jeg var slet overhoved ikke hurtig.
Men
Jeg kunne arbejde, da jeg kom tilbage 
og har ikke haft ondt siden.
HA!
Nu har jeg så bare en tid til 67$, det er for sent at aflyse... Det er næsten en hel hummerhale!

mandag den 20. juni 2011

Rullende uger

Efterhånden som de lange løbeture tager længere og længere tid, bliver planlægning mere og mere nødvendig for at få løb, job og familie til at gå op. 
Jeg er begyndt at bruge “rullende uger”. Dvs at en løbe uge ikke nødvendigvis starter, når den forrige slutter. Den starter den dag, jeg løber ugens første tur. 
Jeg har så præcis 7 dage til at få de 3 eller 4 træningsture afviklet.
Der er flere fordele. 
Jeg stresser ikke over, hvis der er en dag eller to som er løbsfri pga familie, job eller forkølelser. 
Jeg får lidt ekstra restitution, uden at skulle tage en hel uge om. 
Og jeg er ikke overdreven sur på mig selv over at, jeg har taget alt løbe grej, undtagen min løbeBH, med på jobbet i dag. 

Jeg tager bare hul på uge 15 i morgen i stedet.

Det betyder ikke så meget om der kommer til at gå 2 eller 3 uger før jeg når de 21 km, jeg har stadig god tid.

lørdag den 18. juni 2011

en sukkerholikers bekendelser

Nu har jeg beskrevet min sukkerindhalering i en måned og er klar med en lille status.
Jeg spiser stadig unødigt meget sødt. Jeg bliver fristet over evne når:

    1. Jeg bliver tilbudt hjemmelavede kager eller specialiteter fra Australien eller folks hjemlande.
-Jeg er nysgerrig, så jeg har ikke lyst til at stoppe med det. Men jeg vil gerne kunne nøjes men en smagsprøve, og ikke nødvendigvis skulle dykke ned i fadet igen.


    2. Jeg bliver tilbudt gratis kage/slik til møder/reklamefremstød.
-Generelt er kvaliteten her dårligere end de gratis fristelser under 1. Jeg vil gerne lære mig selv, at det ikke er kalorierene værd.

    3. Jeg bliver for længe oppe.
-Det skal jeg simpelthen lade være med.
Udover at lære lidt om, hvornår jeg ikke kan lade mit overjeg styre min sukkertrang, har jeg faktisk tabt mig 2 kg. Det er sikkert vand det meste, men pyt med det.

tirsdag den 14. juni 2011

Hummeren

Oven på alt den genetik har vi brug for lidt mere biodiversitet:
Må jeg presentere:
Hummeren på Vic Marked!

mandag den 13. juni 2011

Nørden slår til igen!

Oh oh.... Nu har Nordboen gjordt det!
Det som stopper enhver fest, og skaber en først benovet, siden beklemt og til slut desparat stilhed fra den tvangsindlagte lyttende part. 
Med efterfølgende undskyldinger fra Manden til den sagesløse som stillede ét uskyldigt spørgsmål, og skyldsbetynget forsvarstale fra mig til Manden.
“Jamen, hu/an spurgte selv. Så må jeg godt!...Ikke?”
Nå... Men det gode ved blogs er, at I bare kan lade være med at læse. 
Og min stemme fisser ikke ligeså stille ud i ingenting, fordi jeg kan ikke se jeres øjne begynde at flakke, for tilsidst at blive helt tomme og bare tigge om en stærk drink.
HA... win win win!
Nå, men den korte version af svaret på Kirstens spørgsmål er:
Jeg er genetiker. 
Og fluer er nemme.
Især når de er fra Wien.
Men ikke hvis de skal til Australien.
Så er det bedst at de kommer over DK, så jeg kan have en back up pulje, som kan sende fluerne igen, igen og igen indtil de når hele og levende frem.
Længere version, hav gerne noget stærkere end kvædete parat hvis I vover at læse videre:

Jeg er vild med genetik og evolution fordi det simplethen er det mest spændende emne i verden. 
Punktum

Da jeg skulle vælge speciale, og summede med en ambition om at lave en PhD, var der ingen tvivl om hvilken gruppe, som begejstrede mig mest. 
Nu, 11 år senere, er det meget sjældent jeg hører et internt oplæg, som ikke tænder mig. Så jeg har været så snyde heldig, at have fundet min rette hylle, og kunne blive på den mere eller mindre siden 1994 (afbrudt af et par barsler og mellem-projekter-pauser).
Siden min PhD, som var om varmetilpasninger i naturlige populationer (af bananfluer), har jeg arbejdet med genetikken bag forskelle i livslængde (i banafluer).
Når fluerne står i parentes, er det fordi det ikke er fluerne i sig selv, som er så spændende. Det er den evolutionære process, der er kærnen. Bananfluer er bare enormt nemme forsøgsdyr.
De er små, hurtige og billige.
Mit projekt hernede består i at måle livslængden af 60 forskellige linier, hvor jeg efter tur har skruet ned for et af 60 udvalgte gener (hvordan de gener er blevet udvalgt og hvorfor, kan læses på linket i kommentarfeltet). 
Jeg har tre forsøg med hver gruppe og 200 individer (100 af hvert køn) i hvert forsøg. 
Summa summarum 36.000 bananfluer. 
Som alle er helt specifikke krydsninger mellem bestemte linier (deraf de før omtalte jomfruer og tvangsægteskaber).
Jeg vil have dem fordelt på ca 360 små mælkeflasker, med en plastiske med fluemad på i hver. 
Skeen skal så “kun” skiftes 3 gange i ugen hvis jeg skiller hanner og hunner ad på 3. dagen. Skeerne skiftes til sidste flue er død om ca 3 måneder.
Alt dette kan jeg klare ene kvinde med lidt hjælp til opsætningen. 

Prøv at skabe et mentalt billede af de 7 hyller i fluerummet, som mit forsøg vil fylde i 3 måneder (jeg skal nok lægge et billede ind, når jeg får stablet fluerne op).
Prøv nu at skifte fluerne i dit mentale billede ud med elefanter.


36.000 stk.
Det er det jeg siger:
Fluer er nemme.
Også fordi jeg ikke selv behøver at fumle alt for meget med deres gener. 
Der er forskellige centre (bl.a. et i Wien), som har lavet bananflue liner, der kan manipuleres (ved at blive krydset med andre linier) til at have nedsat aktivitet af specifikke gener. 
Uhu jeg kan det der med at skrive komplicerede sætninger... helt klart min spidskompetence. Vi lader den stå.
Jeg har egenhændigt købt godt 40 linier i Wien, og fået dem sendt til mig, mens jeg stadigt var i Aarhus. 
Siden jeg rejste, er der en Fluehelgen (laboranten i det aarhusianske fluelab.), som har puslet om dem, og sendt dem ned til mig, hver gang jeg har mailet min nød. 
Første gang forsvant fluerne i den blå luft, efter at være landet i Australien.
Og vi siger mange tak til FedEx for deres fantastiske service!
Anden gang så ret lovende ud, der var en masse pupper. Men der kom aldrig nogen fluer ud af det. Det er ikke helt usædvanligt, at der kan gå ged i den voldsomme omybygingsprocess, som laver fluelarve til flue. Især hvis larven eller puppen har været udsat for stress.
(den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg konsekvent skriver larve og ikke maddike. Da jeg rutinemæssigt skal glo på dyrene under stereolup, er det en naturlig forholdsregel.)
Tredje gang kom der levende fluer frem, som pga en miskommunikation med karantæne myndighederne blev 2 uger forsinket. 
Nå...
Jeg har BESLUTTET mig for IKKE at ærge mig over de 3 (TRE) spildte måneder af mit 1 (ET) års projekt.
Den tålmodige læser (eller den halv interesserede som lige vil skrolle til ende) skal belønnes med et billede af den biodiversitet jeg fandt på en fantastisk strand på Philip Island. Mere om den ø og de mennesker i et senere oplæg.
Jeg er især begejstret over den grå slatne ting øverst!

onsdag den 8. juni 2011

Jeg har ikke vist det dejligste ved Melbourne til jer endnu, men her er et godt bud: Vic Market (Victoria Market). Jeg er en hund efter madmarkeder.
 De friske grøntsager, det store udvalg og de gode priser.

 You just gotta love it!

MIn ynglings bod, at se på altså. De er lige lidt dyrere end de andre. Udvalget og kvaliteten  er uovertruffen. Så hvis der er noget specielt, jeg bare må have, er der gerne bingo her.  

Her er boden som har ugens slagtilbud. Jeg kom hjem med løg til 1$ pr 2 kg den anden uge. Boden er et must for den prisbeviste. Men du skal have øje for kvalitet, så du selv kan sortere og finde det bedste.

Næsten lige så lækker bod som den første men en del billigere. Jeg ender gerne med at gøre de fleste grønt indkøb her.

Der er også en delikatesse afdeling, og en fisk og kød sektion (jeg skal nok fixe nogle billeder af det også). 
Jeg har mine øjne på nogle virkeligt imponerende friske hummere til godt 40$ stykket (og det skal så ganges med 5,8 for at få det i kr). Dyrt men hvornår vil jeg ellers kunne lade mig friste af sådan nogle… Jeg bliver nød til at opfinde en vigtig anledning, snart (hvis nu hummer er sådan noget som går ud af sæson). Måske skal jeg ønske mig et par til vores bryllupsdag… hmm + en børnepasning  teenagesitning down under.


