Lørdag var jeg af sted igen. Benene havde det fint, noget bedre end efter kvindeløbet faktisk. Alligevel holdt jeg tempoet godt nede. I torsdags løb jeg ind i en mand, ikke mens vi løb stafetten, men bagefter da vi skulle krydse løberuten fra hver sin retning. Jeg var mere opmærksom på ikke at gå i vejen for dem som løb, end på hvor jeg selv var på vej hen. Først var jeg nervøs for om jeg havde fået trykket et ribben. Men det er smerterne heldigvis slet ikke voldsomme nok til. Jeg har dog ikke lyst til at tage for dybe vejrtrækninger og stødet når jeg sætter hælen i jorden under løb kan også mærkes i brystmusklen.
Så det var langsomt og gelinde løb på min sædvanlige løberute, som er stort set flad. Faktisk var det en enormt bekræftende tur. Jeg lage omhyggeligt mærke til, når jeg passerede et af de steder, hvor jeg plejede at skulle vende og gå tilbage i starten. Det føltes rigtigt godt at løbe/lunte forbi, med masser af luft i overskud både på ud og hjem turen.
Smerten i brystet blev ikke værre, tværtimod føltes det godt at musklen blev rørt. Normalt har jeg opfattet enhver smerte fra min krop som et nej, der ubetinget skulle respekteres. Det er jeg ikke længere så sikker på er rigtigt, når det gælder muskelsmerter. Faktisk gjorde det mindre ondt på hjemturen end i starten sikkert pga. endorfinerne. Jeg tog 5,5 km på 46 minutter så farten har været virkelig lav, men det er ikke så vigtigt. Jeg har besluttet mig for at så længe jeg har ondt må det være minutterne som tæller, forhåbentligt varer det ikke så længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar