mandag den 24. september 2012

Smuk alligevel


Optakten til min første officielle 10 km løb og mit andet smukløb var præget af en større ansøgningsdeadline kl. 24 aftenen før.
Selv om jeg gennem hele forløbet var afklaret med at jeg ikke kommer i betragtning, var det vigtigt for mig at denne ansøgning viser at jeg tager både opslaget og mig selv seriøst. Jeg brugte en del tid på at se hvordan andre har stillet sig op, så deres forsknings profil ser så fyldig ud om muligt. Jeg undgik smidigt at gå (for meget) i foster stilling over min egen i sammenligning nærmest anorektiske videnskabelige fremtoning. Jeg lærte i stedet, hvordan jeg kunne spille lidt mere bevist med mine små statusmæssige muskler.
Stuart som jeg har skrevet artikler med er fx ikke mere en medforfatter men en International Samarbejdspartner.
Som altid når jeg har holdt en sund afstand til mine følelser i gerningsforløbet, blev jeg ramt af PAS (Post Ansøgnings Stress) i samme øjeblik jeg sendte pakken med de 19 uploadede PDF filer af sted. En tilstand som minder svært meget om PES (Post Eksamens Stress), hæmmer alle ansatser til konstruktiv logistisk handling eller planlægning og bedst behandles med uhæmmede mængder af te, Violent Femmes og Sushi. 

Jeg vågnede derfor ret dehydreret søndag kl 8 uden den fjerneste anelse om hvor løbetøj, ur, væskebælte og sko var henne.
Heldigvis kunne jeg hælde vand indenbords, mens jeg brugte en time på at samle de løse effekter sammen.
Til mit forsvar skal siges at det ikke var mig selv der havde fordelt alt grejet totalt stokastisk rundt på vores kun 105 kvadratmeter enfamilieshus. Jeg havde lagt tøjet i en vasketøjskurv i soveværelset (det var ikke nyvasket men heller ikke vaskemodent), så det burde ikke være nogen stor udfordring at få fat i det. Desværre har vores hund stor kærlighed til tøj som lugter af menneske (det er ikke uset at han glad præsentere gæster for små stykker brugte beklædningsgenstande, af den slags man ikke normalt fremviser i al offentlighed), og det tog mig altså 60 minutter at lokalisere min løbebh under en radiator på Sønnens værelse.
Jeg nåede ud af døren inden jeg med sikkerhed ville komme for sent og kørte stadig vandsippende mod den østjyske hovedstad.

Her kunne jeg godt skrive et afsnit om hvor svært det er at parallelparkere når ens urinblære er ved at eksplodere. Men jeg ved, at I sidder og hopper i kontorstolen, for at jeg skal komme videre til selve løbet.
Så I slipper.

Vejret på tangkrogen i Århus var perfekt. Tørvejr, ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for blæsende, blå himmel og sol.
Jeg nåede at stå i verdens længste toiletkø, hente start nr og chip, finde min startgruppe og danse mig til varmen inden starten gik. Jeg glemte dog helt at få tændt og startet mit ur inden vi kom af sted, og derfor står der kun 9.99 km på endomondo.
Vi var ret mange kvinder (og et par mænd) på ruten, så der var et par steder med trafikpropper. Jeg havde besluttet at jeg ville prøve at løbe 6.00 pr km, men det holdt ikke længe, og så blev det til at jeg skulle holde det under 6.30. Smukløbets rute lever godt op til sit navn, og da vi på 10 km kom igennem den to gange var der god tid til at nyde skoven og tivoli Friheden. Jeg var alligevel noget utilfreds med mig selv og min manglende hastighed. Men kom på sidste omgang i tanke om, at det jo var mit første officielle 10 km løb, og dermed under alle omstændigheder det bedste jeg nogen sinde har løbet. Jeg var i mål efter 1:03:21.
Først i bilen på vej hjem gik det op for mig at det ikke bare er min hurtigste officielle 10 km tid. Det er også over 1 minut hurtigere end jeg nogensinde har løbet 10 km.
Se se, det var jo slet ikke så ringe endda.

onsdag den 12. september 2012

Nåe ja


Jeg løb jo i søndags.

Noget af vejen.

Når jeg løb var det med ca 6 1/2 min pr km.

Vejret var perfekt.

Jeg havde placeret mig aller aller bagerst for ikke konstant at blive overhalet i starten.

Der var overaskende mange biler og busser som blev lukket ind på ruten sammen med os i bagtroppen. Et par af dem dyttede af os for at komme forbi.

Er det normalt ved et stort officielt løb?

Det gik rigtigt fint indtil den anden drikke station.

Jeg løber skidt med maven fuld af vand.

Jeg fik ondt i mavesækkens øverste lukkemuskel, og ved af erfaring at hvis jeg løber videre med det kramper mit mellemgulv.

Krampe i mellemgulvet er ikke behageligt.

Så jeg aftalte med mig selv, at jeg bare skulle nå i mål inden 2 1/2 time. Det gav mig fri til at gå så snart jeg fik ondt i maven.

Jeg drak kun lidt ved den næste vandpost og slet intet ved den sidste, og det hjalp på maven.

Uden udsigt til en hæderlig tid var min motivation dog ikke stærk.

EJ

Lad mig være ærlig: min motivation var væk.

Jeg gik noget mere, end jeg havde behov for.

Så meget at jeg kunne tage de sidste 400 meter på atletik banen op til mål i mit interval tempo.

Og kom ind i den officielle tid 2.29.45.

Det er da paskram.

Jeg har brugt et par dage til at blive venner med min "præstation".

Jeg løb Aarhus 1/2 marathon som en dårlig motiveret træningstur.

Det er tåbeligt når jeg nu har betalt 200 kr for arrangementet, og når jeg ved hvor lækkert det er, når det går godt.

På den anden side:

Havde jeg ikke været tilmeldt dette løb, er jeg overbevist om, at jeg ikke havde fået løbet helt så regelmæssigt på trods af "ASS" hen over sommeren.

Der er jo de 10 km SMUK løb med madkurv lige om lidt, hvor jeg tager egen vand med rundt, så jeg kan drikke lidt af gangen.

Og så er efteråret her.

Blæst, høst i have og hegn, blå blå himmel skiftende til det der helt brune lys vi kan have i oktober.
Nøj, hvor har jeg savnet efteråret!

Så nej, mor er ikke skuffet (mere), mor er glad.

onsdag den 5. september 2012

ASS (Afdelingen for Sære Skader)



Det er nu tid til at evaluere min træning, op til det 1/2 marathon jeg løber på søndag, og fastlægge et ambitions niveau.

Det startede fantastisk i foråret med løbeglæde, fremskridt på alle fronter og ny løbemakker.

Så kom juni med kighoste og seneskadet makker.

Juli var mest lungernes måned, men sluttede også med at jeg løb i et par slidte sko, og fik ondt i anklen.

August bragte en løbestils aha oplevelse og nye sko. Hvorefter jeg lige skulle afprøve, om det var skoene, som var problemet.

Indsæt selv passende kraft udtryk.

Endnu et par dage måtte afsættes til ankelpause. Med 4 uger til løbet var der INGEN luft tilbage i programmet.

Jeg har troligt flyttet mit legeme af egen kraft de km, som programmet foreskriver. På de lange ture har der dog sneget sig et par gå km ind, når jeg kunne mærke anklen.

Og nu?

Nu er september arriveret medbringende et løbeinduceret gnavsår under mit venstre bryst. Hvad fanden er nu det for noget? Er det normalt? Og hvorfor kun i venstre side? Vil et stykke plaster på stedet hjælpe eller bliver det kun værre af det?

Min plan for på søndag er først og fremmest at gennemføre de 21 km, evt fordelt på 19 km løb og 2 km gang, gerne inden for 2 1/2 timer. Nu har jeg jo betalt og alting, så vil jeg også gennemføre.

Selv om det ikke bliver kønt.

mandag den 3. september 2012

3 måneder med løn

Du får denne e-mail som kvittering, fordi du har afmeldt dig jobcentret digitalt.

Cpr. nr.: 301073-XXXX

Din afmelding er nu registreret hos jobcentret.

Du afmeldes fordi du har fået arbejde på fuld tid i mindst 14 dage.
Du afmeldes fra 03-09-2012.


søndag den 2. september 2012

Dementi


Sidder og lytter til søndagsfrokosten på P1 hvor de diskuterer den der 50 nuancer af grå. 
1 mand og 3 kvinder (når man tæller journalisten med).
Som alle lige i en sidebemærkning får sagt at de sandelig ikke har læst eller vil læse bogen.
Hvilket så ikke forhindrer dem i at mene en masse om det.

Det er ret symptomatisk for den offentlige opmærksomhed om bogen jeg er blevet udsat for.

Danmark er hverken imponeret eller ophidset over denne bog, vi værdiger den ikke et blik faktisk, vi snakker måske meget om den, men det er ikke fordi vi er interesserede. Og så sandelig ikke fordi vi er bornerte. 

I den anledning kan jeg berette for al verden (eller den ret begrænsede del af den som svinger her forbi) at:

Jeg ikke har læst den.

Jeg har ikke tænkt mig at købe den.

Hvis jeg falder over den hos frisøren vil jeg læse den (selv om jeg er frygtelig bornert).

Ind til da lover jeg højhelligt ikke at forme eller udbasunere en mening om husmoderporno i almindelighed og 50 nuancer af "Oh min gud" i særdeleshed.

lørdag den 1. september 2012

Madkultur


Mit hjem er multikulturelt.

Selv om vi alle 4 har iriser i blågrå nuancer.
Og ansigter der i høj grad er spejle af hinanden.

På vores 105 m2 er vi samlet (i aldersrækkefølge):

1 stk Sydvestjyde, med baggrund i et solidt arbejder miljø hvor moren i alle hjem var hjemmegående/ufaglært og far var faglært med fagforeningensbogen stolt højt i højre hånd, selv med en mellemlang uddannelse, med interesse for jagt og fiskeri.

1 skt Vestjyde (jo der er forskel på sydvest og vest i jylland), med bagrund i hjem hvor både far og mor ofte var selvstændige erhvervsdrivende eller ledere, hvor arbejdet naturlig flød ind over aftner, weekender, ferier og fester, selv familiens første akademiker, med intresse for løb og køkkenhave.

1 stk Østjyde med interesse for kunst og naturvidenskab.

og

1 stk Østjyde med interesse for fodbold og økonomi.

I det daglige er det ikke så synligt at vi kulturelt stritter lidt i alle retninger. Der er masser af berøringsflader, og vi følger med i hinandens liv.

Men det er ret sjovt når vi to gange om året samler bedsteforældrene til børnefødselsdag. Det er normalt en ret voluminøs forsamling, da de alle er skilt og i nye forhold (sjovt nok alle inden for deres respective samfundsgruppe).

Dybest set forstår mine og Mandes svigerfamilier ikke hinanden. 

Stadigvæk.

Men de mødes i god ånd alligevel og har en hyggelig dag.

I mange år forstod min svigerfamilie heller ikke helt hvad Manden så i mig. 
Ikke sådan at de blandede sig i vores forhold.
Men de forstod simplethen ikke konceptet med at jeg læste og læste og ikke rigtigt fik løn eller job sikkerhed eller noget som helst værdifuldt ud af det. Mens Manden både skulle lægge sin løn og sin del af husarbejdet i projektet.

Hmm

Men så var det at jeg lærte at lave et smadder godt hvedebrød, en helt hæderlig lagkage og et ganske spiselig fødselsdagsaftensmåltid. 

Og god mad er noget vi alle kan forstå.

Blandt andet derfor har det i mange år plaget mig, at jeg ikke kan stable et skærbart rugbrød på benene.

Det er ikke fordi jeg ikke har prøvet!

I mange år er det ene rugbrød efter det andet smulret på skærebrættet. 

Og surdej efter surdej er boblet over med acetonelugt i frustration over at jeg hverken kunne bage rugbrød eller lade være med at forsøge.

Men i dag 

I dag har jeg taget et rugbrød ud af køleskabet. 
Et af dem med øl og honning i (elsker smagen af øllerbrød), som kom hel ud af formen (i sig selv en bedrift), ikke var 70% ultrahård skorpe (endnu en sejr), som som sædvanlig ikke var til at skære for 2 dage siden (helt afkølet på dagen efter det blev bagt).

Jeg skar to fine hele skiver.

HA!

Jeg tror måske mit rugbrødsproblem er et af de få i verden som går over af at ligge to dage på køl!