søndag den 9. oktober 2011

TAG MINE ARME NED!


Eller, lad bare være med det. Måske er det godt for mormorblævret at blive luftet lidt?

Den lange historie:
Jeg sov med min mobil knuget i hånden. Fordi jeg ikke altid kan høre, når den ringer, og 6:00 am er noget tidligere, end det mit indre ur kalder morgen.
Der var dog igen grund til at klæbe mig til en vibratoreffekt.

Jeg var lysvågen kl 5, efter en drøm om noget meget larmende SSF valgkamp, som havde distraheret mig så meget, at jeg havde misset ½ maratonstarten med 30 min.

Nej, den drøm skal ikke analyseres.

Efter 40 minutter opgav jeg mere søvn og trissede lidt rundt om mig selv, mens jeg forsøgte at få telefonen til at lade op (forgæves = ingen billeder), spiste en håndfuld mandler og drak et glas vand.

Manden satte mig og min pose med varmt skiftetøj af ved Melbourne Cricket Ground lidt i 7. Med godt 28000 tilmeldte løbere er kø et fænomen man må forholde sig til, så jeg ville gerne have god tid. Vejret var vådt på vej derind men opklarende.

Kl 7:20 havde jeg afleveret mit varme tøj, været på toilettet, kikket misundelig på hjælpere som drak te, set det fantastiske RUNNING EXPO og vantro diskuteret et par løbesokker til 40$ (220kr) pr par. De var godt nok sat ned til 30$ (165kr) i dagens hellige anledning. Pr par! Men så var der jo også både en højre og en vestre sok fortalte sælgeren stolt, og kompressionsokker havde de da hørt om… noget med ekstra støtte under svangen.

Den lader vi lige stå lidt. Det er sikkert også bare mig, som ikke ved hvad jeg snakker om.

Melbourne Maraton Festival er: Stort som i MANGE mennesker. Men godt organiseret. Der var masser af hjælpere, og på strategiske steder råbte de vejledninger i megafon, både i startområdet og på ruten. Selv jeg kunne høre det meste.

Efter tusset lidt omkring løb jeg ind i en kollega. Det viste sig, at der var 5 andre biologer fra Cesarhouse alle meldt til halvmaraton. Vi fulgtes ad til startområdet. De plejede at løbe langsomt sammen de første 10 km, og så løbe deres eget løb derefter.
Jeg ville egentlig hægte mig på, men blev sammen med den ældste af dem skilt fra gruppen, da løberne rykkede tættere sammen lige før start. Vince og jeg var enige om, at de andre måtte være bag os, og at vi skulle løbe langsomt, så vi kunne se dem, når de overhalede. Hvorefter Vince luntede af sted med en 5:30 min/km (dvs mit intervaltempo, altså meget hurtigere end jeg skulle løbe). Jeg lod mig falde tilbage, men fik ikke øje på resten af gruppen. Måske var de alligevel foran?

Nå pyt.

Jeg var jo faktisk kommet for at løbe mit eget løb. Og hvor hyggeligt det end er at løbe sammen med folk, er det også dybt frustrerende som hørehæmmet. Folk kikker ikke på mig, jeg kikker ikke på dem, og fatter en meget lille brøkdel af samtalen.

Jeg lage ud med at ligge omkring 6:45 min/km og der blev jeg stort set hele løbet ud. Lidt hurtigere de km hvor der ikke var drikkestationer, lidt langsommere med drikkestationer da jeg gik, mens jeg drak. Der var Powerade halvdelen af gangene. Jeg ved ikke, om den var lidt ekstra fortyndet. Normalt syntes jeg, at energidrikke er kvalmede klistret og sødt til løb, men her var det perfekt. Jeg tog et krus vand ved hver station og også et krus energidrik når det var der.

Vejret var til den kølige side, Jeg havde løbejakken med, men den var bundet om livet 18 af de 21 km. Der kom kun lidt finregn, da jeg var omkring 8-10 km inde i løbet. Vinden var let og solen var spotvis fremme. Jeg kan kun være tilfreds med de klimatiske betingelser.

3 km inde på ruten så vi maratonvinderen komme sprintende imod os. Han må have løbet 37-8 km, og så ud som om han kunne blive ved lige så længe det skulle være og lidt til.

Jeg løb et stykke ved siden af to mænd udklædt som brudepar. Med den mest behårede som bruden. Hvor kjoleryggen gabte stort var hængt et banner:
nobody choses to be an asylum seeker
Kan I huske, der var en, som ville finde en øde ø til et asylcenter en gang? Hun havde fået ideen fra Australien. Men her findes altså også en opposition, som ikke mener, at det er hensigtsmæssigt, at spærre asylansøgere inde bag pigtråd.

Folk stod i kø ved toiletterne allerede 3 km efter starten. Jeg skulle ikke, og fik derfor hverken afprøvet køen eller CCU.

Der var de to veninder som på ryggen af ens løbetrøjer havde skrevet:

Laura                                      Lyn
I’m still                                   Yeah
Standing                                 Yeah
                                               Yeah

Jeg spottede en i Aalborg Uni T-shirt, men han løb for hurtigt til, at jeg kunne nå at sige hej på dansk.

Hvad ellers?

Jeg løb. 
Det var dejligt. 
Jeg havde hele tiden mit sidste lange træningspas i baghovedet. Huskede mig på hvor let det var at løbe fra 0-19 km og hvor tung den sidste km var. Hver gang jeg løb under 6:30 min/km, fordi benene altså så gerne ville, satte jeg farten ned.
Jeg regnede med at det ville blive svært, men det blev det aldrig.
Der var ikke så mange, som heppede på folk de ikke kendte… så jeg gjorde det til en dyd at heppe på ”hepperne” (altså dem som heppede, ikke de andre), og sige tak for støtten.

Den sidste km gav jeg mig selv lov til at løbe, som jeg havde lyst til. 

Så det blev den hurtigste.

Aj altså det var en fest!

Og en værdig måde at fejre bloggens indlæg nr 100.

Hurra!

Bagefter var det ren gåsegang overalt i målområdet. Jeg besluttede mig for at hente det som skulle hentes, og komme væk.
Der var et par timer inden Mand og unger kunne hente mig, og jeg kender en lækker bogcafe på den nærliggende Swan street.

Så jeg spurgte selvfølgelig en lokaltudsende kvinde om vej til Swanston street.

Måske var jeg alligevel lidt træt.

I hvert fald var jeg ret træt halvanden times gang og tre lokales hjælp senere.
Jeg fandt aldrig bogcafeen.   

Men hul i det. Hul i alle de effing reklamer som min complimentary bag udgjorde. Hul i at jeg nu er øm i underben og knæ, og fik en feberlinende tur en 30 minutters tid, da jeg kom hjem.

For jeg gjorde det, og i fin stil!


8 kommentarer:

  1. Super beretning - lidt øv, at mobilen ikke var samarbejdsvillig mht. billeder.

    Og så vil jeg da overhovedet ikke hjælpe dig med at få dine arme ned. Tværtimod... man skal huske at fejre sine sejre, og det er i den grad en flot præstation, du har ydet. Så hvis du bliver træt af at holde armene oppe, så skal jeg prøve at hjælpe dig med at få dem op igen :-D

    SvarSlet
  2. DU ER SIMPELTHEN SEJ!
    Tak for beretningen og tusind tillykker' med indlæg nr. 100
    Trompetfanfarer lyder fra Normandiet! Og også lidt blinkende lygter ;)

    Fik engang et gavekort til en sportsforretning.. og endte med at bruge de sidste 130 kr!!!!! på et par løbesokker.

    Kan IKKE mærke forskel overhovedet.

    Men tillykke endnu engang - du er fantastisk!

    SvarSlet
  3. Hold du bare armene deroppe, ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe!
    Så flot klaret og det har faktisk været helt utroligt at følge dig hele vejen fra din blog på Motionsløb og hertil. Sikke en udvikling!

    SvarSlet
  4. Tak!

    Har købt nogle billeder af Marathonphoto. Til flere hunderede kroner (i hvert fald 3). møjkapitalistiskmarthonforehavendehelemelbournearangementet.
    Men de er det værd!
    Viste slet ikke at jeg kunne se sådan ud.
    Tror det klær mig.

    De skal nok komme her på bloggen også. Åhh ja selvfedme er den bedste fedme.

    Tak for opbakning, INSPIRATION, gode historier og råd.

    Og tusind tak for at følge med, Jeg er sikker på at jeg ikke ville være gået så konsekvent til vaflerne, hvis jeg ikke kunne dele det med nogen.

    Gad vide om man kan købe løbesokker stk vis... hvis der nu kun er hul i den ene? 1 højresok 110 kr?
    Det skal selvfølgeligt være ordenligt kram, hvis man løber langt. Det kan jeg godt forstå. Syntes bare det er en vild pris for et par ankelsokker.

    SvarSlet
  5. Stort tillykke med dit første halvmaraton! Knagme godt klaret, flot løbet! Det ér sådan en dejlig fornemmelse at nå sådan et mål.

    Jeg er meget glad for mine Falke-løbesokker. De er også ret dyre, omkring 130,- tror jeg, men jeg har aldrig fået en vabel i dem og jeg er ellers normalt rigtigt godt disponeret for vabler *suk*
    Der er også højre- og venstresokker og det er let nok at holde styr på, for til den pris passer man godt på dem, så venstresokkerne ikke får lov til at luske sig væk i ubevogtede øjeblikke ligesom vi kender det fra de almindelige hverdags-venstresokker =)

    SvarSlet
  6. Tak :-).

    Jeg har også et par Falkeløbesokker med L og R på, som er enormt lækre. Jeg fik dem foræret og er som du rigtig glad for dem :-).

    Jeg kan godt se pointen i en sok som passer til foden, som er let velventileret og tynd, så fødderne ikke damper for meget. Især hvis man som du har problemer med vabler. Med det vi byder vores fødder skal vi pakke dem ind i ordenligt kram.

    Faktisk var min bemærkning om sælgerens anprisning møntet på at sokker formet efter fodenskrumning (og derfor højre og venstrefodet) ikke er noget nyt og ikke er et argument for at bruge 220 kr på et par sokker (altså 70% mere end et par Falke koster).
    Jeg kan bedre forstå at kompressionssokker koster så meget, da de har en ekstra funktionalitet.

    Desuden var disse vidundere meget tykke under foden. angiveligt for at give en "pudeeffekt" (personlig siger jeg "nej tak" til at løbe på puder. Men det er måske fordi jeg trods alt ikke løber så mange km igen). Selv om overfoden kunne lukke dampen ud, kan jeg levende forestille mig hvor varme mine fusser ville blive. Selv på en vinterdag. Varme, fugtige og vableinviterende.

    Jeg skal dog blankt indrømme at jeg ikke har haft disse sokker på fødderne og at de sikkert er fantastiske. Når de kan sælge dem til den pris, må der være noget om det.

    Igen, alt dette siger nok mere om mine manglende løbesokkeviden, det faktum at ingen i min familie købte så meget som skyggen af en sok, før jeg fyldte 18, og især den allergi overfor overdreven kommercialitet jeg er ved at opbygge hernede.

    SvarSlet
  7. Tillykke med sejren! For det er en sejr. At gennemføre ikke bare de 21,1 km, men at holde gejsten, energien og lysten oppe under al den træning, som har ligget forud. Det var en dejlig beretning om din oplevelse.
    Og tillykke med dit indlæg nr. 100. Det har også hjulpet mig siden day one at skrive. Og opbakningen og inspirationen hjælper virkelig..:-)

    SvarSlet
  8. Tak Katrine. Hvis jeg ikke havde kunnet suge til mig af bl.a. dine erfaringer ville jeg ikke have sat mig så langsigtede mål. Tak.
    Jeg har tænkt lidt over, hvorfor jeg kan glæde mig så uforbeholden over en tid, som nok er midt i feltet men klart til den langsomme side.
    For det føltes virkelig som en sejr. En sejr over mig selv.
    Tænk hvis jeg kunne overføre det til resten af livet. stræbe efter at forbedre mig og være lykkelig når det lykkes uanset min objektive placering i forhold til andre.

    SvarSlet