Det er ikke helt nemt at kombinere job og privatliv med et ønske om løb i en time 3 gange om ugen. Jeg kom af sted lørdag men kun 5 km og med hunden. Jeg kompenserede lidt for de manglende km ved at løbe lidt hurtigere (10-12 km/t) og så gå lidt ind i mellem. Det passer også bedre til min løbemakker. Han har for stor pels og for få muligheder for at komme af med varmen, selv om det er blevet køligere nu.
Næste uge bliver det også et puslespil at få presset 3 gange løb ind. Mellem workshop, familie fødselsdage og helt almindeligt arbejde. Hvis der ikke sker noget uforudset, regner jeg med at kunne snige mig på en sønderjysk løbetur, og det glæder jeg mig meget til. Jeg har været her 3 gange før, men har aldrig set ret meget af omgivelserne, fordi det hele er gået op i foredrag og faglige diskussioner. Det kunne altså være lidt fedt, at hive en god time ud af de 4 dage til mig selv denne gang. Tror faktisk at jeg bedre kan side stille og lytte opmærksomt, hvis jeg får brugt min krop lidt også. Så løbeskoene ligger i tasken .
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan jeg skal file resten af ugen til, så der bliver tid til to ture mere. Måske bliver det to mørkeløb torsdag og søndag, som jeg må bygge på tempo i stedet for distance. Det er nemlig ret begrænset hvor mange km oplyst gade, der er hvor jeg bor.
Måske skal jeg bare stole på det program jeg følger. Det påstår at jeg allerede i sidste uge kunne løbe 50 minutter/10 km. Så der burde ikke blive nogen problemer til smukløbet d. 26. .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar