lørdag den 29. december 2012

December 2012 er sær


 Ligesom overdreven bogstavelig indvoldsindsigt og manglende metaforisk samme har resten af december været virkelig gennemført sær.

Sønnen kan fremvise fine lyserøde strækmærker på ryggen som bevis på at det ikke bare er mig som synes det går voldsomt stærkt med ham rent vækstmæssigt.

Datteren ligner mig nu så meget at jeg flere gange har taget fejl af hvem af os jeg kunne se i bilens sidespejl.

På Mandes job er der en ret rendyrket opvisning af uhyggelig dårlig og visionsløs ledelse. Af den slags man ikke taler så meget om fordi folk ikke ville tro en.

Jeg har hele tiden tænkt at lige om lidt, i næste uge, får jeg tid til det der jul. For dernæst at løbe panden direkte ind i den næste uventede deadline.

Jeg vil for altid huske at den allerførste ordudveksling jeg nogensinde havde med min svigerindes svigerfar (udover goddag og glædelig jul) indeholdt en fyldestgørende liste over de sengekantsfilm han har set til og med d.24.12 2012.

Først d.24. om eftermiddagen, med ænderne i min svigerindes sjællandske ovn og tre hunde i hierarkiforvirring om benene, faldt julestemningen til.



Den landede blødt på trods af umulige ods.

Sær siger jeg jer.

Men det er ikke ubetinget noget dårligt.

torsdag den 20. december 2012

Jeg gjorde det ikke!


Det kriblede godt nok i mig, men:

Det var hverken mig som åbnede eller lukkede samtalen denne gang!






VIVA LA EVOLUTION!

onsdag den 5. december 2012

Her går det godt, send flere prøver

Nå ...
Den rare speciallæge, som var en anden end de to som kikkede ind i mig, sagde at alle mine prøver var så fine, så fine.

Han havde også lyst til at lære mig at bruge google.

JO DET ER SANDT

Men ret skal være ret, det var før han spurgte mig om jeg var i job.

Nå men efter jeg havde fortalt ham en tiendedel af den historie jeg har plastet ud her og følgende sider.
(og så var der ligesom ikke mere tid vel ... vi måtte videre)
Og efter jeg havde spurgt om irritabel tyktarm kunne give de små blødninger jeg har haft.

Så blev han enig med sig selv om, at vi lige kan prøve at kikke den anden vej ind også.
Og skanne det sidste stykke imellem.

Og mødes igen til februar.

Og så er der svar?

tirsdag den 4. december 2012

Slut med fordøjelsessystemudkrængning


I dag skal jeg have testsvar.
Svar på biopsier, blod- og fæcisprøver.

Jeg har allerede været inde og få lagt lys ind. Der hvor solen ellers aldrig skinner. Det er faktisk så længe siden nu at min højre hånd og underarm er helt normal i farven igen.

Vi ved derfor at der er noget at komme efter.
Jeg håber lægen kan fortælle mig hvad det er.

Hvis I undrer jer over hvad det magiske ord var.

Det ord som ledte lægen (den 5. praktiserendelæge i rækken) uden om virus, leukæmi, nyre- eller leversygdom og rygproblemer.

Så er svaret snot.
Et symptom så ligegyldigt, konstant og ugenerende at jeg ikke har lagt mærke til det før.

De sidste uger har bloggen gået i selvsving. Det var altså ikke deres browser der var noget i vejen med, men hele flue i løb.
Undskyld.
Det stopper nu!

mandag den 3. december 2012

Hos lægen, igen


"Jeg tror altså det er noget med min ryg i stedet for."
"Er det her du har ondt?"
Lægen trykker let på de nederste af mine ribben.
"Nej længere nede."
"Her … eller her?"
!
"Bingo."
Ja tak, og så må han ellers gerne flytte sine fingre! Lægen trykker lidt mere rundt på lænden, det er klart værst inde ved mørbraden op af rygsøjlen.
"Du kan godt sætte dig op igen, og nej det er ikke dine nyrer det er galt med. De sidder slet ikke der hvor du har ondt, men oppe under ribbenene."
Jeg spærrer øjnene op.
"Okay? Det giver selvfølgelig evolutionær mening at beskytte dem mest muligt."
"? Øh ja. Skal vi finde en fysioterapeut at henvise dig til?"

Jeg cykler hjemad med henvisningen til fysioterapi og intensiv pilates i lommen. Det kan kun gå fremad herfra. Sært egentlig at jeg ikke har sammenkørt min studieviden med det sludder jeg fik at vide som 20-årig. Sikke et held at jeg løb ind i en praktiserende læge, som faktisk ved lidt om den menneskelige anatomi.

søndag den 2. december 2012

Aften


"Pernille."

...

"Pernille."

"Mmmm?"

"Jeg går ud og spiser nu, der står en åben cola lige her på dit natbord. Jeg synes du skal prøve at få lidt ned."

"Tak"

Jeg snuser til coladåsen.
Alene lugten er nok til at sende mig på toilettet.
Der er ingen grund til at tænde lyset, jeg kender vejen.

Det er kun galde, slim og vand som løber ud.
Nu må det da være slut.
For i aften.
I det hele taget faktisk!
Jeg skal have en tid hos lægen lige så snart vi kommer hjem.

lørdag den 1. december 2012

Eftermiddag


Dorthe parkerer i vejsiden.
"Du ser lidt bleg ud, skal vi tage hjem til hotellet så du kan ligge ned?"
Jeg smiler. Håber det ser mere tappert og fortrøstningsfuldt  ud end det føles.
"Det er OK. Hvis bare jeg kan få lov til at sidde i bilen, mens du samler poserne ind og tjekker for buzzatii."
Jeg lægger sædet ned, og trækker vejret dybt ned i maven. Kl er 14, maven har krampet siden kl 10. Erfaring siger mig at der er 6-8 timer igen før hele systemet er tømt og jeg kan sove. Dem kan jeg lige så godt tilbringe i bilen som på hotelværelset.

Husk: luften skal helt ned i lungerne … og så ud med den igen. Godt.

En ting er at jeg er ukampdygtig. Det her skal ikke også forhindre Dorthe i at gøre sit arbejde.
Der lyder et smæld fra bagagerummet. Hun har stillet posen med banan om bag i bilen og sætter sig ind bag rattet.
"Der var heller ikke nogen her. Så er der kun 5 steder mere, før vi kan kalde det fyraften."
"Mmm. Det er fint."
Jeg lukker øjnene. Der er ikke længere overskud til at være selskabelig.
Det kan sku' ikke være rigtigt det her: Man skulle tro det var mig der var godt 20 år ældre end Dorthe og ikke omvendt.

fredag den 30. november 2012

Formiddag


"Der står der nogen, Kan du komme derned?"
Hun følger min arms sigtelinie og smiler, allerede omme på den anden side af autoværnet.
"Jo jo det går fint, du bliver bare her"
Posen med overmodentbananmos dingler mens hun adræt finder vej ned af bjergsiden mod klyngen af figenkaktus.
Jeg får et jag igen … ikke fra maven denne gang men fra lænden.
Så sku' da også for helvede!
Måske ville det hjælpe hvis jeg var mere kreativ med mine bandeord?
Vi er kommet for tidligt på året og det er koldt. Fluerne flyver ikke endnu, ikke den art vi er efter i hverfald.
Fandens!
Ikke en gang i lavlandet kan vi finde dem. Ikke at det forhindrer os i at prøve i hver eneste afkrog af øen.
Kraftpetervælteme! Jo ... det hjalp lidt.

For lige at toppe det hele med sukker, kan jeg åbentbart ikke holde til 4 dage i bil på Grand Canaria.
Og det er ikke engang mig som kører.
Eller springer op og ned af bjerget som en ged.
Eller lige er fyldt 50.

Fuck altså! Jeg bliver nød til at sætte mig i vejsiden.

"Øhh Dorthe, jeg finder lige en busk!"

Busk? Her er kun vortemælk, agave og kaktus, altsammen op af stejle skrænter.
Ligemeget, jeg har ikke tid til at lede længere.

torsdag den 29. november 2012

Nyt liv


Midt i 90'erne var der en læge, som ikke koblede min daværende lave vægt og min mangel på fertilitet.
Han spurgte heller ikke ind til, hvorfor jeg vejede 45kg.

I betragtning af at han fortalte mig, at der i løbet af en almindelig kvindes almindelige cyklus falder en 6-7-8 æg ud af æggestokken, og at han, da jeg tvivlede højlydt, underbyggede påstanden ved at vise mig denne planche og tælle højt til 8 (fra ubefrugtet æg til det lille embryon har sat sig fast), må det første vel forkomme at være en mindre synd?



Efter den konsultation så jeg ham ikke igen.

