ANZAC DAY

Så har jeg været til militærparade!

Eller nærmere mindeparade for alle dem som er faldet i kamp for Australien. Det er den helt store begivenhed i Melbourne (og resten af landet), har min Kollega fortalt mig. Så jeg syntes at familien skulle slæbes med på trods af godt fiskevejr.

Jeg er ellers ikke for vild med militæret, og syntes at det danske (og det australske) er blevet luftet lige rigeligt i det seneste årti. Men der er intet som får mit pis i kog, som når trygge danskere sider ved et veldækket bord, og påstår at vi IKKE er i krig. Sådan rigtigt. Når danske unge i danske uniformer slår ihjel og bliver dræbt. Ude i virkeligheden hvor man ikke bare lige genstarter spillet. De er helt helt borte, væk, kommer ikke ind af nogen som helst døre igen!

Det var for 4 år siden, før vi trak os ud af Irak. Vi fik en afslutnings middag hos vores jagttegnslærer for at fejre, at der igen var fuldt hus af beståede ansigter. 4 fornuftige mænd jeg var enig om mange ting med og så mig. Jeg husker ikke hvordan vi kom ind på krigene (for der var TO vi var med i dengang, og ups det er der jo igen, med Libyen). Men kan klart huske min totale forbløffelse, da der var enighed bordet rundt. Om at vi ikke var i krig.

 ”Sådan lige præcis hvor er det vi ikke er i krig? Spurgte jeg.

” I Irak og Afghanistan er krigen jo slut, det er bare politiarbejde, vi gør der nede.”

Jeg blev så vred, at jeg ikke turde fortsætte diskussionen.

Af to grunde:

Med den holdning bliver det alt for nemt at sende vores ”forsvar” ud. Jeg siger ikke at vi ALDRIG skal gå i krig. Det forrige århundrede viste at der er ting som man skal kæmpe for (det viste så også at den fredelige kamp kan være den mest effektive).  Men vi skal være meget meget forsigtige med at trække det ultimative politiske kort. Vi skal være meget meget sikre i vores sag. Og vi skal hele tiden tvivle på vores egne bevægegrunde. Af hensyn til vores egne selvfølgelig, men så sandelig også af hensyn til de "andre" vi vil slås med. 

Og

Hvad filan er det for en attitude at møde dem som kommer hjem fra ”opgaven”. ”Nåe, men hyggede du dig dernede i varmen?” Eller hvad med familierne til dem som ikke kommer hjem hele? Når vi sender soldater ud i verden for at gøre vores beskidte arbejde, skal vi også anerkende deres arbejde, og den påvirkning det kan have for hele deres familie.

Vi skal gå ind og ud af ”væbnet konflikt” med åbne øjne tak!

Derfor kan jeg faktisk godt lide Australiens ANZAC day.

Det var nemlig ikke en fremvisning af militær magt. Der var ingen tanks eller topmoderne kampfly. Der var veteraner fra alle de krige Australien i sin korte historie har været med i. Fra 1. og 2. Verdenskrig er der selvfølgelig en del, som ikke er her mere. Men så gik deres familier med medaljerne i deres sted.

 Nogle gange kunne det være helt svært at se forskel på tilskuere og parade.

Der var veteranbiler og en hestetrukket ambulance. Fokus er på at takke fodfolket og huske dem som faldt. Der var både smil, stolthed og meget blanke øjne. En veteran fra 2. Verdenskrig gik stolt og smilende med i den første afdeling af paraden, og gik tilbage til starten, hvor vi stod, for at se resten af marchen. Ikke mindst for at klappe af barnebarnet som er i flåden. Han stod bag ved os i en time, mens han kikkede ned i jorden og stille lod tårerne falde. Jeg blev helt rørt. Måtte tage solbrillerne på. Selv om jeg ikke har noget der ligner en første eller andenhånds erfaring med krig.

Udover Mandens historier fra sin tid som nattevagt på et Rødekors flygtningecenter. Men det er så også alt rigeligt... hvis jeg må bestemme.

Nu har ANZAC day tilsyneladende ikke forhindret Australien i at kaste sig ud i krig. Men forhåbentlig er der ikke så mange som kan benægte at krigene er der.