Det er ikke særligt lang tid siden, at jeg var overordentligt
kry, når det gjaldt løbe motivation.
Det virkeligt sære ved løb er jo, at selv en sports og
motionsfornægter som jeg kan ELSKE at løbe.
Hvordan det kan ske, aner jeg virkeligt ikke.
Den Pernille som fik en idrætslærer til at gå så meget op i
limningen, at hans kollega måtte trække af sted med ham, og trøste ham med, at
der bare er nogle elever, som man ikke KAN nå.
Men jeg elsker virkeligt at løbe.
Selv om jeg er lige så gudsjammerlig langsom til det som til
al anden sport end børnefødsler.
Alligevel har jeg svært ved at få løbet den ene tur om ugen,
jeg har besluttet mig for, at jeg under alle omstændigheder har tid til.
Selv når jeg virkelig har tid.
I lørdags gik jeg rundt i løbetøjet i lang tid og fandt på
overspringshandlinger.
Der var en mad med kirsesyltetøj, som skulle spises med Sønnen.
Der var noget tøj, som skulle vaskes.
Noget blog som skulle læses.
En gryde der skulle røres i.
…
Til sidst fandt jeg mig selv i gang med at fjerne skindet
fra de hestebønner, jeg havde sat i blød.
På 30. minut!
Det blev alligevel dråben, og jeg luntede af sted uden
forventning om andet end sure ben og nederlag.
For det er bare ikke så sjovt, når jeg ikke er inde i en opadgående
kurve.
På de pytte små ture
jeg tager for tiden, når jeg ikke ud på Merri Creek trail, og må nøjes med
umiskendelig byzone med den os og larm, som følger med.
Og kan man i det hele taget kalde sig løber, når man løber
så sjældent og så kort, som jeg efterhånden gør?
Men så var det jo, at det ikke var varmt.
At benene lod til at nyde det.
At jeg havde lyst til at løbe pokker i vold.
At jeg huskede, ikke at lade ærgrelsen over det jeg ikke kan,
kvæle glæden over det jeg kan.
Allerede inden jeg kunne se uret på fængselstårnet og vendte
hjemad, var jeg fuld af gedigen løbeglæde, og kunne nyde synet af de smukke
gladiolus og roser i haverne langs O’Hea St.
Hvorfor fanden skal det så være så svært at sparke sig selv
ud af døren?
Folk der løber må jo per definition være løbere...
SvarSletOg måske skulle du belønne dig selv med at køre et pænt sted hen når du endelig får tid til den der løbetur, i stedet for at straffe dig selv ved at løbe et sted der ikke er så rart?
Det kunne måske give en ekstra bonustur i løbet af ugen på det grimme sted, hvis du nu bliver motiveret først?
Skrev en kommentar til dit sidste indlæg, men computerne derhjemme åd den bare.... Men jeg er nysgerrig og vil gerne vide hvorfor i hulen du glæder dig til at komme hjem og tale om hårde hvidevarer????
Jeg har tænkt mig at tage sporvognen til botanisk have næste gang. Der ligger Melbournes mest berømte løbesti, som jeg må prøve, inden vi tager hjem. Selv om det godt nok føles fjollet at rejse en time frem og tilbage for at løbe i 40 minutter ;-).
SvarSletEn overgang blev alle samtaler med en venninde drejet ind på hårdevidevarer. Endten havde hun en vaskemaskine, som gik i stykker eller også brændte jeg emhætten (og køkkenet en lille lille smule ;-)). Det er ikke fordi vi ikke også har andet og vigtigere at snakke om, men der er også altid lige noget om en kogekedel eller et gasfyr også.
Nu har vores år hernede jo været lidt en parentes på hvidevarefronten (og en masse andre dagligdags trommerumting som hvidevarene kan representere i overført betydning). Det har været dejligt på mange måder, men nu kan jeg godt bruge noget rutine og "kedelig" hverdag igen. Og selv om skype er en fantastisk ting, så er det bare ikke det samme, som når man sidder i samme køkken. Jeg har slet ikke hørt noget som helst om nogen som helsts hårdevidevare liv mens vi har været hernede. Så jeg glæder mig til at side og sludre ansigt til ansigt om både meget store og virkeligt små ting.
Det kender jeg godt. Jeg vil helst løbe ture på 7-10 km, og synes at det er så svært at komme afsted, inden jeg får trænet mig op til det. Det viser sig dog stort set altid at være skønt, men det sveder jeg selvfølgelig ud til næste gang.
SvarSletOg hvis man ikke kommer afsted får man ikke trænet sig op og så kan man ikke komme afsted og så ....
SletJeg havde engang succes med ikke at stille spørgsmål om jeg ville ud at løbe. Det skulle jeg bare, og så kom jeg det også.
Der må jeg kunne finde hen igen.
Det er så mærkeligt med den slags. Ting man faktisk ved at man vil nyde, men som man alligevel gør alt for at undgå at foretage sig. But why?
SvarSletHvor ville jeg rigtigt rigtigt gerne kunne skrive et klogt svar på det spørgsmål.
Slet