At vælge eller ikke at vælge det er spørgsmålet

Advarsel: Lommefilosofi for fuld udblæsning

Når jeg læser her, her og her, får jeg sådan en lyst til at ævle lidt om valg og konsekvenser. For ikke at fylde deres kommentarbokse med vrøvl, kommer mine fyndord for folket her.

At leve er at vælge. Det er skræmmende da mine (vores) valg tit har store, langtrækkene og uoverskuelige konsekvenser. Som studie valg, kæreste valg og det store valg om at blande gener til nyt liv.

Det føles som at stå i en lang korridor med et nærmest uendeligt antal døre. Når jeg har valgt en, kan jeg næsten fysisk høre alle de andre døre smække i som i et hus med gennemtræk.

Det var klaustrofobisk, da jeg var i starten af min løbebane som ”voksen vælger med konsekvenser”, dvs i 10. klasse da der skulle vælges ungdomsuddannelse. Hvordan kunne jeg sige ja til en mulighed, når det samtidigt var nej til en milliart andre?

Senere har jeg lært, at der bag hver dør er en ny korridor med nye valgmuligheder.

Og at det er uendeligt meget mere spændende at fokusere på de nye muligheder, end på dem jeg ikke fik prøvet af, og om hvordan livet mon så ville være.

Ærgrelser over spildte muligheder er altså spild af liv i sig selv.

En hel særlig form for valg, er dem man træffer på andres vegne. Som de unger jeg har ansvar for. De bliver både påvirket af de valg, jeg træffer for mig selv (karrierevalg fx), og de valg jeg/vi må træffe for dem.

Det er så pokers vigtigt at vælge rigtigt her. Det er jo ungernes liv og levned, vi taler om.

Der har været en del valg, hvor den perfekte optimale løsning bare ikke var en  mulighed, skole- og børnehavevalg fx. Næsten lige så frustrerende som de valg hvor der ikke var nogen, som med 100% sikkerhed kunne love, at alt ville gå godt, opperationer fx.

Nogle gange vælger vi (forældreparret) rigtigt nogle gange forkert.

Hvis succeskriteriet for forældrerollen er at give den perfekte opvækst for sine børn og træffe alle de rigtige valg, er grunden lagt for en mørk jungle af skyld og dårlig samvittighed, som næppe hjælper nogen (heller ikke afkommet). Jeg kan i hvert fald ikke leve op til nogen form for perfektionisme!

Men nu er det heldigvis sådan at mit ophav også havde nogle mangler på forældrefronten.

Jeg er dog alligevel blevet sådan nogenlunde menneskelig, med et ganske godt liv sådan på bundlinjen (altså den vigtige bundlinje ikke den økonomiske ;-)).

Så jeg har besluttet mig for, at mit succeskriterie er at gøre det så godt jeg kan, og i hvert fald bedre end mine forældre gjorde.

Den beslutning gør mig så uendeligt godt. Jeg og Manden er allerede et succesforældrepar. Og mine forældre er faktisk også på den gode side af det kriterie. Det kan anbefales.