Jeg havde regnet det ud… det sidste løbepas inden DHL som også var det 3. i nye sko skulle være 5 km i langsomt tempo. Det ville give mig en ”bagstoppertid”, en tid jeg ikke vil overskride på torsdag. Det gik fint på den første halvdel… jeg tjekkede tiden, proppede mobilen i baglommen og besluttede at løbe lidt længere end jeg plejer før jeg vender om. Det var dejligt at tilføje en ½ km til min løberute, ikke at jeg ikke kender ruten i forvejen fra gåture. Men når jeg har løbet den bliver den til min egen på en anden måde.
Først da jeg kan regne ud at jeg er tæt på de 5 km tjekker jeg telefonen for distance og tid igen og så har den slukket sig selv i min lomme!
Reelt set betyder det intet. Jeg ved, jeg kan løbe de 5 km og lidt til. Tiden betyder egentligt igen ting. Jeg skal nok kunne gøre det bedre end kvindeløbet, hvor jeg gik 14 minutter ud af de 40 det tog.
Når det alligevel ærgrer mig lidt, skyldes det det løbebælte, jeg lige har købt. Det var på tilbud. Hvis jeg mener det alvorligt med ½ maraton i 2011, får jeg jo brug for det. Det er et fine bælte, med den lille taske der er som designet til min mobil. Hvor den ikke bliver klemt mellem bukserne og min bag. Og ret vigtigt: Hvor den ikke (igen) vil slukke sig selv. Der er også små dunke til væske. Selv om jeg indtil nu max har løbet 45 min., har der været ture i sommervarmen, hvor et par dråber vand ville have gjort turen, og mig, bedre.
Jeg stod der hjemme i køkkenet, fyldte vand i den ene dunk, puttede mobilen i tasken, spændte bæltet om maven og blev grebet af akut: ”nej, tænk nu hvis nogen ser dig, så langt skal du jo slet ikke løbe, det er slet ikke så varmt i dag, det virker helt overgearet, hvor flovt”. Jeg lod bæltet blive hjemme. Og stod så der, på stien, tørstig og uden tid eller distance på mit løb. En ting er at gå ned på gear fordi man ikke har spender spenceren på. Noget andet er at gå ned på gear som ligger hjemme i vindueskarmen pga forfængelighed. Så kan jeg lære det!
Først da jeg kan regne ud at jeg er tæt på de 5 km tjekker jeg telefonen for distance og tid igen og så har den slukket sig selv i min lomme!
Reelt set betyder det intet. Jeg ved, jeg kan løbe de 5 km og lidt til. Tiden betyder egentligt igen ting. Jeg skal nok kunne gøre det bedre end kvindeløbet, hvor jeg gik 14 minutter ud af de 40 det tog.
Når det alligevel ærgrer mig lidt, skyldes det det løbebælte, jeg lige har købt. Det var på tilbud. Hvis jeg mener det alvorligt med ½ maraton i 2011, får jeg jo brug for det. Det er et fine bælte, med den lille taske der er som designet til min mobil. Hvor den ikke bliver klemt mellem bukserne og min bag. Og ret vigtigt: Hvor den ikke (igen) vil slukke sig selv. Der er også små dunke til væske. Selv om jeg indtil nu max har løbet 45 min., har der været ture i sommervarmen, hvor et par dråber vand ville have gjort turen, og mig, bedre.
Jeg stod der hjemme i køkkenet, fyldte vand i den ene dunk, puttede mobilen i tasken, spændte bæltet om maven og blev grebet af akut: ”nej, tænk nu hvis nogen ser dig, så langt skal du jo slet ikke løbe, det er slet ikke så varmt i dag, det virker helt overgearet, hvor flovt”. Jeg lod bæltet blive hjemme. Og stod så der, på stien, tørstig og uden tid eller distance på mit løb. En ting er at gå ned på gear fordi man ikke har spender spenceren på. Noget andet er at gå ned på gear som ligger hjemme i vindueskarmen pga forfængelighed. Så kan jeg lære det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar