Onsdag var en laaaaang dag på arbejdet, så det blev torsdag inden jeg kom i løbeskoene igen. Jeg fulgte datteren ud på cykelstien til hendes tre gange (3g+2l). så passede det med, at jeg kunne vende, løbe til bakken, 5 x 30 sek op af bakken og hjem på de 5 km programmet stod på.
Benene var ret tunge de første km. Måske fordi jeg havde taget 10 km på motionscyklen om morgen. Måske fordi jeg havde begrænset mit indtag af kulhydrater. Måske fordi det bare var sådan en dag. Så det tænkte jeg en del over de 15 minutter de første 2 km tog.
Jeg nåede bakken i dagslys. Underligt nok var der allerede samlet en myggesværm omkring hver gadelampe, selv om de ikke var tændt endnu? Nå, løbebæltet lagt i rabatten, mobilen i hånden, luft i lungerne og opad. Jeg holdt mig præcist til 30 sek. og fem gentagelser. Den 4. tur op af bakken var helt klart var den fedeste, jeg havde regnet galt og kom til at løbe 40 sek. . Jeg fik klasket en enkelt myg som havde forladt runddansen om gadelampen til fordel for den forjættende duft af sved. Og så gik turen hjem ad. Igen med tunge ben syndes jeg, men åbenbart ikke mere tunge end at jeg tog den sidste km på 6:45 minutter (og det er altså ikke langsomt for mig). Mine knæ var helt tavse !
På programmet står at det sidste løb i denne uge skulle være 30 min. En ½ time… hvornår har jeg sidst løbet så kort tid? På en lørdag? Jeg besluttede mig for at holde mig til tiden… men alligevel snyde lidt og lægge lidt tempo på. Programmet mener godt nok at jeg først skal løbe tempo om 4 uger. Men helt ærligt, hvis jeg løber, så jeg let kan holde en samtale i gang, er jeg 8 min. om en km. Så jeg bestemte at 7 min pr km lige fra starten måtte være mere passende. Og hvor mange af jer syndes at 7 min/km er ”tempo”? Nej vel.
Nå men en ting er beslutninger en anden ting er redskaberne man skal bruge til at føre dem ud i livet. Min telefon gik i GPS strejke! I torsdags havde den brugt det meste af min tur med datteren på at finde sig selv. Nu ville den SLET ikke! Jeg gik som opvarmning, mens jeg slukkede den og tændte igen, og gik ind og ud af programmer. Den påstod at der ikke fandtes en eneste lille satellit over Langå! Det kunne jeg ikke blive ved med at vente på. Jeg fandt et let genkendeligt sted, jeg viste jeg kunne plotte ind på kortet og startede tiden og løb til. Det var ud af min sædvanlige cykelsti så jeg kunne alligevel holde lidt cirka styr på min fart pr km. Efter 15 minutter pustede jeg ud et ½ min, vendte om og nåede tilbage til udgangspunktet på 30 min i alt. Opmålt på kort løb jeg 4,44 km dvs. 6:45 min/km i snit. Så det er vel OK, især fordi der heller ikke denne gang var noget at mærke i knæene. Men irriterende at jeg ikke kan få tracket mit løb ordentligt. Når jeg bliver stor vil jeg have mig et GPSpulsur vil jeg. Det kan sikkert også gå i GPS strejke, men så kan jeg i det mindste løbe efter min puls i stedet for en hastighed.
Hele næste uge er jeg til konference på Sicilien. Jeg har løbeskoene med, så jeg håber virkelig at min telefon kan finde satellitterne dernede. Ellers ved jeg da slet ikke hvor lang eller hurtigt jeg får løbet!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar