Carols by candle light in Comopark

Allerede mens jeg sad i Aarhus hørte jeg om Carols in the park, fra min Melbournefødte kontorkammarat.

Jeg var ikke i tvivl om, at det måtte være en ufravigelig del af vores jul down under, som jo kommer til at halte gevaldigt på traditionsfronten. 

Jul hernede virker generelt mere nedtonet end i DK, både i gadebilledet og blandt folk. Det er helt klart ikke noget som starter d. 1. december.

Grundfortællingen er måske nok britisk. Men en meget stor del af befolkningen er 1. eller 2. generations indvandrere, så selv om julen for størstedelen falder d. 25., møder jeg mange forskellige traditioner i gadebilledet (eller butiksbilledet). Vi bor i Cobourg, hvor en stor del af indbyggerne har græsk eller italiensk oprindelse (en forbløffende del af den ældre generation snakker endda meget lidt engelsk), så butikkerne sælger panatone og panaforte, blandet med christmas puddings og tyske peberkager.

Men tilbage til salmerne i parken.

Vi havde fået at vide, at vi skulle komme i god tid, for at kunne få plads til bilen, og finde et godt sted at side på vores medbragte tæpper. Samtidig var der en del ender, som skulle knyttes på arbejdet den sidste dag inden vores prejuleferie, så vi ankom til Como Park i den selvvanlige blanding af stress, teenagesurhed og mild forventning (I kan selv fordele rollerne mellem de involverede medspillere, vi skiftes gerne til at være de(n) sure efter et ugennemskueligt efter-tur-mønster).

Bilen fik en god gratis plads (her burde der nok have lagt en stemme i baghovedet, som hviskede, at vi var helt urimeligt tidligt på den), og vi fik en plads på solsiden foran scenen. Cæsarsalaten og sodavanden blev pakket ud til afrikansk trommedans, som passede bedre på vejret og den skarpe sol end på højtiden.

Endelig kom messingbandet, koret, solisterne og værten på scenen. Vi blev alle budt velkomne af borgmesteren, der startede med at anderkende det oprindelige folks rettigheder til parken, og derefter opfordre alle til at købe programmer og lys i teltet hvor overskuddet gik til hans ynglings velgørenhed ”save a dog”. I juleåndens navn vil jeg afstå fra at kommentere det yderligere.

Mikrofonen gik videre til værtinden. Hun startede i et toneleje, som fik mig til at spekulere over om det var kulturforskellen, som skurede i mine ører, eller om hun lige havde bundet en dobbelt Q (årh en dowelQ med citronvand i, man bliver jo som et barn igen ved tanken), for at kunne holde seancen ud. Vi lage hårdt ud med noget fællessang støttet af messingbandet som næsten gennemført, men dog ikke helt konsekvent var uskarp på beatet og tonerne. Imellem julefællessangene var der noget teletubiesniveau børneunderholdning, og jeg kom til at falde i mit sarkastisk smågrinende hjørne, mens jeg undrede mig gevaldigt over min kollegas varme anbefaling af arrangementet.

Måske var det her en special family eddition, måske havde hun glemt hvor gamle mine børn er?

Nedenunder er der en video fra det første sæt, det ryster en del til sidst, fordi jeg ikke kunne lade være med at grine.

Pausen blev fyldt ud med messingbandet solo.

Min hjerne havde ikke besvær med at regne målet bandet stræbte efter ud, og jeg fik sådan en lyst til at hive lydskalpellen frem, og skære de lidt for lange og upræcise toner til. Ikke fordi jeg kunne gøre det bedre rent musikalsk, slet ikke. Arrangementet var faktisk helt gratis, så jeg havde slet ingen ret eller grund til at klage.

Jeg var alligevel lige ved at blive fristet af Mandens tilbud, om at vi jo godt kunne gå i pausen, og Sønnens ”Jeg vil faktisk hellere hjem og sove. Seriøst, mor!”

Men man er vel ikke Jyde og (dum)stædig for ingenting. Nu havde jeg jo købt et program til 2$.

Efterhånden som skumringen kom snigende, blev det bedre.

Det startede med en kæmpebille, som kravlede hen af Datterens arm, fortsatte med jagende flagermus og et andet sæt efter pausen med mere vægt på solisterne og klaveret. Messingbandet var stadigt på til fællessange, men de lød meget skabere.

I takt med mørket tændtes dekorationer i træerne og stearinlys (ægte og batteridrevne) omkring os. Det blev faktisk helt jul og næsten nytår til sidst da fyrværkeriet satte i gang til overturen til Tannhauser.

Jeg har i længe troet, at det var temperaturen, som forhindrede mig i at finde den indre julenisse frem.

Nu ved jeg at det er lyset.

Måske skal vi bare lade mørklægningsgardinerne være trukket for hele d. 24.