Uge 8 af mit halvmaraton program dikterede:
10 km, 4X500m interval (og jeg har løbet i et år, så jeg må godt, indsæt selv en fjollet dans), 5 km og 45 minutters gang.
Det burde være til at finde ud af.
Og jeg kiksede i første forsøg.
Det var ikke en spektakulær, tragisk eller dramatisk kiksen. Ikke et kiks som huskes og går i arv som historien hvor bedstemor kiksede.
Mere sådan en kikset kiksen.
De 5 km gik fint. Jeg fik et akut behov for at hente ungernes påskeæg til fods og fik dermed 45 minutters gang med arbejdsrygsæk.
Langfredag tog vi i solskin til den smukke Maribyrnong river. Vejret var perfekt. Smuk blå himmel ca. 18 grader og en frisk vind så det aldrig blev for varmt.
Stisystemet langs floden forbinder en række parker. På få kilometer løb jeg forbi både nogle af de fineste og nogle af de mindst attraktive kvartere i byen. Efter 6 km med omkring 7,20 min/km syndes jeg godt at jeg kunne give den ekstra gas de sidste 3 km. Nøj hvor var det lækkert altså!
Jeg skal altså til at tage mig sammen, så jeg kan løbe lidt hurtigere lidt oftere. Efter den 9 km var jeg helt færdig og super tilfreds med mig selv.
Fantastisk tur, lige indtil jeg huskede, hvad der egentlig stod på programmet.
Efter en times ærgelse besluttede jeg mig for, at jeg bare kunne tage en ekstra km som opvarming til søndages intervaller.
Der kom så ugens andet kiks.
Som er mindst lige så kikset.
Vi var inviteret til noget påske grill kl 13.00. “Eller som vi siger hernede 1 pm”.
I mit hoved var det blevet til kl 3 eftermiddag, altså kl 15, eller 3 pm.
Og nej det er ikke første gang, jeg gør sådan noget.
Så jeg sov længe, nulrede rundt med kartoffelsalaten, kom i løbetøjet over middag og ville lige tjekke, at vi havde organiseret de ting, vi var blevet bedt om at tage med. UPS, løbetøjet blev pakket væk igen, og vi nåede næsten frem til grilltiden.
Jeg legede kort med tanken om at låne en mandag og få ugen til at så sådan semi op alligevel.
Men det ville trods alt være for kikset.
Så jeg tog da bare uge 8 igen.
Ordenligt blev der sagt.
Selv om intervaller ikke er blandt mine ynglingspas. I hvertfald ikke nummer tre og fire på en tur. Men det må jeg altså se at komme over. Køre noget mental træning måske.
Så jeg kan få lidt fart på en gang i mellem. Fx på de langture som ellers kommer til at tage vildt langtid om bare nogle få uger, hvis altså jeg følger programmet.
Og dét gør jeg nemlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar