mandag den 31. oktober 2011

Romantik på vestjysk


 Den fødselsdagsgave som gjorde mig allermest glad var en stor pose tristtøre gule skumbananer. Det skulle have været de der fra Carletti med chokolade vekao overtræk, men de fås ikke i Melbournes dagligvarehandel. Manden havde derfor købt en stor plade GOLD dark chocolate (med 48% kakao UHU) så jeg kunne overtrække dem selv.

Det er ikke fordi jeg kan lide dem.

Jeg afskyr skumbananer.

Den øverste skumbanan i posen smager næsten OK. Nummer to er ulækkert syntetisk og derfra er de uspiselige.

Hvilket ikke forhindrer mine hænder i helt autonomt at dumpe den ene efter den anden ind i mundhulen på mig.

Højgravid spiste jeg engang en hel pose bil-i-solskins-varme bløde skumbananer mellem Varde og Skejby.
Akkompagneret af højlydt brok hver gang endnu en smeltet syntetbanan ramte min gane.

Og er det ikke de bedste gaver?

”Jeg kender dine fejl og elsker dig stadig” gaver.

3 kommentarer:

  1. Fantastisk symbolsk gave. Flere af dem. De kræver nemlig meget mere af giveren end at køre kortet igennem i Magasin. Eller hvor det nu bliver. ;-)
    Du er elsket. :-)

    SvarSlet
  2. ihhh det kender jeg godt. Det er lidt ligesom p-tærter. For jeg kan bare ikke få en skumbanan forbi min drøbel!!

    Men afgjort en fantastisk gave!! Jeg blev jo helt bekymret for om du havde fået nogle - gaver altså

    SvarSlet
  3. Det er nemlig rigtigt, det er ikke længden af de tal som bipper op på dankortterminalen som betyder noget. Slet ikke når man har fælleskonto med den som svinger kortet :-D.
    Skumbananerne rammer kun min mavesæk fordi jeg er for civiliseret til at ville spytte dem ud igen ;-).
    Jo jo, jeg fik skam gaver. Der er slet ikke noget at være bekymret for kongmor.

    SvarSlet