onsdag den 27. april 2011

Gik Plusuret i Stykker?

"Velkommen til :-D
Jeg går ud fra, at du også har fundet vej hertil fra google, og at du også er løbet (he he) ind i et garmin -> endomondo problem.
Inden du følger rådet om hvordan man sletter hele urets hukommelse, skal du lige vide, at min erfaring nu er, at hvis uret lader samtidig med, at du forsøger at oploade til endomondo eller carmin connect (og sikkert også ander løbe sites, det er bare de to jeg selv bruger), kan det betyde at der ikke er støm nok på USB stikket til, at det kan overføre data (spørg mig ikke hvorfor... men læg gerne en kommentar hvis du ved det). Nogle gange hjælper det at sætte laptoppens lader stik til, andre gange må jeg bare vente, til uret er færdig med at lade op. Held og lykke med at fixe dit pulsursproblem. Som bonus info kan jeg fortælle at garmin connect er løsningen på mit problem med en trist macinterface på gramin træningscenter, og nej jeg får desværre ingen procenter ;-)"

Jeg er også gået over til Mac.                                Og det er dejligt.
Jeg ved ikke om I kender nogen som har taget skridtet efter lang tids Macværing. Det der lys i deres vores øjne. For slet ikke at tale om det mundvand de vi må synke, når tanken falder på det nyeste Macværk (Ipad/phone/pod eller Book).
Men der én ting som fungerer dårligere på min mac.
Det er min Garmin. 
Træningscenteret har ikke så mange muligheder og ser trist ud. 
Men det værste skete, da jeg af vandvare gik på endomondo, og forsøgte at overføre min træning fra uret mens Garmin programmet var åbent. 
Uret gik HELT i sort.
Jeg måtte google mig til en genstart af uret.
Så kunne jeg registrere min træning med uret igen, men ikke overføre data til hverken Garmin træning center eller endomondo. 
Jeg måtte google mig frem til denne side i kommentar sektionen:
http://roadskater.net/how-reboot-garmin-forerunner-305-locked-when-recharging-cradle-and-wont-power
og slette ALT på uret (Hard Reset) før det virkede ordenligt igen.
Inden jeg kom så langt, vældede koldsveden frem ved tanken om, hvor længe jeg kunne risikere at skulle undvære mit danskkøbte ur. Hvis det nu skulle sendes frem og tilbage mellem Aus og Dk. 
Det er altså svært at vende sig af med gode gadgets, når man først har prøvet at bruge dem.

tirsdag den 26. april 2011

ANZAC DAY

Så har jeg været til militærparade!
Eller nærmere mindeparade for alle dem som er faldet i kamp for Australien. Det er den helt store begivenhed i Melbourne (og resten af landet), har min Kollega fortalt mig. Så jeg syntes at familien skulle slæbes med på trods af godt fiskevejr.
Jeg er ellers ikke for vild med militæret, og syntes at det danske (og det australske) er blevet luftet lige rigeligt i det seneste årti. Men der er intet som får mit pis i kog, som når trygge danskere sider ved et veldækket bord, og påstår at vi IKKE er i krig. Sådan rigtigt. Når danske unge i danske uniformer slår ihjel og bliver dræbt. Ude i virkeligheden hvor man ikke bare lige genstarter spillet. De er helt helt borte, væk, kommer ikke ind af nogen som helst døre igen!

Det var for 4 år siden, før vi trak os ud af Irak. Vi fik en afslutnings middag hos vores jagttegnslærer for at fejre, at der igen var fuldt hus af beståede ansigter. 4 fornuftige mænd jeg var enig om mange ting med og så mig. Jeg husker ikke hvordan vi kom ind på krigene (for der var TO vi var med i dengang, og ups det er der jo igen, med Libyen). Men kan klart huske min totale forbløffelse, da der var enighed bordet rundt. Om at vi ikke var i krig.
 ”Sådan lige præcis hvor er det vi ikke er i krig? Spurgte jeg.
” I Irak og Afghanistan er krigen jo slut, det er bare politiarbejde, vi gør der nede.”
Jeg blev så vred, at jeg ikke turde fortsætte diskussionen.

Af to grunde:
Med den holdning bliver det alt for nemt at sende vores ”forsvar” ud. Jeg siger ikke at vi ALDRIG skal gå i krig. Det forrige århundrede viste at der er ting som man skal kæmpe for (det viste så også at den fredelige kamp kan være den mest effektive).  Men vi skal være meget meget forsigtige med at trække det ultimative politiske kort. Vi skal være meget meget sikre i vores sag. Og vi skal hele tiden tvivle på vores egne bevægegrunde. Af hensyn til vores egne selvfølgelig, men så sandelig også af hensyn til de "andre" vi vil slås med. 

Og

Hvad filan er det for en attitude at møde dem som kommer hjem fra ”opgaven”. ”Nåe, men hyggede du dig dernede i varmen?” Eller hvad med familierne til dem som ikke kommer hjem hele? Når vi sender soldater ud i verden for at gøre vores beskidte arbejde, skal vi også anerkende deres arbejde, og den påvirkning det kan have for hele deres familie.

Vi skal gå ind og ud af ”væbnet konflikt” med åbne øjne tak!

Derfor kan jeg faktisk godt lide Australiens ANZAC day.

Det var nemlig ikke en fremvisning af militær magt. Der var ingen tanks eller topmoderne kampfly. Der var veteraner fra alle de krige Australien i sin korte historie har været med i. Fra 1. og 2. Verdenskrig er der selvfølgelig en del, som ikke er her mere. Men så gik deres familier med medaljerne i deres sted.




 Nogle gange kunne det være helt svært at se forskel på tilskuere og parade.

Der var veteranbiler og en hestetrukket ambulance. Fokus er på at takke fodfolket og huske dem som faldt. Der var både smil, stolthed og meget blanke øjne. En veteran fra 2. Verdenskrig gik stolt og smilende med i den første afdeling af paraden, og gik tilbage til starten, hvor vi stod, for at se resten af marchen. Ikke mindst for at klappe af barnebarnet som er i flåden. Han stod bag ved os i en time, mens han kikkede ned i jorden og stille lod tårerne falde. Jeg blev helt rørt. Måtte tage solbrillerne på. Selv om jeg ikke har noget der ligner en første eller andenhånds erfaring med krig.

Udover Mandens historier fra sin tid som nattevagt på et Rødekors flygtningecenter. Men det er så også alt rigeligt... hvis jeg må bestemme.

Nu har ANZAC day tilsyneladende ikke forhindret Australien i at kaste sig ud i krig. Men forhåbentlig er der ikke så mange som kan benægte at krigene er der.

lørdag den 23. april 2011

Onsdag kom jeg afsted igen, efter en lille lur på sofaen. Det havde regnet i 3 dage, og da huset ikke rigtigt er isoleret, bliver det hurtigt ret køligt indendøre. Faktisk har jeg små frosset de fleste dage her. Når der er varmt udenfor kører airconditioneren på mit arbejde, og vi kan ikke selv justere temperaturen. Så på varme dage sider folk med sweatere på indendørs. Hjemme om aftenen faldt temperaturen i takt med aftenkøligheden, og da centralvarmen larmer (og er ret varm) syndes vi ikke rigtig der var grund til at starte den op ... man er vel en viking. Al den klima forvirring havde sat sig i mine luftveje, så de faretruende begyndte at føles som om, den koldelungebetændelse gik igen. Faktisk fik jeg on-of feber, og var træt hele tiden. Så da jeg besluttede at luren skulle krones med en løbetur, pakkede jeg mig ind i de lange sommertights og min vindjakke. På trods af finregnen var det alt for varmt. Til gengæld forsvandt mine “småsyntomer” fuldstændigt. Nu tænder vi for varmen hver aften, og jeg biller mig ind at regelmæssig løbetræning gør underværker for mit immunsystem.

Udover 5 km med lidt fartleg/bakketræning var målet med turen at finde vej under den utroligt befærdede freeway, til den skole ungerne skal gå på, når de bliver lukket ud fra sprogskolen. Et kik på kortet antydede at Railway canal løber lige bag skolen, så hvis jeg kunne følge den nedstrøms burde vi kunne finde en nogenlunde sikker skolevej. Jeg fandt skolen efter 2 km og løb lidt længere langs bækken, inden det blev for dunkelt til at føles rart. Kanalen er noget mere charmerende opstrøms end den bid nedstrøms jeg fik set. Alligevel kommer jeg nok til at se mere til den side af kanalen. Hvis jeg følger den, kan jeg løbe/cykle næsten hele vejen til mit job uden biltrafik på ca 11 km. Til en kortere løbetur kan jeg tage den direkte vej på omkring 8 km. På vej hjem tog jeg lidt af bakken igen: Jeg nåede op til 3. træ, før jeg måtte ned og gå. Det går måske nok langsomt, men det går fremad.
Typisk villavej i Melbourne, Lige så spændende som en dansk dito bare bredere (her er plads nok)


Lørdag var der sol fra en skyfri himmel. Planen gik ud på at kombinere 9 km med et besøg i en stofbutik for dansere (et spion projekt for et par kollegaer som syr deres egne BH’er!) og en tur omkring et garagesalg i den anden retning. Efter moden overvejselse tog jeg omkring butikken først. Gemalen har venligt gjort mig opmærksom på at en løbetur giver en mærkbar forandring i min aura... fra “Sent of a Woman” til “stank af en løber”. 
Et garage salg er i det mindste udendørs. Jeg fik de 9 km afbrudt af et kik ind i BH’ens Build a Bear pandang, og et fund af en gratis defekt gas-gril + en tesi for 10 cent. Tilfredshed hele raden rundt. 

En eller anden dag bliver vi nød til at smage den der "mister funny kebab"



fredag den 22. april 2011

Karma gæld

Vi er kommet i kontakt med den danske kirke hernede. Fordi Datteren skal konfirmeres. Faktisk ser vi folk derfra ret tit, flere gange om ugen. Først syndes jeg at det var et forkert focus at have. At side der sammen med folk, som snakker om, hvor der kan købes rugbrød henne. Ikke fordi rugbrød ikke er vigtigt. Jeg savner rigtigt mørkt surt rugbrød, vildt. Men vi er her jo kun i et år. Der er rigeligt eksotisk at se på hernede, et helt kontinent fuldt. 
Så hvorfor tage på picnic til den eneste Danske settelment i Victoria med indlagt dansk gudstjeneste på engelsk? Ud over at der var vildt smukt og til lejligheden helt usædvanligt grønt og bølget (Det er mange år siden Victoria har fået så meget regn om sommeren som i år).
Der er dog en ganske overvældende fordel ved at hænge ud med det danske folk.  
Eller flere faktisk.
Det er ganske overordenligt hyggeligt. Virkeligt dejligt.
Også for ungerne som kan følge med uden at skulle “stå på tær” hele tiden.
Og folket er ganske voldsomt overordenligt hjælpsomme.
Min jyske sjæl slår knuder på sig selv ved tanken om vores totalt overtrukne karmakonti.
Der er fyren som ringede, med det samme Manden, efter råd fra præsten, meldte os til “Young Vikings” nyhedsbrev. Og ville høre om vi manglede møbler? Næ, dem mente vi at have funden efter tre dages tur de genbrugsbutik + netsøgning. 
Men vi ville gerne høre råd om at leje en varevogn eller ligende, så vi kunne få møblerne hjem. 
Nå, men han havde en trailer vi kunne låne. 
Vores bil har desværre ingen træk så det... 
Ingen problem han havde også en bil vi kunne låne og en gammel vaskemaskine og et par madrasser til ungerne (som ellers skulle sove i vores seng den første nat) og en flymo til vores lille lejede plæne og vil I ikke til store påskefrokost på lørdag. Det sidste var da vi ville invitere på takkemiddag. Det er så blevet til, at det er ok, hvis vi tager lidt øls med til den der frokost i morgen. 
Oven i det er der Jette og hendes australske uofficielle adoptivmor. De har et udstrakt genbrugsnetværk og har trommet ting sammen til flere små familier. Jette er vild med at spille kort, brætspil, computer, men moderen gider ikke rigtigt. Så hvis Manden og jeg vil en tur i bio uden unger, må de meget gerne komme og spille casino med Jette. 
Og så syndes de at det var lidt synd, det der med den udsatte konfirmationsfest og manglende familie. Så der er dømt farsbrød og citronfromage (og vi har prøvesmagt, det er ikke ringe), og australsk/dansk erstatningsfamilie til konfirmationen i lånte lokaler hos den svenskekirke i Melbourne. Der er med garanti også nok til jer, hvis I kommer forbi den 8. maj. Jeg laver lagkage!

torsdag den 21. april 2011

Når det går i lagkage

Datteren skal konfirmeres om snart. Selv om der ikke bliver rigtig fest endnu, den tager vi hjemme i DK til næste år, har jeg lovet at lave lagkage. 
Jeg plejer at købe bundene. Hernede bliver jeg nød til at lave dem selv. 
Så jeg købte ind til en lille prøve, fandt en nem opskrift, satte i gang og løb øjeblikkelig ind i problemer. 
Der er en del af mit køkken grej som ikke er kommet med herned. 
Det hele faktisk. 
Min røremaskine, krydderiskabet, olierne, vægten, julienejernet, de 7 slags mel, målebærene, microplane rivejernet, knivene, det hele.  
Vi har investeret i en kogekedel, én god kniv, et piskeris og en stenmorter.
Det hjælper jo ikke meget når jeg skal måle 125g mel af.
Og dog.
Man kan tage et glas, tælle hvor mange glas vand det skal til for at fylde kogekedlen til 1L mærket, regne ud hvor mange dl der er i glasset, dividere det med højden af glasset (indvendigt mål), slå vægten af 1 dl mel op på nettet og regne ud hvor mange cm mel glasset skal fyldes med. 
Så kan man jo fantasifuldt slå sig løs med morteren og lave lidt ristet mandelmel til at putte i bundene (fordi vi fortjener det).
Og bage bunden i en lille bradepande.
Og vupti så har man en fin lidt for tyk, eller en hel del for tynd (til at blive delt), lagkagebund. 
Og så til kagecremen. Her løb jeg ind i en uoverstigelig forhindring. Der er en del ting jeg ALTID har på lager. Som ristet sesam/græskarkerne olie, soya, quinoa, dåse tomater og vanilje. Derhjemme. Kagecreme uden vanilje er ikke sjov.

Bortset fra en jeg lavede med friske laurbærblade en gang, men heller ikke det har vi. 

Hmpf. 

Men citroner havde jeg fået fat i, og lemon curd er fantastisk i en tærte med marengs. Så det blev til en australsk udgave af en firkantet citronmåne... lidt sur måske uden marengs, vi puttede lidt honning på.
De muntre rester

onsdag den 20. april 2011

BAKKEN er funden

Den første løbe tur i mit nye nærområde var varm og kort. Da det mest var en sko-testtur tog jeg ikke vand med, og allerede efter 2 km kunne jeg mærke væskemangel, og den lange løbepause. Turen var alligevel en succes. Skoene blev godkendt, og jeg fandt denne bakke:

OHea street. Skiltet er en advarsel til lastbiler om hældingen


Da jeg nu har løbet i et år (med få afbrydelser), har jeg bestemt mig for, at det er tid til bakke træning. En beslutning som ville være svær at undgå, i det landskab vi er flyttet til ;-).

Mandag tog jeg hul på en rigtig løbeuge (Uge 7 af 16 5km, 5km fartleg, 9 km). I stedet for at planlægge min rute, benyttede jeg mig af at mand og yngel var på indkøb, og tog bare skoene på, med det samme jeg kom hjem. Jeg løb forbi bakken gennem en lille park og over et jernbanespor, mens jeg så vidt muligt prøvede at holde samme retning, så jeg havde en chance for at finde hjem igen. Min mobil var midt i en ugelang udbyder metamorfose, så den kunne kun bruges til at tage billeder med. Først 1 km nede af vejen kom jeg i tanke om mit myki (betalingskort til offentligtransport) og de $, som lå i min taske på køkkenbordet. Jeg besluttede at med mit Garmin og den australske venlighed, kunne det ikke gå helt galt, og fortsatte mit eventyr. 
Jeg føler mig dejligt fri, når jeg løber ukendte og uplanlagte ruter. Det eneste som ligger fast, er distancen jeg skal løbe, hvilket betyder, at jeg nogen gange må gå hjem, eller lægge en ekstra sløjfe ind, for at få det til at passe. Det eneste som ikke er så godt er farten. Der er altid en masse jeg skal se, og nogen tøven når jeg skal beslutte hvilken vej jeg vil.


Pludselig var min vej spæret af en bæk. En creek som selv var spæret inde i et betonkorset.
Al cementen og vejstøjen tog selvfølgelig lidt af natur oplevelsen, men vand er vand og der var grønt langs med stien. 


Jeg fuldte bækken med det romantiske men rammende navn “Railway canal” opstrøms. Langsomt faldt vejstøjen væk og der blev mere plads til træer og græs langs kanalen.

Jeg mødte flere motionister og hundeluftere og asfalt stien blev til en klippet græsbræmme. Endelig i Moonee Ponds (hvor vi også så på hus) blev bækken sluppet fri og begyndte at ligne et stykke rigtig natur. 







Tilsidst forsvandt stien ind i nogens baghave. Der er en sti på den anden side af bækken, men den er midlertidigt lukket pga vejarbejde. jeg vendte om og tog samme vej tilbage til bakken. 








Den bakke bliver min forms måler. Jeg tog til det første træ i løb. Bakken er så stejl at det føles som at løbe på stedet, men lidt opaf kom jeg dog.



Udsigten er heller ikke helt ringe






torsdag den 14. april 2011

lejehus

Før vi rejste herned regnede jeg ikke jetlag for noget. 
Jeg har altid kunnet sove hvor som helst, når bare jeg var træt. 
På nær da jeg var lille og mørkeræd altså.
Jeg fx udviklet en 6. sans for jernbanebroen over gudenåen, så jeg trygt kan falde savlende og snorkene sammen over en artikel, jeg egentlig burde læse på vej hjem.  Alligevel vågner jeg (næsten) altid inden vi rammer Langå station. Altså jeg ved ikke om jeg har snorket, men savlet har jeg i hvertfald, og høstet en del lattermilde blikke, når jeg mirakuløst er kommet til live, og tumlet ud på paronen. Jeg har sovet til forelæsninger, tv, midt i lektielæsningen og selvfølgelig godnatlæsning også. 
Så jeg var ret sikker på, at det der jetlag var for folk med faste sovevaner. Den første nat sov jeg også rigtigt godt. 27 timers rejse + frem og tilbage fra lufthavne er en ganske udemærket sovepille. Jeg vågnede frisk og velbehagelig tidligt om morgenen og tænkte: 
Ha det var en nem omgang. 
NOT
Det er meget lang tid siden, jeg rigtigt har gået i søvne. Men hver eftermiddag hele den første uge føltes det sådan. Jeg var helt ved siden af mig selv, mens vi rendte rundt og organiserede mobilt internet, telefoner, bil, lejehus (altså det vi bor i nu ;-)), møbler, senge og køkkentøj. Til gengæld var jeg ovenud frisk kl 4-5 om morgenen, og tog i mangel på mine løbe sko et par ture rundt på campingpladsen i baretæer og fuglefløjt.
Som forsker på eget budget er der ikke megen organisation at læne sig op af når man rejser. Heldigvis har jeg min egen private rejseautist. Hvor jeg er optimistisk spontan, er min mand en som lægger planer for alle eventualiteter, og forudser, om ikke det værste, så i hvertfald en mangfoldighed af vanskeligheder. Det er altså umådeligt praktisk, når vi står i situationen. Han har brugt en hel del aftner på det Melburnske netboligmarked det sidste år, så han viste at et hus til 400$ om ugen i Thornbury var forholdsvis billigt og lå ca 1 time med offentlig transport fra universitetet. Men allerede da vi havde fundet de dokumenter der skal til var det lejet ud til andre. 
Det er nemlig ret vigtigt at kunne bevise, at man er, hvem man siger, man er hernede. Det kan gøres med pas og australsk kørekort + helst en bunke regninger sendt til ens adresse. For at sikre sig mod uheldige typer skal man også stille med karaktervidner. Da vi jo lige var landet havde vi ikke andet end vores dansk pas og min kontakt på universitet. 
I løbet af den første uge nåede vi at ansøge om at måtte leje et hus 3 gange, inden jeg huskede min magiske titel. 
I Danmark bruger jeg den aldrig til andet end projektansøgninger, og PhD titlen ville formentlig heller ikke hjælpe synderligt med noget som helst. Men hernede er jeg Doktor Sarup, og det åbner døre. Husdøren for eksempel, og skole døren. Så 9 dage efter vi var landet, og 4 dage inden vi blev husvilde, fik vi lov at leje et hus, inklusiv 4 lysekroner. Jeg har aldrig haft lysekroner, så megen plads mellem møblerne og imiteret stuk før. Jeg tror det klær mig :-). Med det på plads fandt jeg mig en løbeskobutik, som tager video af ens løbestil i de forskellige sko. 3 uger efter “the big move” startede jeg, igen igen, på uge 7 af mit 1/2 maraton program, Som blandt andet fører mig hen til denne bæk i næste indlæg:



tirsdag den 12. april 2011

Billund-Frankfurt-Abu Dhabi-Melbourne i stikord:

Op kl 02:00. 
Lufthansa og Etihad ariways samarbejder ikke -> kufferter skal hentes i Frankfurt, men kommer på båndet som de første :-D. 
Pas på: Det maskinelt indlæsbare pas nr har et ekstra 5-tal i enden som ikke står i rubrikken “pasnr” eller i vores visa. Vi kommer igennem efter 20 minutter. 
Man kan få sko til tumlinge som piber ved hvert skridt (skoene altså). Der er også mødre som vælger at give ungen dem på. 
Etihad fly er ret lækre, god service, masser af film og spil, bedste flymad ever. 
Abu Dhabi lufthavn er underdimensioneret -> 45 min. varm kø på trappe før vi bliver lukket ind i køen til sercurity chek. De har så travlt i tjekket at de ikke vil have ting op af taskerne eller se boardingpas. Vi insisterer ikke.
Efter 3 kvarter på varm trappe og 14 timers rejse er man træt men fattet. Toldfri har ingen appel.
Lækkert fly igen. 
Gratis G and T som vi ikke orker at bestille eller drikke. 
131/2 time er lang tid. 
Rune bliver luftsyg. 
ZZZZZZ selv Paw (i 20 min). 
No worries gennem tolden selv vores sko slipper uantastet med (vi har også skrubbet dem, og mine løbesko er blevet hjemme). 
Fremme kl 21 lokal tid. 
Lækker hytte. 5 min. til supermarked med åbent til midnat. 
Fuld sol og 27 C. 
Internettet som de reklamerer med er dyrt men virker til gengæld ikke. 
Vi har 12 dage til at finde en lejebolig + møbler.
Jetlag.

fra Motionsløb.dk: 15/3/11: Handlingsmættede uger

Pyha... det har været nogle begivenhedsrige uger! Den første fik jeg slet ikke løbet i. Jeg har pakket, holdt farvelfest, lavet farvellagkage, pakket, smidt ud, lavet farvelmarengs, ordnet mine, sønnens og datterens høreapparater, købt farvelflødeboller, sendt fluer, gjort rent, organiseret nyt køkkenvindue og kogetop (hvorfor er det lige at alt falder sammen om ørene lige inden man skal rejse?) og været SÅ træt. Jeg fik godt nok gået den time, jeg skulle ifølge programmet, men ellers kom jeg ikke videre. Først tirsdag fik jeg sneget mig af sted på en hurtig 5 km tur, lige inden trikkeren kom for at kikke på den der kogetop (som kun er 3 år, var skide dyr og ville koste over 5000 at fixe! Voss min bare ... hmpf!).
Efter en hel uges pause tænkte jeg, at jeg måtte kunne gøre det hurtigere end sidst. Hvis nu jeg holdt mig på 6:40 til halvvejsvendingen, og så gav los, kunne det være, at jeg kunne sætte ny pr... som en lille kompensation for den lange pause. Og det gik, jeg fik høvlet et helt minut af min 5 km tid Laughing out loud.
Planen var så at jeg skulle tage 9 km om fredagen efter min tur til ostiopat. Jeg har nemlig endelig fundet en ordentlig muskelmanipulator... i Langå of all places! Og ikke gennem mund til øre eller googleøvelse. Jeg fik et brætspil med reklamer for det lokale forretningsliv. Og der var en ostiopatisk fysioterapeut... faktisk i den der fysioterapi som jeg har gået forbi en kvart million gange på vej til børnehave eller skole med ungerne, igennem ca. 10 år + det løse! Jeg har en ide om, at det er fornylig han er flyttet ind i klinikken. Ellers er det da for ironisk!
Det var lidt af en oplevelse at komme i ostipatibehandling. Han skubbede rundt på mine indreorganer med bemærkninger som: “Din tyktarm er godt nok ikke glad for at få afstand til din hoftebøjer”.
Nu har jeg ellers en noget alsidig behandlererfaring efter mange år(tier) med rygbøvl, men aldrig har jeg hørt nogen sige et ord om mit fordøjelsessystem.
Til gengæld er der heller aldrig før nogen som tydeligt fik fat i mit indre korset. Nærmere bestemt de muskler som i perioder har krampet så viljestærkt at jeg måtte kravle i seng og ligge der og stønne i halve døgn før jeg udmattet faldt i søvn. Jeg har de sidste 3 år holdt krampen på afstand med meget jævnlige kiropraktor besøg, som knækkede mit bækken på plads lige ind til næste gang jeg sad uroligt på en stol, snublede, kørte langt i bil eller nyste uden at have begge ben på jorden.
Og ikke nok med at ham ostiopaten fik fat i de rigtige muskler gennem maven i stedet for på ryggen. Han fik også rettet mit bækken op ved stille at flytte lidt på tarme, mavesæk og lever. Helt uden at pille ved min ryg! Jeg er benovet. Jeg fik endda lov til at løbe lidt senere på dagen... “men forsigtigt ikke, selv om det ikke har knækket så meget som du er vandt til”. Men jeg var så helt koloenormt træt. Jeg sov til middag, og gik i seng igen kl 21. Og skældte ungerne ud, fordi de ville se fjernsyn og hoppe rundt på madrasserne foran fjernsynet, når jeg nu ville sove på dem. Vores senge var nemlig pillet ned og stuvet ind på et børneværelse sammen med fjernsynssofa og lænestole. Nu får vi se hvor bombet jeg bliver af den næste (og foreløbig sidste) behandling i morgen.
Søndag afleverede vi huset til de søde mennesker som skal bo der det næste år. Det var en decideret syret oplevelse at tøffe ud af indkørslen med bilen fyldt af alt det som vi skal have med fra DK til AU på fredag. 30 kg pr person + laptops.
Efter noget mere farvel og nybagt brød og kage kom vi frem til de første to nattestop i Hvide Sande (min fødeby). Jeg løb for første gang nogen sinde i Vestjylland på stien fra HvS til Nørrelyngvig fyr igennem min barndomslandskab (hvis man trækker sommerhusene fra). 



Vejret var mildt og tåget, lyng og revling duftede krydret mens lærkerne sang. 


Lige inden fyret drejede jeg op af en sti som fører langs den lille nåletræsskov min bedstemor plantede, op til min bedstemors hus (hvor min faster nu bor) og ud på cykelstien, som slet ikke var der i min barndom. 
Bedstes skov, træerne vokser langsomt så langt vest på.


Jeg fatter faktisk ikke, at jeg i 3. klasse fik lov at cykle selv langs landevejen de 5 km ud til bedste. Hmm måske fik jeg ikke lov, men gjorde det bare?
Efter et lille sving ind i Nordbyen (som altså heller ikke var der da jeg boede i HvS), fandt jeg stien langs Fjorden. Tågen farvede himmel og vand i samme mælketone, horisonten var helt forsvundet og himmel og hav stod bogstaveligt i et... beroligende og foruroligende drømmeagtigt på samme tid. 



Hastigheden var helt ærligt for lav til rigtigt at rykke en tøddel ved min form, men det var så heller ikke det turen på 11,8km ned af “Mindealleen” handlede om. I morgen står dagen på kørsel op igennem Jylland, et ostiopat stop i Langå og farvelaftensmad i Salling (landsdelen ikke stormagasinet) hos min mor, før vi vender tilbage til Varde for natten. Så der er ingen løb før på torsdag og det bliver så det første løb i Varde og det sidste i DK før til næste forår.

fra Motionsløb.dk: 1/3/11: 25 km på 7 dage: Tjek.


Ugen startede en onsdag med 8 km fartleg… eller først tog jeg bakken (ca 120 meters stigning fordelt på 700m -1 km alt efter hvordan man måler) i løb. Der var ikke den store fart over det. Pulsen kom dog pænt op alligevel og det er vel det som tæller. Oppe på det toppen sugede blæsten nærmest alt luft ud af mine lunger. Jeg løb alligevel videre. Egentligt havde jeg planlagt at resten af turen skulle være stille og rolig, for ikke at spænde knæene for hårdt for. Men det sidste flade stykke inviterer altså til at sætte farten op, og jeg kunne ikke lade være. De 5 km tempo blev så til en ikke prangende fredags hundeluftertur. Så søndag skulle være rammen om den lange 12 km’ters.
Det kolliderede så med, at familien har fået noget maveonde, og jeg havde ikke voldsomt lyst til at bevæge mig for langt fra et toilet hele formiddagen. Efter 12 havde jeg det bedre, men da havde jeg allerede drukket mindst en 1½ liter te. Jeg er nemlig teoholic. Især når jeg rydder op, arbejder, strikker, er syg, har fri eller… faktisk drikker jeg te altid… undtagen når jeg sover. Og 1½ liter te i systemet harmonerer ikke godt med 12 km i frostvejr på landevej langs flade marker med sparsomme læhegn.
Nå… men hvis jeg nu tager søndagen i mente som sygedag, så kan jeg vel låne en dag af uge 9? Mandag for eksempel? Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er snyd… min krop ved jo ikke hvad ugedag det er, og alle tre pas er løbet inden for 6 dage. På den anden side så hjælper min stive fortolkning af ”en uge” mig med at komme ud at løbe. Det føles lidt som et skråplan at tælle denne mandag med i uge 8.
Sagen blev afgjort af et kig på løbeprogrammet. Næste uge har kun to løbe pas og en times gåtur som restitution ovenpå de 25 km (sammenlagt over ugen). Jeg kan altså hive mandag ud af uge 9 og alligevel klare næste uges program. Det er allerede 2. gang jeg tager denne uge, og hvis jeg bliver ved med at stå i stampe over de 25 km, kommer jeg aldrig til restitutionsugen.
Så jeg løb de 12 km mandag morges Smile. Det var ikke kedeligt i denne omgang, selv om jeg ikke løb ret meget hurtigere. I alt kom jeg 20 sekunder før i mål på distancen så den rekord falder vist under bagatelgrænsen Laughing out loud.
Pyha hvor er -2C varmt, når der igen vind er. Efter tur røg vanter, halstørklæde og pandebånd i lommerne. Til sidst lignede jeg en pungrotte, som har fået hele den udvidede familie på besøg.
Det gik fint men jeg havde dog helt i mod sædvane ikke lyst til at sætte farten op på den sidste km og besluttede at jeg ville holde farten på de 7:25 min/km. Hvorefter jeg satte farten til 6:51 min/km? Jeg er stadig ikke helt med på hvorfor.

fra Motionsløb.dk: 23/2/11: Langsom = kedelig?


Vinterferie… ja i hvert fald vinter igen. Jeg syndes faktisk, det virker koldere nu end i januar. Måske fordi min indre termostat står på forår? Under alle omstændigheder stod programmet på 5 km tempo, 8km fart leg og 12 km løb altså 25 km i alt. Hvilket så er 5 km mere på en uge end jeg nogen sinde har løbet + 2 km lagt til min længste tur, og med to tempoture. Det lyder lidt voldsomt. Jeg fik heller ikke alle tre ture i land i uge 7.
Jeg besluttede, at jeg ville prøve at tage 5 km med 6½ min/km. Jeg kunne kun holde farten de første 2½ km og endte på 6:40 min/km i snit. Det ærgrede mig lidt end til jeg fik plottet passet ind, og så at de sidste personlige rekorder fra før min løbe pause blev slået. Ha!
Og ikke et ord om at den ”rekord” jeg slog, var fra en helt rolig 8 km luntetur i november, og at jeg var helt flad efter de 5 km denne gang.
Jeg havde et par dage med noget forsikringsspænding. Til min store forundring, vil vores forsikringsselskab ikke forsikre vores hus, indbo og hund når vi ikke har dansk folkeregister adresse. Nå… men hvis de vil sige farvel, kan jeg kun sige at det så er ”gensidigt”! Og så gik jagten ellers ind på et selskab, som ikke mener at vi automatisk bliver dårlige kunder af at være bortrejst i 13 måneder. Vi er heldigvis sikkert i havn igen. Jeg er også ret glad for, at vi tilfældigvis opdagede problemet, inden vi rejste.
Canbarra snød os! Først tager de tre uger om at anerkende at de har modtaget ansøgningen, med et brev som specificerer at, der nu normalt går 4-8 uger før denne del af visumansøgningen bliver godkendt. Så sender de godkendelsen 3 dage senere! Vi mangler kun Berlin delen af visumansøgningen nu, dvs vi senest er i Melbourne om 4 uger. Huhadada det hele bliver ligesom så virkeligt lige pludseligt.
Oven på alle de begivenheder tog jeg de 12 km om lørdagen i mageligt tempo. Jeg lage et nyt hjørne til min rute, og løb igennem Jebjerg, mens jeg tænkte på flyrejser, det forsøgsdesign jeg skal have helt styr på igen, om jeg kan kringle en macbook som toldfri og om alle dem som siger de kommer og besøger os mon virkelig kommer?
Da jeg efter 5 km blev nærværende igen, gik det op for mig at, turen var kedelig. Det plejer ellers aldrig at være et problem. Markerne viste sig endda fra deres fineste februar side med sne og høj blå himmel. 
Sand blæst ind over sne

Først efter en kilometers undren går det op for mig, at det er fordi jeg løber så langsomt (7½ min/km). Jeg får heldigvis hevet en voksen side frem som kan forklare mig at, med en puls på 150 ligger jeg lige der hvor jeg skal være. Især når Jeg skal løbe to km længere end jeg plejer. Til gengæld lovede jeg mig selv lidt mere fart på den sidste km. Det var godt! Både at snyde mig til lidt fart og at jeg nøjedes med den sidste km. Resten af dagen var lår og knæ ligesom uproportionalt tilstede i min bevidsthed.
Alt i alt en uge med 17 km, min hurtigste 5 km og min første tur over 10 km, så jeg er tilfreds. Målet for uge 8 må så være at tage alle tre træningspas.

fra Motionsløb.dk: 14/2/11: At slå sig selv


Efter kun to løbe pas i uge 5 var denne uge en genudsendelse af uge 8 af mit program: 10 km, 4 x 500 meter interval, 5 km og 45 minutters gang.
Inden det første løbe pas kom jeg til at tjekke mine ”Personal bests” på Endomondo. Jeg syndes ellers jeg var ved at komme OK med igen. Men alle 4 på hitlisten var fra d. 6. november, lige før jeg fik lungebetændelse (nr 5 er en 10 km så den gælder ikke rigtigt). Det burde jeg være kold overfor, men det irriterede mig altså. Så det første pas blev til 12 min løb med 5.45 min/km (Yepsen ny cooper distance). Og så var jeg ellers ret så færdig! Så det må tælle som noget interval noget. Jeg skal alligevel være lidt forsigtigt mht. mine knæ og intervaller.
Så var der de 5 km, som jeg havde tænkt mig at tage med 6½ min/km. Mest for at se om jeg kan gøre den fart til min normale hastighed på sigt.
Men der var noget hund som kom på tværs igen. Vi bøvler med at få ham afsat, mens vi er i Australien. Folk er ellers vældig glade for tanken om jagt med Rumle (det heder han). Rumle er en prima prima springer i den henseende. Rumle er så desværre også en springer når man kommer hjem i huset/lejligheden igen. Han er altid glad, venlig og meget insisterende. Sådan lidt som de der mennesker som er lidt socialt handikappede og ikke helt har lært at tolke andres signaler om, at nu skal de måske lige slappe lidt af og træde et skridt tilbage. Han er ikke så slem herhjemme, men med folk og hunde han ikke kender så godt kan han bogstaveligt være utrættelig.
Rumlehunden sidste forår

Rumlen skulle på prøve for tredje gang, hos en ven som havde svært ved at få hunden til at slappe af om natten. Jeg tænkte at en løbetur måske ville hjælpe lidt. Så mine 5 km blev løbet med begge øjne og helt udelt opmærksomhed på hunden i et alt andet end prangende tempo. Og så hjalp det endda ikke. Hunden futtede rundt hele natten, rumsterede og peb, måske fordi der er mus i væggene i vennens lejlighed? Resultatet er at vi mangler en hundesitter i 13 måneder fra lige om straks (hvis ellers nogen nede i Canbara kunne få fingeren ud og give os det visum).
Gåturen fik jeg flere gange denne uge både med hunden og med en veninde i Aarhus.
Jeg havde gemt det bedste til sidst. 10 km helt i det tempo, som mine ben selv vælger. De æg som jeg samlede i uge 5 klækkede lørdag (en dag forsinket Hmpf!) så jeg brugte weekendens solskinsdag i laboratoriet. Søndagen jeg skulle løbe på var kold, blæsende og med spidse fintformede hårde snefnug som piskede mig direkte ind i ansigtet. 


Og det var så lækkert! Jeg holdt et snit på 7 min/km, satte farten op den sidste km og følte på lange stræk, at jeg bare kunne blive ved med at løbe. Nu er 3 af mine ”Personal bests” fra uge 6, som i alt løb op i 17 km.
Næste uge bliver lidt tricky. Ungerne har ferie og det har manden også noget af tiden. Jeg bliver nok ikke alt for populær, hvis jeg både vil bruge tid på labarbejde (fluerne skal jo passes) og i alt 25 km løb. Men vi får se.

fra Motionsløb.dk: 7/2/11: Vinteren rinder i grøft (håber den bliver der)


Det blev kun til to løbe ture i denne uge. Det var en sammensværgelse, helt udenfor min kontrol. Sammensværgensen var mellem nogle flueæg som skulle samles, et tag som læggede (ohh please lad datidsformen være sand) og noget skolefest som jeg var med til at arrangere. Det burde nok ikke komme som en overraskelse, men jeg blev alligevel forundret over at vi skulle have skrevet på indbydelsen at det altså var fest uden alkohol procenter (halvvejs i 7. klasse) og at rygning ikke hører hjemme på toiletterne (eller nogen som helst andre steder når man kun er 13, efter min mening altså).
Nå men det var et sidespring. I uge 5 fik jeg kun 13 km fordelt på noget intervalagtigt i tirsdags (opvarmningsløb + 2½ x 500 meter med 5,25 min/km og så var jeg flad) og 10 km i dag. Men nu kan jeg endelig løbe med hovedet højt i min smukløbstrøje. Selv om jeg ændrede distancen ved smukløbet fra de først tilmeldte 10 km til 5 km står der stadig 10 km på trøjen, og det har givet mig lidt dårlig samvittighed.
De 10 km var rigtigt dejlige at løbe i lune 4 plusgrader og med fuglesang gennem skovstykket. Det stykke som er gennem landbrugslandskab måtte jeg nøjes med et enkelt kald fra en krage Wink. Selv om vejret var gråt, føltes det som om vinteren for alvor er rindet i grøft og i grav. Og vi er kun i februar!
Næste uge bliver efter samme program men forhåbentlig med 3 ture i alt og 5 km mere.

Der er allerde forår i haven

fra Motionsløb.dk: 31/1/11: hold på formerne

Jeg har fundet en ny kilde til fart: En ny løbeBH. Siden april sidste år har jeg løbet i en sports BH, som ikke er designet specifik til løb. Det fungerede da OK, men hold da fast hvor kan jeg mærke forskel! Med ordentligt hold på formerne og mine uldne hjemmestrikkede muffedisser følte jeg mig rigtigt fit… sådan million dollar baby agtigt.
Det er nok ikke lige det indtryk de folk jeg mødte fik, for nu at sige det mildt. Men hul i det jeg havde en fest. Og løb for stærkt til at kunne holde 5 km, så jeg måtte tage betydelig af hastigheden på vej hjem.
Men det er vel netop meningen med de 5 km fartleg? At jeg skal presse mig selv lidt. På den næste tur gentog det sig, ”hurtigt” ud, langsomt hjem og jeg var højrød i fjæset i en time efter Smile. Som ekstra bonus kan jeg denne uge mærke mine løb i benene den næste dag, også på den lange tur som var på 9 km.
Jeg lagde langsomt ud efter at have varmet op med at følge min datter som, igen, startede på uge et af et nyløberprogram. Jeg har måttet ændre lidt på ruten så jeg kan få det til 9 km denne uge og gerne 10km i uge 5. Allerede i september fandt jeg en lille grusvej, som kunne give mig en rute på 11,3 km. Men en ting er at se den på kort og satellitfoto. Noget andet er at finde den IRL. Jeg var ikke helt sikker, på at jeg valgte den rigtige sidevej. Men pyt, jeg kom det rigtige sted hen, har nu en ny rute og har set et helt nyt stykke af mit nærmiljø.
Efter små 7 km ramte jeg min flade cykelsti, og kunne ikke lade være med at sætte farten op. Det betød så, at lige så flyvende jeg følte mig mellem 7-8 km, lige så tydeligt kunne jeg mærke, at jeg var på udvidet pensum mellem 8-9 km. Status for uge 4 er 20 rigtigt sjove km som jeg virkelig har nydt. Jeg er lidt i tvivl om jeg skal tage denne uge igen eller fortsætte til den 8. uge i programmet. Det må komme an på hvordan jeg har det efter de første to løb i næste uge.

fra Motionsløb.dk: 29/1/11: Musik skal der til

Så har jeg fundet telefonen og Ramstein frem igen, det høvler lige 20-30 sekunder af min kilometertid Smile. Så i stedet for 4,2-4 km på 30 minutter blev det til 4,7km på uge 3’s første tur.
Jeg var klar til den næste tur lige omkring middagstid torsdag, men lod mig fange ind af P1’s nyheder. Efter at have trippet ubeslutsomt omkring, kom jeg i tanke om, at min mobil jo også kan spile radio. Ha ha jeg kunne få mine to ynglings fix på samme tid. Løb OG P1. Efter et par km kom jeg til at kikke på min fart. Hmm at lytte til P1 lægger 20 til 30 sekunder til min normale kilometertid. Og det selv om programmet var gledet fra radioavisen til P1 debat mellem et bestyrelsesmedlem fra trykkefrihedsselskabet og en fyr fra indre mission. En debat som ellers godt kunne få mit pis i kog. Jeg skiftede til musik og satte farten lidt op de sidste 3 km. Men nu ved jeg altså det: Hvis jeg løber for stærkt skal jeg bare tune ind på P1 Smile. Jeg kan dog ikke forestille mig, at jeg vil få brug for det ret tit Wink.

ned af bakken set midt fra
op af bakken samme sted

Til ugens ”lange” tur (8 km) var frosten vendt tilbage. Men vejen var stadig fint farbar. Det var et virkeligt smukt formiddags lys. 

