Da vi rejste ud, var jeg ret så kålhøgen mht det der med at savne....
Vi er jo kun af sted i et år, så jeg regndede ikke med at det blev et emne overhovedet.
Men det sniger sig alligevel ind de særeste steder....
Jeg savner at lytte til dansk radio live. Det er åbenbart ikke helt det samme med den mængde podcast, jeg abonnerer på.
Jeg kan ikke rigtigt beslutte mig for, om det er smukt at jeg kan føle ethersamhørighed med de få tusind, som også lytter til P1 en given eftermiddag, eller bare ensomt taberagtigt at jeg kan savne det?
Sært er det ihvertfald.
Det er i hvert fald ikke taberagtigt. Überhaupt! Og jeg synes da, at det er lidt hyggeligt, at du savner den der helt særlige P1-fællesskabsfølelse. Den kommer vist af, at det ofte er gode samtaler og ærlige og personlige svar, som kommer frem i de programmer, jeg hører.
SvarSletSå savn du bare. Det er helt ok, acceptabelt og helt, helt normalt. :-)
Jeg savner stadig.....Det bliver man desværre aldrig færdig med.
SvarSletMen man kan jo finde måder at leve med savnet på og ting der kan bruges i stedet for. Og så glæde sig til man kommer hjem med nye ting i bagagen.
Jeg havde en god snak om savn med Datteren forleden. For vi får jo en masse oplevelser, og noget/nogle at savne når vi komme hjem også.
SvarSletVi blev alligevel enige om, at vi hellere vil tage savnet (både ude og hjemme) end undvære oplevelserne.
Så vi savner med oprejst pande... jeg mener nu stadig, det er sært, at jeg ikke syntes, det er det samme at lytte til orientering, bare fordi det er forskudt nogle timer. OK acceptabelt og normalt måske... men sært ;-).
Savne er svært. Vi er midt i savnet (kom hjem tidligt i morges)
SvarSletKan godt forstå dig.
For mig er savn et livsvilkår, som forstærkes jo ældre jeg bliver.
SvarSletJeg savner den natur jeg voksede op i, og de mennesker jeg har elsket og mistet.
Nogle savn er midlertidige, som savnet af venner, familie og live P1 mens vi er hernede, nogle savn er uoprettelige (det er den kategori som vokser med alderen), og så er der den særlige savn kategori af ting, som jeg aldrig har haft (endnu).
Men faktisk føler jeg mig enormt priviligeret over, at jeg har så meget at savne i de første to kategorier, og så lidt (vigtige) ting i den sidste.