Stor rundkørsel med det australske flag, og Uni. Melbourne bygning i baggrunden. Den bygning jeg "bor" i er dog ikke helt så fancy.

Det meste af den oprindelige bevoksning (eukalyptus) er ikke løvfældende. Men da en del af Melbournes træer er importerede har vi masser af blade til at hvivle rundt. Helt i årstidens ånd.

Bio21 hovedbygningen i glas og stål.


Her er så "min" bygning... Cesar house.... Meget betegnende navn ikke?


Måske skulle jeg bare passe mine fluer. De er nemlig ENDELIG landet i mit laboratorium! 
Jeg har dog god tid et par uger endnu. For de skal aclimatiseres og opformeres, før jeg kan samle mine jomfruer og sætte nogle tvangsægteskaber op. 
Men så skal der også nørdes i bund skal der!

Og hvis jeg lige om lidt brokker mig over, at det er alt for stort et brød, så mind mig lige om, at jeg selv slog det op, og glædede mig vildt mens det hævede.

søndag den 5. juni 2011

MIne løbeturskategorier

En af grundende til at jeg ikke kan forstille mig, at jeg bliver træt af løb, er at turene er så forskellige. Selv dem, som er på samme rute med samme fart og distance.
Efter et års løb kan jeg dog godt begynde at kategorisere dem.
Der er de fantastiske ture, hvor benene er lette hele vejen igennem. Jeg løber hurtigere og lettere, end jeg troede, jeg kunne. Måske fordi jeg har spist rigtigt, sovet tilpas og haft præcist den rigtige mængde restitution? Hele resten af dagen smutter jeg rundt med ekstra energi, og nyder at jeg trækker vejret lidt dybere, end jeg plejer. Det er sikkert noget selvsuggestions noget, men jeg syndes, jeg kan mærke, at min krop har ekstra brug for ilt i flere timer efter et løb. Musklerne arbejder anderledes i hele kroppen. På en god måde.
Der er de ture, som starter lidt for godt og lidt for hurtigt. Hvorefter jeg løber lidt tør for energi, får tunge ben og må sætte farten ned hjem. Så ærger jeg mig lidt. Eller beslutter mig for, at det er fordi, jeg er løbet tør for oplagret kulhydrat, og bagefter er gået over til fedt. Så jeg helt sikkert har tabt mig flere gram på den tur.
Der er de ture, som starter så tungt, at jeg tænker, det her bliver godt nok en lang tur! Men så får jeg løbet mig varm, får ekstra energi og kunne sagtens løbe mere, når uret står på den distance, jeg har besluttet mig for. Sådan en tur gør mig grundglad, og giver mig lyst til at kunne løbe virkelig langt.
Og så er der den sidste kategori. Den føltes helt ny ,da jeg løb ind i den sidste weekend. Men når jeg tænker mig om, var mine første 3 løbeture i april 2010 også af den skuffe.
Der er de ture, som er rigtigt tunge i starten og hverken bliver nemmere eller hårdere på ruten. Jeg har mest lyst til, at smide mig i sofaen og nuppe en lur bagefter.
Jeg har haft to af dem på 6 dage. Og da begge ture var en forlægelse af min max løbe distance (til først 14 og siden 15 km), synes jeg, det var et træls tidspunkt, den kategori dukkede op igen. 15 km er ret langt med tunge ben.

Der er selvfølgelig en naturlig forklaring. De 14 km var den første tur efter en osteopat behandling. Selv om jeg indlagde en ekstra hviledag, var alle mine muskler stadig lige ved at finde ud af, hvordan de nu skulle samarbejde, efter der var blevet pillet ved dem. 
Et par dage efter tog jeg hul på en ny uge med en 5 km tempotur og barberede et minut af min rekord på distancen.
(hip hip, men stadig mere end de 30 min jeg gerne ville kune løbe den på)
Jeg var helt flad bagefter. Den tur ville dog ikke have givet mig problemer 3 dage senere, hvis ikke jeg havde arvet en omgangssyge, som brød ud natten efter. Som det var, var jeg ganske flad i lørdags, og holdt meget skarpt øje med km-tælleren så jeg kunne stoppe lige så snart de 15 var nået. 

Og sådan gik det til, at jeg på 6 dage slog mig selv i tre løbe ture ud af tre, og havde de to mest trælse løbeture i min korte løbehistorie. 
Det der nu undrer mig lidt, er at jeg ikke et sekund under vejs seriøst var i tvivl om, at jeg ville løbe efter planen. 
Normalt er jeg ikke så viljefast, med mindre det gælder mine unger eller mine fluer (arbejde altså). 
Tænk hvis jeg kan overføre lidt af den karakterstyrke til mine spisevalg. Eller til min artikelskrivning (arbejde igen). 

For dælen da...