Gyvel i frost


Så smukt at jeg var lige ved ikke at kunne få mig selv op i fart igen, efter min gå tur op af bakken. Jeg legede kort med tanken om at gå de 6-7 km hjem og nyde vejret. Heldigvis får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg ikke får mine 3 løbe pas på en uge. Og da det allerede var blevet søndag, var der ingen ekstra chancer for at hive ugens 3. pas i land. Jeg luntede hjem med ca. 7.1 min/km. Fin hastighed for mig på den lange rolige tur. Alt i alt en 17,7 km uge og jeg er godt tilfreds.


Sådan kan man være både åben og lukket på samme tid... ren Kraka

fra Motionsløb.dk: 11/1/11: Jamen det går jo helt GLAT


Den der tø som jeg blev lovet af DMI i weekenden var ikke meget bevendt! Søndages løb med musik blev konverteret til et hundelufterløb (for husfredens skyld). Det burde jo ikke være et problem, nu hvor isen var væk. For at være helt sikker på maksimal tøeffekt, ventede jeg til kl 3 med at tage løbeskoene på og tøjre hunden. Det gik også fint noget af vejen, men allerede efter 20 min. lage isen sig hvor skyggerne over asfalten gav mulighed for det.
I kådhed over at møde en anden løbehund fik Rumle hevet mig omkuld. SURT. Det gjorde ikke så ondt igen. Men da jeg løb videre kunne jeg mærke på min højre hofte og balle ”at nu er den gal igen”. Det blev også mere og mere glat, så den sidste km gik jeg forsigtigt og med stor opmærksomhed på, at hunden ikke trak for meget. Jeg har helt ondt af de sagesløse folk som bor langs ruten: ”Undskyld, det er mig som går og brøler ”HIEL” til en meget glad, nærmest ligeglad, spaniel”.
I alt blev det altså til 15,5 km i uge 1 og en bonus tur til kiropraktor her mandag.
Hedvig er en kompetent dame. Hun starter og slutter med at sætte mit bækken lige, vel vidende at det nemt kan sejle ud af vatter. Selv når jeg ligger helt stille på hendes massage briks. Denne gang var ingen undtagelse, 4 gange måtte hun sparke til mig før mine ben var lige lange. Og jeg skriver med vilje ”var”. Da jeg skulle rejse mig op, skreg mine bækken og balle i protest over at side ”forkert”. Når det føles sådan skal der igen ting til før skelettet får tilbagefald. Bare jeg rykker lidt rundt på en ukomfortabel stol er jeg skæv i bækkenet igen. Så jeg har en ny tid i morgen.
Starten på løbe uge 2 blev udskudt til onsdag. 30 min med den store bakke indlagt. Så de første 4 km med høj puls er i hus. Forhåbentlig arter vejr og underlag sig bedre på fredag, så jeg kan få 5 km i morgen lys, inden mit møde med Hedvig. Ellers bliver det til en 2 pas uge. Det er ikke smart for mig at løbe lige efter at alle mine ryghvirvler har danset samba på briksen. Men søndag må det være muligt at tage 7 km, DMI lover plusgrader fra nu og til tirsdag nat. Det bliver vel næsten for varmt til at løbe Wink.

fra Motionsløb.dk: 8/1/11: Løb i dagslys


Jeg fik ugens 7 km pas i hus i blegt onsdagsdagslys. Fordelen ved ikke at få løn, er at jeg ikke har dårlig samvittighed over at løbe midt på dagen Smile. Jeg kom ud af døren inden jeg havde besluttet mig for distancen. Men med mine tonstunge ben og skvulpende juleblæver på glatte veje, gav det sig selv… NFW skulle jeg satse på at få farten op. Vejrudsigten lover også sne og is frie stier til weekenden, og dermed måske også lidt bedre tempomuligheder til mit løb?
Selvom jeg følte mig så adræt som en udstoppet dronte i starten, endte jeg faktisk i mit normale tempo fra oktober (7 min/km) de sidste par km Smile. Åhhh der er intet som at mærke løbe evnerne forbedres igen!
Jeg tog min 8,5 km rute, som blev til 7 km løb i alt, da jeg gik op og ned af de stejleste stigninger. For nok er min knæ OK nu, men jeg bør alligevel tænke over, hvad jeg udsætter dem for.
Fredag blev der også tid til et eftermiddagsløb i dagslys. Det der med den lovede tø gjaldt åbenbart ikke Langå, alle veje var glaseret i et fint lag is. Men kommunen har gruset både på cykelsiten og grusvejen hen til den. Super jeg ville løbe mit 5 km pas i et OK, men ikke prangende tempo. Nu er det sådan, at mit pulsur ligger i en skuffe på mit kontor, og jeg bliver ved med at glemme det der. Ligesom jeg bliver ved med at glemme at skifte indstillingen i min endomondoapplikation på telefonen. Jeg kunne derfor kun se farten i km/t, og kunne ikke lige i farten finde ud af at omregne den. Så efter kun 3km kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne holde den fart de sidste 2 km. Jeg prøvede at overtale mig til at løbe lidt langsommere, men det virkede bare forkert. I stedet blev passet konverteret til et 30 min pas på 4,5 km inklusiv et minuts udstrækning midtvejs.
Jeg tror tiden er inde til et løbepas med musik på søndag, det er mange måneder siden jeg har haft Ramstein i ørene, og på min 5 km rute er der stort set ingen trafik. Måske kan jeg så holde samme tempo som i går bare lige sølle 500 meter længere Laughing out loud.