lørdag den 31. december 2011

Same procedure as every year james


For mange står den dag de blev gift som en urokkelig minepæl i livet. Manden og jeg har en lidt mere tilbagelænet tilgang til vores bryllupsdag. Vi har ”fejret” vores 15 års i år således:

Jeg åbner for Facebook i formiddagspausen og ser at det er min fars enkes fødselsdag.
Jeg  sender en SMS med ”TILLYKKE” til Manden.
Han svarer:
”Med hvad?”
Jeg ler højt og må forklare de måbende kollegaer, at vi helt har glemt vores bryllupsdag… igen.
Faktisk tror jeg den ville være permanent glemt, hvis ikke der var et vist mærkedagssammenfald.
Men nu har vi jo også været gift i 14 år, fniser jeg.

For at bryde sammen i krampelatter, da Manden ringer for at sige tillykke med de 15 år.

Vi er tydeligvis lige glemsomme på den front, så der er heldigvis ingen, som render fortvivlet rundt med uopfyldte romantiske forventninger.

Til gengæld fejrer vi altid den dag vi mødtes, den dag vi forelskede os og den dag vi blev kærester med fine klæder, ultralækkert mad, champagne, konfetti og fyrværkeri.

Intet mindre!

Praktisk nok fik vi samlet alle tre begivenheder på 24 timer på en dato, som er aldeles uforglemmelig.
Så vi hvert år kan huske at holde årets fest, og tælle på fingrene tilbage til det meget spæde 1993.

I år er det 19. år.

Om to måneder har jeg været kærester med Manden, ligeså længe som jeg ikke har været kæreste med Manden.

Fra marts 2012 og frem har jeg tilbragt mere end halvdelen af mit liv som del af et par.

Vildt er det.
 Og dejligt.

Skål og et godt tyve tolv!

fredag den 30. december 2011

Store hav vej


Vi troede egentlig at vi ville holde jul på Tasmanien i år (køligt og smukt ifølge flere). Men færgen var booket op, inden vi var blevet færdige med at finde ud af, hvornår manden kunne have fri (og hvilket arbejde han skulle have det fra), og (igen) udrede hvordan mine fluer skulle cykles.
Det blev til 5 dage inden jul på Great Ocean Road, køligt (18-23 grader), virkeligt smukt og afvekslende naturtyper.

Manden havde fundet et sommerhus i bjergene bag Apollo Bay. Med en udsigt som stort set var uplettet af andre beboelser

, kaniner og papegøjer i haven og først og fremmest UDEN trafikstøj. 


Der var en dag, hvor nogle sov, nogle lagde puslespil og andre læste slugte en bog. En dag med fisketur på det store meget blå hav. 

En dag med tempereret regnskov og vilde koalaer og myrepindsvin. 


koalaspotting




En dag med biltur langs kysten.







Og en dag med strandvejr hvor vi heldigvis kun havde 2 1/2 time at blive forbrændte på, før jeg landede i laboratoriet igen.





Jeg små stresser allerede ved tanken om januar. Ungerne har ferie, min mor kommer på besøg og jeg skal side i lab mere eller mindre i døgndrift.
Det var meningen at forsøget skulle være sat op og på skinner inden jul, så jeg kunne arbejde hjemmefra tirsdag og torsdag. Men så var der jo lige en, som slukkede for en fryser. Nå, men jeg tror jeg kan tilrane mig en enkelt friweekend. Ellers håber jeg, resten af familien vil nyde kvalitetstiden i varmen.

Formentlig bliver der lidt stille herinde imens.

søndag den 25. december 2011

Jo det blev jul


Selvom gåsen nok havde smagt bedre, hvis temperaturen var 30-40 grader lavere udenfor.

Det er ikke bare fordi, vi egentlig ikke gad at spise den, vi gad faktisk heller ikke rigtigt at lave julemaden i heden.

Men vi gjorde det!

Nu falder vejret lidt mere på plads, vi kan unde os selv at spise det, som passer til årstiden, og i dag skal Sønnens Monopoly indvies.

Siden vi holdt op med at juleræse rundt til samtlige skildsmissebedsteforældrene mellem jul og nytår, har jeg holdt meget af d. 25 december.

Glædelig Jule Fred til alle.

PS. Her er en lille del af det vi gav hinanden i julegave i år. 


















(Og ikke en lyd om den bog jeg fandt i sommerhuset og slugte på 1 døgn, Ben Elton: First casualty, som foregår under den der krig vi ikke nævner, og de veteraner fra samme "begivenhed" som byggede Great Ocean Road)  


lørdag den 17. december 2011

Carols by candle light in Comopark


Allerede mens jeg sad i Aarhus hørte jeg om Carols in the park, fra min Melbournefødte kontorkammarat.
Jeg var ikke i tvivl om, at det måtte være en ufravigelig del af vores jul down under, som jo kommer til at halte gevaldigt på traditionsfronten. 

Jul hernede virker generelt mere nedtonet end i DK, både i gadebilledet og blandt folk. Det er helt klart ikke noget som starter d. 1. december.
Grundfortællingen er måske nok britisk. Men en meget stor del af befolkningen er 1. eller 2. generations indvandrere, så selv om julen for størstedelen falder d. 25., møder jeg mange forskellige traditioner i gadebilledet (eller butiksbilledet). Vi bor i Cobourg, hvor en stor del af indbyggerne har græsk eller italiensk oprindelse (en forbløffende del af den ældre generation snakker endda meget lidt engelsk), så butikkerne sælger panatone og panaforte, blandet med christmas puddings og tyske peberkager.

Men tilbage til salmerne i parken.

Vi havde fået at vide, at vi skulle komme i god tid, for at kunne få plads til bilen, og finde et godt sted at side på vores medbragte tæpper. Samtidig var der en del ender, som skulle knyttes på arbejdet den sidste dag inden vores prejuleferie, så vi ankom til Como Park i den selvvanlige blanding af stress, teenagesurhed og mild forventning (I kan selv fordele rollerne mellem de involverede medspillere, vi skiftes gerne til at være de(n) sure efter et ugennemskueligt efter-tur-mønster).
Bilen fik en god gratis plads (her burde der nok have lagt en stemme i baghovedet, som hviskede, at vi var helt urimeligt tidligt på den), og vi fik en plads på solsiden foran scenen. Cæsarsalaten og sodavanden blev pakket ud til afrikansk trommedans, som passede bedre på vejret og den skarpe sol end på højtiden.

Endelig kom messingbandet, koret, solisterne og værten på scenen. Vi blev alle budt velkomne af borgmesteren, der startede med at anderkende det oprindelige folks rettigheder til parken, og derefter opfordre alle til at købe programmer og lys i teltet hvor overskuddet gik til hans ynglings velgørenhed ”save a dog”. I juleåndens navn vil jeg afstå fra at kommentere det yderligere.

Mikrofonen gik videre til værtinden. Hun startede i et toneleje, som fik mig til at spekulere over om det var kulturforskellen, som skurede i mine ører, eller om hun lige havde bundet en dobbelt Q (årh en dowelQ med citronvand i, man bliver jo som et barn igen ved tanken), for at kunne holde seancen ud. Vi lage hårdt ud med noget fællessang støttet af messingbandet som næsten gennemført, men dog ikke helt konsekvent var uskarp på beatet og tonerne. Imellem julefællessangene var der noget teletubiesniveau børneunderholdning, og jeg kom til at falde i mit sarkastisk smågrinende hjørne, mens jeg undrede mig gevaldigt over min kollegas varme anbefaling af arrangementet.
Måske var det her en special family eddition, måske havde hun glemt hvor gamle mine børn er?
Nedenunder er der en video fra det første sæt, det ryster en del til sidst, fordi jeg ikke kunne lade være med at grine.

Pausen blev fyldt ud med messingbandet solo.
Min hjerne havde ikke besvær med at regne målet bandet stræbte efter ud, og jeg fik sådan en lyst til at hive lydskalpellen frem, og skære de lidt for lange og upræcise toner til. Ikke fordi jeg kunne gøre det bedre rent musikalsk, slet ikke. Arrangementet var faktisk helt gratis, så jeg havde slet ingen ret eller grund til at klage.

Jeg var alligevel lige ved at blive fristet af Mandens tilbud, om at vi jo godt kunne gå i pausen, og Sønnens ”Jeg vil faktisk hellere hjem og sove. Seriøst, mor!”

Men man er vel ikke Jyde og (dum)stædig for ingenting. Nu havde jeg jo købt et program til 2$.

Efterhånden som skumringen kom snigende, blev det bedre.

Det startede med en kæmpebille, som kravlede hen af Datterens arm, fortsatte med jagende flagermus og et andet sæt efter pausen med mere vægt på solisterne og klaveret. Messingbandet var stadigt på til fællessange, men de lød meget skabere.

I takt med mørket tændtes dekorationer i træerne og stearinlys (ægte og batteridrevne) omkring os. Det blev faktisk helt jul og næsten nytår til sidst da fyrværkeriet satte i gang til overturen til Tannhauser.

Jeg har i længe troet, at det var temperaturen, som forhindrede mig i at finde den indre julenisse frem.
Nu ved jeg at det er lyset.
Måske skal vi bare lade mørklægningsgardinerne være trukket for hele d. 24.

tirsdag den 13. december 2011

Merri Creek revisited


Det er ikke altid lige let at få lettet min røv og komme ud på ugens lange løbetur. Der var ellers disket op med lutter gode betingelser denne søndag. Luften var ny efter nattens potente torden, himlen var grå, men det holdt tørt, temperaturen var lige i underkanten af de 20C, fluerne passede sig selv og familien tulrede rundt til Kaizers og Steppeulvene. Jeg ved godt, vi burde lære ungerne at lytte til Justin Biber og Co. Men nu er Datteren allerede blevet 15. Jeg tror altså, det løb er kørt, når hun først har bedt om at få lagt et nummer med Judas Priest ind på sin telefon.

Jeg kom kun ud i løbesko, fordi jeg havde lagt faste løbeplaner, som familien var blevet indviet i, og fordi tanken om at rasle endnu længere ned på løbeformkurven var for trist. 

Mit hoved blev hurtigt fyldt med tanker om at 14 km, måske var lige langt nok i at løbe på mit nuværende stade. Måske skulle jeg nøjes med 10 eller 8? I stedet for at give efter besluttede jeg mig for, at tempoet ikke var vigtigt, og gav mig tid til at tage billeder (og hvile lidt) undervejs.

Ruten gik forbi HM Prison Pentridge, som blev opført allerede i 1850, kun 12 år efter den første hvide indbygger i området blev registreret. Fængslet er nu nedlagt, men det var her Ned Kelly blev henrettet og lagt i den umarkerede massegrav ved D blokken. Det var også her den sidste australske henrettelse af en kvinde (1951) og en mand (1967) fandt sted.
På vej ind i parken omkring Cobourg Lake (der ligger hvor de første indsatte i Pentridge brød stenene, som fængslet blev bygget af) og Merri Creek, tog jeg mig tid til at læse mindepladen. Parken blev beplantet med 169 træer i 1919. Et træ for hver Cobourg borger som blev dræbt i kamp mellem 1914 og 1918.
Australien er fyldt med mindeparker, mindesten og mindeplader om 1. Verdenskrig.
I 1914 gik Australien sammen med det Britiske Imperium ind i krigen med højt humør og længsel efter heltedåd og eventyr i hjerterne på de små 5 millioner australiere. Hvert år holdes der stadig 2 minutters stilhed d.11 november kl. 11 på skoler og arbejdspladser i mindet om de over 60.000 døde og 156.000 sårede eller tilfangetagende mænd som årene mellem 1914 og 1918 kostede.

8% af alle australske mænd omkom, langt de fleste alt for unge.

De blodigste slag i denne krig forgik måske nok langt væk i både tid og rum fra dagens Melbourne, men mindet om dem er i høj grad nærværende endnu.

Jeg luntede videre med PJ Harveys On Battleship Hill på mental repeat (hvis I lytter til den, så gør jer selv den tjeneste at høre den 5 gange, inden I beslutter, om I kan lide den).

Vandet fra nattens regn fik nærmest creeken til at bruse over. Larmen fulgte mig de 8 km jeg tog opstrøms og tilbage langs åen.

Nu glæder jeg mig til på lørdag. Jeg skal aflevere bilen til eftersyn tæt på Cobourg Lake, og kan derfor slippe for at løbe de halvkedelige 3 km der er mellem vores hus og Merri Creek trail. Der skal løbes i 2 timer. 2 timer uden bilstøj langs vand under træer.
Åhh ja, det er derfor jeg løber.

Her er de billeder jeg tog på turen. Jeg ville egentlig have lagt et lyden af vandet der fosser over stenene på, men kvaliteten af optagelsen er for ringe.

I stedet for det reelle lydspor fra Merri Creek, får I lidt af det som var sat på loop i mit hoved.

søndag den 11. december 2011

Neander-gener


Der er et oplæg om en 14 km løbetur langs Merri Creek på vej.
Men mens vi venter på det, vil jeg lige anbefale John Hawks blog (se blogrollen til højre).
Lige nu kører han en følgeton om hvor meget DNA af Neandertal oprindelse, vi europæere render rundt med. Spøjst nok har asiatiske (kinesiske og japanske) folk præcist lige så meget Neandertalblod i årene som os.
-Måske skete opblandingen mest i Mellemøsten (som de moderne mennesker kom til først inden vi spredte os til Europa og Asien), og i mindre grad da vi nåede til Europa, hvor Neandertalerne måske allerede var på vej til at uddø?
Jeg sider i sofaen og hopper nu i spænding efter at få at vide, om gener der påvirker hudfarven er overrepræsenteret mht varianter, som oprindeligt er opstået i Neandertalerne. Har vi arvet vores lyse hår, hud og blå øjne fra den eneste menneskeart, der er opstået i Europa? 
Det er næsten lige så spændende, som om det vil lykkedes mig at få analyseret mine egne sekvensdata (eller fluerenes sekvenser altså) til min tilfredshed.

søndag den 4. december 2011

En djævel af en bakke


Jeg ved godt at jeg har lovet at skrive noget positivt.

Og dog

Det er meget for varmt udenfor
Og alt for koldt indenfor
Mit vekselvarme hus
Til julestemning
(9-16C).

Det seneste smadder venlige afslag (du var virkelig tæt på altså) varmede kun lige til, jeg sendte den første plan B ansøgning, og fik fysisk ondt af at måtte slette hele mit afsnit med fremtidsinitiativ fra min ”Forsknings interesser” (det kommer ind igen når det er tid til fondsansøgning).

Jeg får helt klart løbet for lidt.

Men Men Men

Sidste gang jeg tog mig tid til det, løb jeg op af djævlebakken.
Jeg var nær besvimet.
Men jeg fik den sku’!

HA.

torsdag den 24. november 2011

Re:


Det er en dybt integreret del af mit arbejde og selvforståelse, at jeg er sådan en, som kan svare på spørgsmål.
Derfor nager det mig, at jeg ikke kan svare direkte, når nogen rammer bloggen ved googlevildskud med spørgsmål, som jeg har et mere eller mindre kvalificeret bud på.

For det første:
Ja fluer kan løbe. På samme måde som biller løber. Hvis du ikke har set det IRL, er det fordi fluer oftest vælger at flyve når de flygter. Og fordi du aldrig var ond som barn og pillede vingerne af stuefluerne.

For det andet:
Din konstante bitre smag i munden kan skyldes pinjekerner. Det er en ret sær og irriterende allergisk reaktion. Ligegyldigt hvad du putter i munden smager det kraftigt bittert. Min og en kollegas erfaring er at det mest er de korte, mere runde pinjekerner som giver reaktionen. Andre siger at det er pinjerne fra Kina som er problemet. Men det har jeg ikke kunnet få bekræftet nogen steder. Det gode er at det går over helt af sig selv igen i løbet af nogle dage. Der er ikke andet at gøre end at vente. I mellemtiden kan du nøjes med at spise og drikke bitre ting så du ikke udsætter dig selv for gentagne smagsskuffelser. På den anden side er det måske overmodigt at ville takle den danske november udelukkende på julesalat og kaffe.

Velbekomme.

mandag den 21. november 2011

Tumling


Det er selvfølgelig en illusion.

Men inde i mig bor der en tyrkertro på at, jeg ser sådan ud.

At ligegyldigt hvad jeg bliver slået ned af, vil jeg rette mig op igen.

Fordi jeg er stærk på resurser (egne og andres), og der altid er mindst en vej at gå.

”Det skal nok gå alt sammen.”

Så nu har folket og jeg fået overbevist mig om, at jeg godt kan blive stående her lidt og banke på endnu en fondsdør.