Eftermiddag

Dorthe parkerer i vejsiden.
"Du ser lidt bleg ud, skal vi tage hjem til hotellet så du kan ligge ned?"
Jeg smiler. Håber det ser mere tappert og fortrøstningsfuldt  ud end det føles.
"Det er OK. Hvis bare jeg kan få lov til at sidde i bilen, mens du samler poserne ind og tjekker for buzzatii."
Jeg lægger sædet ned, og trækker vejret dybt ned i maven. Kl er 14, maven har krampet siden kl 10. Erfaring siger mig at der er 6-8 timer igen før hele systemet er tømt og jeg kan sove. Dem kan jeg lige så godt tilbringe i bilen som på hotelværelset.

Husk: luften skal helt ned i lungerne … og så ud med den igen. Godt.

En ting er at jeg er ukampdygtig. Det her skal ikke også forhindre Dorthe i at gøre sit arbejde.
Der lyder et smæld fra bagagerummet. Hun har stillet posen med banan om bag i bilen og sætter sig ind bag rattet.
"Der var heller ikke nogen her. Så er der kun 5 steder mere, før vi kan kalde det fyraften."
"Mmm. Det er fint."
Jeg lukker øjnene. Der er ikke længere overskud til at være selskabelig.
Det kan sku' ikke være rigtigt det her: Man skulle tro det var mig der var godt 20 år ældre end Dorthe og ikke omvendt.