søndag den 16. oktober 2011

Uhandi-kap


Handikap er noget, man har, når der er noget, man ikke kan. Noget som ellers er let for de fleste.
 Jeg er normalt godt hjulpet af HA (HøreApparater), mundaflæsning og blufærdighedsmangel. Jeg siger gerne hva’ for 4. gang i streg, hvis jeg ikke kan høre, og beder jævnligt folk om at se på mig og tage hånden væk fra munden.
 Normalt er jeg altså ikke hørehandikappet blot drøn irriterende.

I onsdags var det anderledes:

Vi er et par stykker som venter på sporvognen, da et forholdsvis dybt påvirket stykke kvinde støder til. Min (også kvindelige) medventer rykker uroligt på sig, og jeg tænker at det egentligt må være træls at blive mødt med fordomme alle vegne. Kvinden har jo intet gjort os. Jeg vandrer frem og tilbage ved stoppestedet. Da sporvognen endelig arriverer, råber kvinden noget.
Til mig?
Jeg kan dog ikke høre hvad.
Hun snøvler, sporvognen larmer og jeg har ikke mine HA på i trafikken (det larmer jo).   
Vi stiger på, og hun bliver ved med at tale.
Selv når jeg står og stirrer hende direkte i ansigtet, kan jeg ikke forstå, hvad hun siger.
Jeg sætter mig ned finder mine HA, tænder og retter igen min opmærksomhed og øjnene mod kvinden:

”DU SKAL KRAFTEDME IKKE GLO PÅ MIG! JEG PANNER DIG EN! TRO IKKE AT JEG IKKE VIL GØRE DET! FOR DET VIL JEG! JEG SMAKER DIG LIGE PÅ NÆSEN! DU SKA SAFT SUSEME IKKE SE MIG I ØJNENE”

Godt så! I onsdags var jeg handikappet.

(Jeg overvejede kun meget kort, om jeg skulle forklare hele mundaflæsnings proceduren. Hun var ikke inden for min pædagogiske horisont. Jeg nøjedes med ikke at se på hende og hun faldt langsomt ned igen. Det tog lige en 20 minutters tid, inden jeg kunne se det barokt sjove i historien).

4 kommentarer:

  1. Jeg har nogen gange tænkt på at det må være supersvært at lære at tale engelsk når man ikke kan høre. Nu ved jeg ikke om du er helt døv eller kun delvist, alligevel er der vel nuancer i et sprog som er svære hvis man ikke kan høre dem ordentligt. Jeg er ret imponeret over at du kan tage til et udland og klare ikke bar at bo der men også fungere og endda forske. Uden at kunne høre en dyt.
    Det er garanteret også en anden oplevelse at løbe i en konkurrence med en masse udenomsstøj som forstyrrer i at høre de vigtige meddelelser. På den anden side så kan jeg jo godt høre - når jeg altså vil ;-) - og alligevel forstår jeg ikke en brik når jeg er til konkurrencer i Finland. Så er det jo samme sag. Jeg følger bare strømmen og gør som de andre og det har da virket meget godt indtil nu.
    Jeg tror heller ikke rigtigt at hende der damen var åben over for en pædagogsik indførsel i hørehandicaps samt modeller af høreapparater versus mundaflæsning - det var vist bare en af den slags man helst skal holde sig væk fra. Temmelig ubehageligt fordi man aldrig ved hvad hun kan finde på og du er da ekstra sårbar i sådan en situation. Måske du skulle have taget høreapparaterne og vist hende dem - men så kunne du nemt være blevet rodet endnu mere ind i hendes uforudsigelig kommunikationsform....

    SvarSlet
  2. Hørelsen er en sær sans, især fordi vi faktisk har et ret voldsomt dynamisk område (dvs der er stort forskel på den mindste lyd vi kan høre og det stærkeste lydtryk som er behageligt). Der er høretab i alle størrelser fra et man ikke bemærker og til total døvhed.
    Mit hørretab ligger omkring 50-60 dB. Dvs at en lyd skal have ca 100 gange højere lydtryk, for at jeg kan høre den uden HA, end det du kan høre, når du er forkølet, og har ørerne stoppet ud med snot. Men dyt er som regel højt nok til at jeg opfanger det ;-).
    Sjovt nok har jeg ikke haft problemer med at lære sprog (og taler et ok omend ret Brittisk engelsk ;-) ), til gengæld er det vildt svært for mig at høre, hvordan ord staves.
    Hvis der ikke er støj, og folk ikke har ryggen til, kan jeg høre det meste. I støj, eller hvis jeg er træt, siger jeg hva' mange gange.
    Da jeg ikke har prøvet at være normalthørende, ved jeg faktisk ikke hvordan det er, at have en hørenedsættelse, fordi jeg ikke har noget at sammenligne med.

    Hende damen kunne ikke nås, tror jeg. Måske kan man sige at hendes handikap var større end mit?

    SvarSlet
  3. Åh hvor træls en oplevelse. Skøre kælling! Men de er jo derude. Jeg går ud fra, at det var en af de situationer, hvor man forbander sit handikap langt væk. Endnu længere væk.
    Men hvor er du høflig at insistere på at høre, hvad klampen faktisk sagde i stedet for bare at smile og nikke og trisse ned i den anden ende af sporvognen... Men sådan en overhaling til resultat.

    SvarSlet
  4. Naiv er nok mere ordet.
    Jeg har besluttet mig for at behandle alle venligt.
    Også dem som ikke ligner mig og mine.
    Fordi de også er mennesker.
    Og jeg gør det faktisk også for det meste.
    Nogen dage er jeg træt og lukker mig surt inde i mig selv.
    Men lige den dag var jeg allerede lidt små forarget over min medventers reaktion.
    Og skulle i hvertfald lige vise at man godt kan behandle påvirkede tatoverende kvinder i beskidt tøj med menneskerespect.

    Jo mere jeg tænker over det jo mere grotesk morsomt bliver det.

    SvarSlet