En tur på min mors badevægt resulterede i en forskrækkelse og en resolut tung hjemmegjort tvangskaloriekur bl.a. bestående af havregrød med fløde til morgenmad. Inden for en måned var der to streger på graviditetstesten, og jeg havde for første gang i to år kun kvalme om morgenen.

Win win win på alle fronter.

Jeg har brudt min hjerne for at finde en ordentlig vinkel at skrive denne historie fra … men helt ærligt 8 æg … Det er bare for langt ude til at være fiktion!

onsdag den 28. november 2012

Nyt år


”Alle dine levertal er stadigt fine, nyrerne ser normale ud, og der er virkelig ingen grund til at blive ved med at tage prøver.”
Lægen kikkede væk, som om hun kedede sig.
”Du må lære at leve med det.”

Hun var ikke overrasket, ja ikke engang ærgerlig, over manglen på afklaring. Smerterne var selvfølgeligt trælse, men hun mærkede dem ikke rigtigt mere.
De kom, de gik, og hun var for opslugt af sit liv til at tage sig af dem.

Hvis hun kunne slippe for jævnligt at ligne en narkoman med virkeligt dårligt boldøje, op og ned af armene ville det faktisk være OK med hende.

Da hun gik var blikket rettet mod foråret, flytningen og forholdet.
Kroppen måtte vel følge med, selvom der langsomt blev mindre og mindre af den. 

tirsdag den 27. november 2012

Ny november


”Det er dine nyrer.”
Hun lå på maven og ømmede sig, mens lægen trykkede hende midt på lænden. Først i højre så i venstre side.
”Men der er nok også noget med leveren, når du har så meget kvalme.”

Bagefter, da lægen tog blodprøver med bekymring i blikket, sad hun stadig på briksen i cowboybukser og bh.

”Det giver kun et lille prik.” Undskyldte lægen, og stak kanylen tværs igennem venen, så hun måtte prøve igen med den anden arm.

”Nu kommer du til skanning, vi får svar på dine prøver og så skal du bare se, du får det godt igen.”

Luften udenfor var fugtig, kold og fyldt med lovende novembermørke.
En helt ny slags november var det.
Den første som vandvittig lykkelig forelsket.
Den sidste november før hun rykkede mod øst og uddannelse.

I det perspektiv var det blå mærke som nu fyldte hele indersiden af den venstre underarm en ligegyldig bagatel.

mandag den 26. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse VI


Moderen tog den lille Pige hjem, satte hende på køkkenbordet, hældte den brune matildemælk ud i vasken, og begyndte at lave nøddebøffer og grøntsagsmad.

Langsomt begyndte den lille Pige at spise, vokse og være mere vågen.

Faktisk fyldte hun 4 år næsten uden mavepine.

Og langt senere, efter nøddebøfopskriften forlængst lå krøllet og glemt bagerst i skuffen, kunne Moderen købe Pigen en sko i størrelse 35.

Ja Pigen fik enda to sko, en til hver fod.

Først da følte Moderen at Pigen var helt rask.

Det var Pigen så ikke, men det er en anden historie ...

søndag den 25. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse V


Moderen gik forfærdet til Doktoren. "Denne medicin kan gøre de frygteligste ting ved min lille Pige." Sagde hun. "Og vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad der er galt." Hun ville ikke give den lille Pige noget som helst, før Doktoren og Lægerne udryddede enhver tvivl om hvad Pigen fejlede.

Og

Måske var der alternative metoder?

Doktoren blev meget vred. For det var dog ham, som var den klogeste, og han viste at "alternativ" var det farligste og mest dødbringende ord, der fandtes.

Hvis Moderen ikke ville lytte, kunne han ikke se Pigen mere, sagde han. "Ikke flere prøver og ikke mere medicin!"

lørdag den 24. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse IV


Moderen var dog ikke begejstret for at give den lille Pige, som nu spiste mindre end nogen sinde, medicin.
Hun spurgte hvad der var i den, og hvad hvert enkelt stof ville gøre i en pigekrop.

Doktoren ville ikke fortælle moderen noget. Han viste nok, hvad stor viden kan gøre ved knap så store hjerner. Desuden var der ikke tid til pjat. Landsbyen og Doktoren havde lige mistet en lille pige fordi noget slemt spiste hendes hjerne indefra. Hvis nu det slemme virkeligt var inde i denne lille pige, så måtte alle arbejde hurtigt, og uden slinger, på at slå det ned.

Moderen gik i stedet til Apotekeren, og spurgte hvad der dog var i den medicin. For hun kunne virkelig ikke lide, at give barnet noget, hun ikke viste hvad var. Apotekeren var en ganske klog mand. Så klog at han viste at Doktoren var den aller klogeste. Så Apotekeren bad Moderen, om at lytte til kundskaben, og give den lille Pige medicinen.

Moderen gav ikke op. For 3. gang søgte hun svar, og denne gang gik hun selv direkte til kilden. I de store tunge bøger på biblioteket kunne hun læse om medicinen, og alt det gode, og onde, den kunne udrette.

fredag den 23. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse III


Den kloge Doktor og Lægerne på det fine hospital kikkede på prøverne og målene. Alle kunne de se at det var galt, men ingen kunne se præcist, hvad det var, som ikke var, som det skulle være.
Måske var der noget fremmed i den lille piges krop, måske var det noget meget slemt.
Men ingen viste det helt bestemt.

Doktoren hævede det ene øjenbryn, og besluttede sig for, at det slemme ikke bare skulle have lov til at spise den lille pige indefra. Han læste alle de store tunge bøger om medicin, men fandt kun råd om syge voksne, og intet om hvad han kunne give til små bitte piger. Med begge de buskede øjenbryn løftet, og tungen hold stift lige i munden, opfandt Doktoren en medicin. Han var sikker på at medicinen måske kunne rede den lille fra det slemme.

torsdag den 22. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse II


En dag tog Moderen den lille med hen til den rare gamle Doktor. Doktoren var den klogeste i landsbyen, og desuden havde han de længste og mest buskede øjenbryn i hele Kongeriget. Han målte, vejede og fandt Pigen for let. "Hm,hm" sagde Doktoren. "Hun må hellere komme til den store by mod Nord, hvor de har et rigtigt hospital, og kan tage mange prøver."

På det fine hospital var der fyldt med søde sygeplejesker i hvide uniformer. Hver gang den lille Pige kom der, snakkede de om hvor dybt hendes vener lå, og at det ikke ville gøre ret meget ondt. Men Pigen viste, at hvis hun græd højt fik hun en slikkepind, ja måske to, og det var værd at tage med, når man nu alligevel skulle stikkes i.

onsdag den 21. november 2012

Pigen Som Ikke Ville Vokse I


Der var en gang for længe siden en træt Pige, som ikke ville vokse.
Hun havde de mindste små hænder, det mest nuttede bitte lille ansigt, og fødder så små at hendes Moder frygtede at Pigen aldrig ville nå voksenstørrelserne i skobutikken.

Pigen ville gerne drikke kakaomælk, men alt andet nærende blev afvist bestemt og viljefast. Hun sagde al mad gav hende ondt i maven og gjorde hende ganske kvalm. Den stakkels bekymrede Moder gav Pigen kakaomælk fra morgen til aften. Hvilket ikke var så sjovt for Pigens storesøster, der bestemt ikke skulle tage på, og pænt måtte drikke vand og spise maden, mens det lille myr fik et sugerør i glasset med den forjættende matilde.

Hovedet på bloggen


Denne blog er noget rod.

Jeg bruger den som overløb for ting som fylder i mit hoved, og lige nu er der en ny historie som banker på og vil ud.

Det bliver en føljeton sådan som det var moderne for adskillelige telefonmodeller siden.

Beklager.

tirsdag den 13. november 2012

Bare Børn


Noget musik fænger med det samme, allerede ved andet omkvæd synger du med og efter 3. gennemlytning er den måske ved at blive lidt slidt.

Noget musik skal høres et sted mellem 5 og 10 gange før man fatter rytmen, larmen, nødvendigheden. Sådan et stykke kan jeg oftest høre i årevis, og blive lige lykkelig over det hver gang.

Og så er der den sidste slags musik. Den som allerede efter ¼ af nummeret lyder triviel, og årh nej det bliver ved. Men som ved 4. lytning bliver interessant og derefter fuldstændigt i strid med alle naturlove bliver ved med at blive bedre for hver ny gang du sætter den på.

Meget af Patti Smiths musik falder i den anden kategori. Den sidste kategori har jeg kun hørt fra hendes hånd.

Jeg har en enkelt gang oplevet hende live. Midt i fuldstændig vandvittig arbejdsstressperiode tog jeg en aften ud af min laboratorietid og brugte den sammen med Manden i selvskab med denne spinkle kvinde som havde en helt utrolig stor autoriet.
Hun læste op af Blake (tror jeg det var).
På et propfuldt Train i Århus (jo det var den gang Århus var smilets by).

Når baggrundstøjen blev for voldsom, holdt hun mund. Kikkede ud over mængden. Ventede indtil vi viste Blake den fornødne respekt og opmærksomhed før hun fortsatte.

Og nu fås hun også som prosa.

Jeg vidste jeg ville læse ”Just Kids”. Men var i tvivl om hvor let tilgængelig den ville være.

Når det ikke lige handler om musik må jeg indrømme min indgang til kunst er doven.

Hvis ikke et værk taler direkte til mine følelser taber jeg interessen.
Der må meget gerne være noget intellektuelt gods med også.
Meget meget gerne.

Men værker som først og fremmest er en kommentar til et værk som er en kommentar til et andet værk der spejler Nitzes næsehår set gennem en metafysisk elegisk tåge keder mig.

Jeg vil ikke ud i en debat om lort på dåse mon er mere eller mindre kunst end mit ynglings aversions værk som hænger på Herning Kunst museum:

”Hvid Uld på Blåt Fløjl”

Værket består af en ramme hvor i er udspændt blåt fløjl hvor på er påsat en hvid tot uld.

Fascinerende.

Men den debat tager vi ikke fordi det er et sidespring.

Jeg var lidt nervøs for om jeg skulle slæbe mig igennem Just Kids på samme måde som jeg slæbte mig igennem Foucaults pendul. Med endeløse opremsninger af meget kloge folks meget kloge tanker. 

Det skal dog retvisende påpeges at Eco råder bod på det, de sidste 10 sider, som er forrygende god og indsigtsfuld læsning.

Min frygt var helt og aldeles ubegrundet.

Hendes stemme taler ærligt, sikkert og i et fantastisk sprog om Robert, Patti, New York og Kunst.

Jeg slugte bogen på 1 ½ dag, hvilket er alt, alt for hurtigt.
Men sproget er så smukt og jeg blev aldeles fanget af historien. På trods af en åbenlys mangel på identifikationspunkter mellem mit liv og deres historie. På trods af at jeg ikke rigtigt kender mange af de digtere og billedkunstnere som bliver nævnt i bogen af andet end navn og meget få overfladiske fakta.

Jeg lægger den lidt til side nu. Men læser den snart igen.
Langsomt, i små bidder, og højt for Manden.

Han vil insistere på at få at finde ud af hvem ham Rimbaud egentlig var.

PS. Hun er heller ikke vild med Andy Warhols værker. En kvinde med smag er hun.

mandag den 12. november 2012

Imens i en anden del af bevidstheden…


Jeg kom til at give mig selv tre bøger i fødselsdagsgave.

Og så fik jeg en af Manden.

Og Datteren kom hjem fra efterskole med sumobrødre under armen.

Siden jeg knækkede koden på Brita ridder Hubertusjagt, har jeg vist at der ikke er noget, som er så slemt at det ikke kan læses væk.

Det virker stadigt uhyggeligt godt. 

Men

Lige om lidt kommer jeg tilbage til verden (og bloggen) igen… 

bare lige én bog til.

onsdag den 31. oktober 2012

Godt muslingespisnings råd


Når du sidder på en fin fiskerestaurant og får muslingesuppe skal du ikke tænke på hvordan søstjerner får lukkemusklen på muslinger til at give op og slippe.

Når du tænker på søstjerners åbnefif med en blåmusling på vej ind i dit eget gab, skal du ikke visualisere det.

Når billedet af søstjernens søgende, udkrængede og sekrerende mave har ramt din indre nethinde, skal du ikke dele det med selskabet!

Det sidste magtede jeg faktisk i aftes.
Måske når jeg alligevel at blive rigtig voksen inden jeg fylder 40 om et år?

mandag den 22. oktober 2012

Cyberomsorg virker


Jeg bliver den ene gang efter den anden overrasket over hvor let mine følelser kan falde på plads og få helt fornuftig og proportionel størrelse.

Bare ved at jeg lufter dem og nogen lytter.

Helt uden at tingenes faktiske stilling ændrer sig en tøddel.

Fantastisk er det!

Heldigvis blev hele min uge 42 ikke fyldt ud af ørkesløs pendulfart til postkassen.

Vi var i Nørre Lyngvig til fernisering på en udstilling af min oldefars værker. Jeg kender kun manden gennem de af billederne som er gået i arv til min del af familien. Men her var gamle avisklip der dokumenterede at hans humor lignede min fars, min og min datters. Selvom den lige kulturarv blev brudt da min farfar døde kun 2 år efter min fars fødsel.  

Der var en dobbelt forelæsning om evolution i Ålborg, hvor de studerende lo alle de rigtige steder. Det kan godt være at det er med lov land skal bygges, men undervisning skal bygges med humor. Det er faktisk også en rigtig god måde at tjekke om folket er helt med… ellers kan de nemlig ikke forstå det sjove.

Jeg fik strikket den første 1/6 af en ting som begynder med p som jeg ikke kan stave til. Det der overbeklædningstykke indianerne bruger i Peru. I koboltblå økould. Den bliver knusvarm.

Vi holdt backgammonturnering. Jeg vandt samlet og fik hylet Datteren helt ud af den ved at komme med velmente strategiråd (hun er lige straks 16, det er min pligt). Men så slog hun mig stort i 21.

Vi drak varm ultrachokolade (1 l mælk, 100 g mørk chokolade (min.70%), 7 spsk sukker, 1 dl kakao og 1 tsk instant kaffe) og spiste hvedebrød.

Manden og jeg fik talt og sovet længe og tungt i arm.

Sønnen interviewede mig til noget skolearbejde om at rejse ud til konferencer.

Hunden og jeg løb 14 smukke km.

Hele familien var i flere omgange ude for at handle ind til "den store julekage", den står nu og sopper i rom.

Og vi spiste røget daps, laks, fiskefrikadeller, hellefisk og ål for en formue. Tak til Arne som bliver 80 lige om lidt, men stort set ikke har ændret udsende siden jeg var barn. Når jeg bliver gammel vil jeg lære at dosere mine ord med lige så stor omhu som han gør. Uden EN overflødig stavelse.

Livet er altså meget mere end bekymringer!

torsdag den 18. oktober 2012

De ord jeg ikke siger højt… endnu


Øhh ja... jeg er lidt stille.

Jeg har fået bekræftet, at jeg ikke er helt nem at tappe blod af.

Og har lært en masse nye fremmedord.

Jeg plejer ellers at synes at fremmedord er lækre. Nu er jeg ikke helt sikker på om google stadig er min ven.

Men er til gengæld overbevist om at jeg og de der ord nok skal lære at komme helt fint ud af det med hinanden.

Når altså jeg først lige får helt styr på hvormeget og hvordan jeg og de er flettet sammen.

Indtil da giver de mig lidt kvalme.

mandag den 1. oktober 2012

Rugbrød


Jeg kom til at love nogen noget om en opskrift på rugbrød.
Det er faktisk ikke min spidskompetence. Der er mange gode opskrifter derude med præcise mål og vejledninger, men jeg har ikke rigtigt kunne få dem til at fungere. Min surdej er gang på gang løbet løbsk og givet mit brød en ikke helt behagelig afsmag af neglelakfjerner. Brød efter brød er smuldret på skærebrættet eller har suget sig fast i formen så kun halvdelen kunne lirkes ud. Det har været en lang rejse ud i spild af mad, tid og penge.
Men nu har jeg fundet en metode som passer til mig. Jeg håber stadig at jeg kan overbevise Manden og Sønnen om, at mit hjemmebag nu er så jævnt og harmonisk, at man kan forlade sin madpakke på det. 

Det er ikke så meget en surdejsopskrift, som det er en rullende evighedsdej.
Det gør det også lidt svært at beskrive metoden kronologisk fordi hver eneste skridt i processen arbejder videre med det forrige.
Men lad os følge vandet ind i dejen.

Jeg starter med at måle en 1/2 liter kogende vand op og sætte kernerne i blød direkte i litermålet. Jeg bruger et par håndfulde hel hvede, ligeså meget skåret rug og halvt så meget græskarkerner for tiden, men det kan variere alt efter hvad der er på lager. Kærnerne udbløder som minimum indtil vandet er håndlunkent, men gerne længere (en arbejdsdagstid fx). Det skal jo selvfølgelig ikke komme til at gære, men på køl tror jeg det kan holde mange dage uden problemer.
Vandet og de udblødte kærner kommes i skålen, der lige er blevet forladt af det forrige rugbrød in spe. Skålens dejrester røres ud i vandet med den ske som er lige er brugt til at skovle rugbrødsdej op i formen. Disse rester overfører surdejskulturen fra et brød til det næste. Her kan jeg derfor justere alt efter hvor hævepotent min kultur er. Har det sidste brød hævet hurtigt og højt, skraber jeg skål og ske ret grundigt før vand + kærner kommer i. Hvis hævningen af det sidste brød var en slatten affære er jeg mere large med resterne.
Jeg putter rugmel i fordejen. Nok til at mikrokosmosset får noget at leve af, men ikke mere end dejen stadig er forholdsvis let at røre igennem.
Så skal kulturen arbejde. Hvis jeg ikke skal bage det næste brød ASAP, kommer fordejen på køl lige så snart jeg har set de første bobler i den. Den kan stå længe i køleskabet, jeg har haft den der i en uge. Det vigtige her er ikke at lade fordejen stå for længe ved stuetemperatur (eller i køleskabet) så den bliver rigtig sur som en surdej.

Når brødkurven er ved at være lidt slunken (husk brødet skal hvile i køleskabet 2 dage før det er rigtigt skivebart) tages fordejen ud i stuetemperatur. Den kan godt virke lidt død i det nu. Men skulle gerne vågne og boble op, når den bliver varmere.

Når der er liv i kulturen igen kommer jeg salt og det sidste rugmel i. Dejen skal være som en alt for stiv havregrød. Jeg smører formen med olie og sører for at få presset dejen godt ned, sammen og ud i alle hjørner (dejen skal fylde ca 2/3 af formen op). Hvis der er lufthuller i brødet nu, kommer det ikke til at hænge sammen i skiver til sidst.

Her er det så at jeg hælder den forberedte blanding af 1/2 liter vand og udblødte kærner i skålen og starter forfra med en ”ny” fordej.

Brødet hæver en time eller to, til jeg kan se at det løfter sig lidt. Jeg prikker lidt huller med en kødnål. Brødet skal ikke hæve til kanten. Så ender man også med brød i samlesæt (skorpen kan løsne sig helt).
Jeg bager mit brød ca 1 time ved 200 C i formen og ca 30 min ude af formen ved 150 C, men det vil selvfølgelig afhænge af ovn, form og brød. En god regel er:
Hvis brødet ikke slipper formen uden bøvl, er det ikke bagt nok endnu.
LIGEGYLDIGT HVAD URET SIGER!
Når brødet er bagt skal det køle let af, kommes i en plastpose og i køleskabet et par dage. Køleskab og plast er mirakelkuren, skorpen bliver blødere og brødet hænger mere sammen og klistrer mindre til kniven. Resultatet bliver et brød som godt kan skæres i madpakkevenlige skiver og spises uden at have en tandlæge på standby.
Brødet kan selvfølgelig også spises med det samme (varmt, med koldt smør), så er det noget med MEGET tykke skiver, eller bare lige at hugge endeskiven.

mandag den 24. september 2012

Smuk alligevel


Optakten til min første officielle 10 km løb og mit andet smukløb var præget af en større ansøgningsdeadline kl. 24 aftenen før.
Selv om jeg gennem hele forløbet var afklaret med at jeg ikke kommer i betragtning, var det vigtigt for mig at denne ansøgning viser at jeg tager både opslaget og mig selv seriøst. Jeg brugte en del tid på at se hvordan andre har stillet sig op, så deres forsknings profil ser så fyldig ud om muligt. Jeg undgik smidigt at gå (for meget) i foster stilling over min egen i sammenligning nærmest anorektiske videnskabelige fremtoning. Jeg lærte i stedet, hvordan jeg kunne spille lidt mere bevist med mine små statusmæssige muskler.
Stuart som jeg har skrevet artikler med er fx ikke mere en medforfatter men en International Samarbejdspartner.
Som altid når jeg har holdt en sund afstand til mine følelser i gerningsforløbet, blev jeg ramt af PAS (Post Ansøgnings Stress) i samme øjeblik jeg sendte pakken med de 19 uploadede PDF filer af sted. En tilstand som minder svært meget om PES (Post Eksamens Stress), hæmmer alle ansatser til konstruktiv logistisk handling eller planlægning og bedst behandles med uhæmmede mængder af te, Violent Femmes og Sushi. 

Jeg vågnede derfor ret dehydreret søndag kl 8 uden den fjerneste anelse om hvor løbetøj, ur, væskebælte og sko var henne.
Heldigvis kunne jeg hælde vand indenbords, mens jeg brugte en time på at samle de løse effekter sammen.
Til mit forsvar skal siges at det ikke var mig selv der havde fordelt alt grejet totalt stokastisk rundt på vores kun 105 kvadratmeter enfamilieshus. Jeg havde lagt tøjet i en vasketøjskurv i soveværelset (det var ikke nyvasket men heller ikke vaskemodent), så det burde ikke være nogen stor udfordring at få fat i det. Desværre har vores hund stor kærlighed til tøj som lugter af menneske (det er ikke uset at han glad præsentere gæster for små stykker brugte beklædningsgenstande, af den slags man ikke normalt fremviser i al offentlighed), og det tog mig altså 60 minutter at lokalisere min løbebh under en radiator på Sønnens værelse.
Jeg nåede ud af døren inden jeg med sikkerhed ville komme for sent og kørte stadig vandsippende mod den østjyske hovedstad.

Her kunne jeg godt skrive et afsnit om hvor svært det er at parallelparkere når ens urinblære er ved at eksplodere. Men jeg ved, at I sidder og hopper i kontorstolen, for at jeg skal komme videre til selve løbet.
Så I slipper.

Vejret på tangkrogen i Århus var perfekt. Tørvejr, ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for blæsende, blå himmel og sol.
Jeg nåede at stå i verdens længste toiletkø, hente start nr og chip, finde min startgruppe og danse mig til varmen inden starten gik. Jeg glemte dog helt at få tændt og startet mit ur inden vi kom af sted, og derfor står der kun 9.99 km på endomondo.
Vi var ret mange kvinder (og et par mænd) på ruten, så der var et par steder med trafikpropper. Jeg havde besluttet at jeg ville prøve at løbe 6.00 pr km, men det holdt ikke længe, og så blev det til at jeg skulle holde det under 6.30. Smukløbets rute lever godt op til sit navn, og da vi på 10 km kom igennem den to gange var der god tid til at nyde skoven og tivoli Friheden. Jeg var alligevel noget utilfreds med mig selv og min manglende hastighed. Men kom på sidste omgang i tanke om, at det jo var mit første officielle 10 km løb, og dermed under alle omstændigheder det bedste jeg nogen sinde har løbet. Jeg var i mål efter 1:03:21.
Først i bilen på vej hjem gik det op for mig at det ikke bare er min hurtigste officielle 10 km tid. Det er også over 1 minut hurtigere end jeg nogensinde har løbet 10 km.
Se se, det var jo slet ikke så ringe endda.

onsdag den 12. september 2012

Nåe ja


Jeg løb jo i søndags.

Noget af vejen.

Når jeg løb var det med ca 6 1/2 min pr km.

Vejret var perfekt.

Jeg havde placeret mig aller aller bagerst for ikke konstant at blive overhalet i starten.

Der var overaskende mange biler og busser som blev lukket ind på ruten sammen med os i bagtroppen. Et par af dem dyttede af os for at komme forbi.

Er det normalt ved et stort officielt løb?

Det gik rigtigt fint indtil den anden drikke station.

Jeg løber skidt med maven fuld af vand.

Jeg fik ondt i mavesækkens øverste lukkemuskel, og ved af erfaring at hvis jeg løber videre med det kramper mit mellemgulv.

Krampe i mellemgulvet er ikke behageligt.

Så jeg aftalte med mig selv, at jeg bare skulle nå i mål inden 2 1/2 time. Det gav mig fri til at gå så snart jeg fik ondt i maven.

Jeg drak kun lidt ved den næste vandpost og slet intet ved den sidste, og det hjalp på maven.

Uden udsigt til en hæderlig tid var min motivation dog ikke stærk.

EJ

Lad mig være ærlig: min motivation var væk.

Jeg gik noget mere, end jeg havde behov for.

Så meget at jeg kunne tage de sidste 400 meter på atletik banen op til mål i mit interval tempo.

Og kom ind i den officielle tid 2.29.45.

Det er da paskram.

Jeg har brugt et par dage til at blive venner med min "præstation".

Jeg løb Aarhus 1/2 marathon som en dårlig motiveret træningstur.

Det er tåbeligt når jeg nu har betalt 200 kr for arrangementet, og når jeg ved hvor lækkert det er, når det går godt.

På den anden side:

Havde jeg ikke været tilmeldt dette løb, er jeg overbevist om, at jeg ikke havde fået løbet helt så regelmæssigt på trods af "ASS" hen over sommeren.

Der er jo de 10 km SMUK løb med madkurv lige om lidt, hvor jeg tager egen vand med rundt, så jeg kan drikke lidt af gangen.

Og så er efteråret her.

Blæst, høst i have og hegn, blå blå himmel skiftende til det der helt brune lys vi kan have i oktober.
Nøj, hvor har jeg savnet efteråret!

Så nej, mor er ikke skuffet (mere), mor er glad.