søndag den 29. april 2012

Hurra!


2012’s første rigtige løbeuge med hele 3 pas er i hus.

Jeg har fundet mig en løbeplan, som jeg burde kunne følge fra 5 -> 21 km på 16 uger.  

Den starter meget blødt, men jeg glæder mig til at genopdage mit lokalområde på to hjulende ben i foråret og sommeren.

Poserne under mine øjne skrumper ind i takt med at vi kommer på plads.

Det gælder om at nyde det inden dagpenge systemet får dem til at vokse igen.

onsdag den 25. april 2012

Apropos hårde hvidevare samtaler


Lever stadig.
Der var bare noget med noget mug, maling og gulvtæppe.
Og så er der noget med en familiefest om en god uge og at man skal passe på med hvad man ønsker sig.

Her skulle der, i stedet for det typiske gamle melbourne hus, være et billede af vores døde opvaskemaskine/subsidiært et billede af den nye, mens vi kæmpede med at montere den (inklusiv et stk. Flyvende brækjern).

Men vores kamera er blevet lidt væk.

Altså den lå ved vaskemaskinen lige efter vi var kommet hjem.
Jeg har en klar erindring om, at tænke at der skulle den da ikke ligge.

Så flyttede jeg den vist et rigtigt smart sted hen…

Er jetlag og stress ikke herligt?
Længe efter det burde være overstået kan man nyde frugterne.

torsdag den 19. april 2012

27 timer mellem Melbourne og Esbjerg


Hvis hun ligner en hængt kat,

lyder som en hængt kat

og lugter som en hængt kat



så er hun nok en hængt kat.

torsdag den 12. april 2012

skulderklap

Det giver altid selvtilliden et lille boost, når man forlader en arbejdsplads.

Der er nogen som laver kage, nogen har samlet ind til en farvelgave, nogen steder får man en fin skriftlig anbefaling og alle folk klapper en på skuldrene mens de siger noget pænt.

Som:

"You have a highly evolved soul"

Og så står jeg der i min ambivalens, og kan slet ikke være nærværende i det.

Mest fordi jeg ikke rigtigt fatter, at jeg skal rejse.

Så hvorfor al den ståhej, vi ses jo også i næste uge.

Men det gør vi jo faktisk ikke (ret meget i hvertfald, flyet letter på tirsdag og jeg kommer ikke lige forbi til kaffe i næste måned).

Men skidte-pyt se den fine løbetrøje jeg fik!

mandag den 9. april 2012

I det mindste har hun humor


Inde i mig bor der en lille defaitist, som omhyggeligt gemmer på alle mine fejltrin og pinligheder.

Sådan en jeg for det meste mener, ville løse alle mit livs problemer, hvis hun bare holdt kæft.

Andre dage føler jeg, at hun er den eneste, som har forbindelse til virkeligheden.

Hun hvisker dagen lang om uduelighed og nederlag.

Jeg vender erfarent de døve ører til.

Når jeg bliver for presset, bliver jeg alligevel nød til at gå i dialog.

Scenen: Biologen går over mod det molekylærelaboratorium. Imens forsøger hun, at skabe et overblik over hvor lang tid arbejdet vil tage, i forhold til hvor meget tid hun har tilbage.
Det hænger på ingen måde sammen.

Defaitisten:
”Nogen gange hader jeg mig selv”

Biologen:
”Det er OK. Sådan har alle andre det også ind i mellem”

Defaitisten:
”Jeg ved det, alle andre hader mig også”

Så er det altså sseget tid hun har tilbage.  at være negativ.r lang tid arbejdet vil tage i forhold til hvor meget tid hun har tilbage. svært ikke at komme til at grine.

onsdag den 4. april 2012

Jeg gjorde det igen


Mange akademikere er ret dårlige til at få afsluttet samtaler.

Eller mange af de ledende akademikere jeg kender er.

Eller måske er det specielt en ledende akademiker som jeg har haft ret mange møder med.

Så hænger den sidste sætning bare der i luften, mens alle spekulerer på om mødet er hævet.

Og det er det så.

Måske.

Jeg har derfor fået for vane at det er OK, at det er mig som lukker samtaler ned.

Også når det er en anden, som er chefen.

Så vi alle sammen kan komme videre med vores liv og arbejde.



Det virker bare ikke så godt når det er en jobsamtale.