Nu er vores sponsorship blevet godkendt.
Dvs projektet og institutionen og mine kvalifikationer
er blevet fundet værdige til den visum klasse, vi søger.
Det er af stor betydning, da "visiting
academic" klassen giver min mand lov til at arbejde, og giver ungerne lov
til at gå i skole på lige fod med australske statsborgere.
Bare for at det hele ikke skal blive for kedeligt, har
departementet lavet et smertefrit kønsskifte af min ægtepartner, så vi nu
officielt er en regnbuefamilie.
Jeg er lidt spændt på, om det bliver nødvendigt at
forklæde Manden som kvinde, når vi skal rejse hjem.
Det bliver ikke en let opgave.
Måske mere sjovt end overbevisende?
Det bedste er, at visum behandlingen skam ikke er
overstået endnu. Nu skal det vurderes, om vi som personer er nogen, man vil
lade blive helt til midt april.
Så det er nu forklaringen til vores ja på det
nedenstående spørgsmål skal gennemgranskes:
"Have you or any persons included in the application served in a militaryforce or state sponsored/private militia, undergone
any military/paramilitary training, or been trained in weapons/explosives use
(however described)?"
Mon det gælder pistoler lavet af en pind i femårsalderen?
SvarSletI kan da dårlig nå at få visum inden i skal rejse i midten af april.....
Helt givet hvis du har modtaget instruktion i brug af pinden.
SvarSletVores tilfælde er så en kende alvorligere, da både Manden og jeg har jagttegn.
Jeg regner med vi lige når det. Under alle omstændigheder har vi et midlertidigt visum indtil 28 dage efter visummet er færdigbehandlet. Om en uge kan vi altså være sikker på at kunne blive til planlagt hjemrejse, hvad enten vi får det visum eller ej.
Jeg er heldigvis nået et stade, hvor jeg kan læne mig over laboratoriebænken og skraldgrine over forviklingerne.
Det skal du ikke bekymre dig om. Noget af det. Alstå kun hvis det ikke lige er fordi en af jer har rendt rundt i the Lord's Resistence Army i Congo. Jeg tør næsten ikke skrive dette, men der er en hemmelig vejledning et eller andet sted der siger, at man kun skal svare ja, hvis det er mere end den normale obligatoriske værnepligt - hvis det har været en længere karriere. Det fandt vi ud af efter vi havde svaret ja ca 5 gange og forklaret at Hr Husbond havde været i faldskærmstrupper etc. Og så længe I ikke er fra Libanon/Taliban/Congo er de sgu ligeglade (selv en Colombiansk milits går fint igennem i disse dage).
SvarSletOg det der med kønnet. Hr husbond er fra Italien og hedder Nicola. Han har været Mrs stort set alle steder siden vi landede for 6 år siden. Og så må jeg jo være Mr med det er underlige navn de ikke kender, som minder om noget fra Indien. Det har aldrig betydet det store. Så længe ansøgningen er indleveret og der står Danmark, så er I på plads. I får sikkert først svar dagen før i rejser hjem... men et overgangs-visa er alt I behøver.
Men det er et sindssygt arbejde at søge. Jeg ville hellere søge et ARC grant end endnu et visa....
Mange hilsner herfra
Signe
Tak Hr Signe
SvarSletJeg er ikke bekymret mere, bare rigtigt godt underholdt.
Der er vist en del hemmelige vejledninger, nogle gange virker det endda, som om der er flere lag af dem. Så de svar jeg får afhænger af hvem jeg tilfældigvis træffer på telefonen.
Lige med hensyn til våbenbrug spurgte jeg faktisk første gang, om de virkeligt mente, at vi skulle skrive jagttegnet på.
Det måtte telefondamen ikke svare på, da det ville være at hjælpe med min ansøgning.
Den lader vi lige stå lidt for sig selv.
Til gengæld fik jeg sniffet op, at vi ikke behøvede at gennemgå det obligatoriske store tjek for tuberkolose og fodsvamp (nej jeg er ikke ironisk, fodsvamp indgår i lægetjekket). Så der sparede jeg lige 6 tusind kr.
Den rene straffeattest, fra alle lande hvor man har opholdt sig i over 6 måneder, gav mig et mindre panikanfald, da jeg, 3 dage inden deadline, opdagede at der var mindst 14 dages ventetid på den. Men den behøver man tilsyneladende heller ikke alligevel, hvis man ringer og spørger den rigtige.
Så ja det er et sindsygt arbejde at søge visum, og jeg er sindsygt glad for, at vi kommer fra en priviligeret baggrund i et priviligeret land. Jeg har også på fornemmelsen, at mit rødbedefarvede pas og blå øjne gør nogle folk lidt ekstra hjælpsomme.
Det havde været noget svære at grine, hvis vi havde være bange for at blive udvist til tortur eller sult.
Selv om tanken om Manden i et lille pink tylskørt godt nok er universalt morsomt (omend lavkomisk).
Don't get me startet! Vi har betalt for lægecheck 3 gange. Ved de to sidste omgange havde jeg ikke været væk fra Brisbane, siden det sidste tjeck. Var jeg syg, var jeg blevet det i Australien (!!) Det har de heldigvis lavet om.
SvarSletDen mest Kafkaske oplevelse var sidste gang, hvor vi gik fra sponsorvisa til studentvisa. Det skulle i teorien kunne lade sig gøre online. The computer said no. Jeg ringede og de forklarede udenom - igen, igen, igen. 5 uger før visa skulle være på plads, tog jeg sagen i egen hånd, brugte to dage på at udfylde papirer, skaffe pasfotos, fotokopiere dokumentation (jeg lyver ikke når jeg siger at IMMI har 6 kopier af vores vielses attest) få hele lortet autoriseret af en Justice of Peace, for derefter at troppe op personligt hos myndighederne i Brisbane. Her fik jeg et nummer, ventede i næsten to timer og kom endelig til at se en dame. Hun kiggede det hele igennem "looks good" og så pludseligt: "But this is not an urgent application" - hvad mener du? jeg skal stå i Cairns om 5 uger med et studievisa. "It is policy that all non-urgent applications have to be mailed to the Department. I cannot accept it". Og så var hun ellers ikke til at hugge eller stikke i. "Hvor skal jeg sende den hen?" - "to here" - "har du ikke en indbakke du kan lægge den i?" - "It is Deparment policy that you have to mail it" - "Seriously?" Og så måtte jeg ellers gå over på den anden side af gaden (hvor der tilfældigvis lå et posthus) stikke papirerne i en recommended mail konvolut og sende hele lortet til den anden side af gaden.
Jeg er så sindssygt glad for at jeg VED jeg er god til engelsk. Ellers ville man da for alvor blive tosset i hovedet. Jeg kan lige se to kinesere sidde og glo på hinanden "tror du det er det hun siger? men det kan da ikke være rigtig. Du må have misforstået noget. Jeg troede du havde lært noget på det engelsk kursus"
Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg griner af det... det kommer nok en dag. I mellemtiden sender jeg stort tillykke med jeres visum!
(PS Lad være med at udregne din timeløn + hvad du har betalt vs den tid de har brugt - så bliver du først for alvor gal i skralden)
Det er sku' da for morsomt!
SvarSletJeg kan godt forstå, det kan være svært at grave sin humoristiske sans frem efter den omgang. Jeg håber dog den dukker op for der må være materiale til flere timers latterkrampe der.
Jeg har besluttet mig til at se det som mit bidrag til at opretholde beskæftigelsen i
administrationen af både Melbourne Uni og DIAC.
Men altså, hvis de nu tillod folk at sende ind elektronisk.
Og gemte en mappe på en server med kopier af pas, dåbs- og vielsesattester.
Så ville de kunne spare staten og en hulens masse folk for en hulens masse.
Nu skal du ikke begynde at tænke logisk - man skulle jo nødig blive effektiv. Man kunne jo komme til at gøre nogle arkiv-arbejdere arbejdsløse.
SletJep og nogle postorteringsarbejdere, postbude, fredsdommere, papirfabriksarbejdere, printerblækfabrikanter og psykologer som lever af at afhjælpe PVASD (post visum application stress disorder).
SvarSletHele det australske samfund ville gå i stå.