lørdag den 24. september 2011

Bitter smag i munden


Mit hoved har summet over mobning de sidste dage.

Et emne jeg ellers troede, jeg endegyldigt havde fået parkeret i min store sorte mentale kuffert med hængelås.

En ting er den mobning der var, noget andet er åbenbart mobning i nutid, af andre mod andre.

Jeg troede faktisk, at jeg var sådan lidt vaccineret. Med fin fornemmelse af hvor grænsen går mellem diskussion af et reelt problem og hetz.

Og så sider jeg pludselig og griner i skæget over at en blondine (”sådan en som altid var populær i skolen og stadig er det”) bliver hængt ud som overgearet tomhjerne. Jeg var endda inde på youtube for rigtig at se hvor dum hun var. Ungerne kom ind og kikkede over skulderen. 

Øj hva’ hun går da helt i mental spagat.

AHAHA

Det smagte bare rigtigt grimt i munden bagefter. Da jeg fik tænkt mig om, altså.

Jeg troede egentligt, at jeg skjult havde fuldt lidt med på den blog, fordi det var sjov satire.

I stedet var det nok bare lækkert at se nogle af de populære få høvl, with the bravery of being out of range.

Sådan kan jeg ikke lide mig selv.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan gøre noget ved fænomenet som sådan.

Men jeg kan lade være med at se på, og dermed være en del af det.

Det er alligevel så uendelig ligegyldigt underholdning, hvem der mener hvad om hvilke blogs. 

4 kommentarer:

  1. Jeg har været et sving omkring en blog der fik mig til at føle mig meget mærkeligt tilpas, et sted hvor der blev sagt rigtig mange grimme ting om andres blogge - sådan på den personlige måde. I første omgang var jeg facineret, så blev jeg forskrækket og tilsidst væmmedes jeg. Og er aldrig kommet der igen. Men tænker nogen gange på om det virkelig kunne være rigtigt at nogen har en blog hvis formål er at hænge andres blogge ud på en negativ måde?
    Måske er det noget med at man føler sig bedre tilpas hvis andre bliver holdt lidt nede? At egen success er god men andres nederlag er heller ikke at foragte? Og derfor mobber vi? Eller kigger med når andre gør det?
    Jeg kan godt forstå den dårlige smag du fik i munden, får det selv i samme situationer. Når man selv for mange år siden var den der var offeret for mobningen så glemmer man det aldrig - det er jeg et levende bevis for!

    SvarSlet
  2. Det er store spørgsmål.
    Jeg kan lidt bedre forstå det i folkeskolen (eller på en arbejdsplads) hvor medløberne kan være bange for at det går ud over dem selv næste gang.
    Her kan man jo vælge ikke at læse med og så leve i lykkelig uvidenhed.

    Måske har mennesket et fundamentalt behov for at være med i en gruppe. En hurtig evolutionær begrundelse kan være at et menneske uden tilhørsforhold til en gruppe ikke var menneske ret længe på savannen.
    En nem og fix måde at lave en gruppe på er at definere nogen som ikke er med i gruppen. DE FORKERTE. som vi så kan blive enige om er virkeligt forkerte på den forkerte måde og sådan sementere vores rigtighed og sammenhold.
    Måske var det det jeg fandt da jeg grinte af den der video?
    Måske er det derfor det gør så ondt at blive lukket ude.
    Måske er det derfor det er så svært at sige. "Ved I hvad? Den klub gider jeg slet ikke være med i" og mene det.

    Med mindre man har en anden klub at sætte i stedet.

    Nej vi glemmer aldrig. Nogen gange tænker jeg at det nok ikke var så slemt.
    Men det var det. Pueha det er godt nok en grimme kuffert at kikke ned i.

    Jeg kan varmt anbefale Christian Jungersens "Undtagelsen" hvis du ikke har læst den.

    SvarSlet
  3. Jeg melder mig under fanerne. Jeg har læst med hos hende længe, mange steder synes jeg at satiren er sjov - men den måde hun smed Mille igennem pløret på - bryder jeg mig slet ikke om.

    Det var nogle lamme argumenter og slet ikke morsomt. Som du havde jeg den følelse af at nu vil jeg ikke være med mere.

    Desværre så jeg at kommentarerne var endnu mere hadske og frygtelige end selve indlægget.

    Mobberi er rædsomt - både at være udsat for (egen erfaring) og at se på. Man kan råbe op - men er man selv offer, hjælper det ikke en skid.

    Her har man et valg - og man kan vælge fra. Det gjorde jeg!

    SvarSlet
  4. Det eneste jeg har erfaret og hørt hjælper, er at flytte sig fysisk.
    På nettet er det heldigvis nemt og smertefrit. Ikke mindst i dette tilfælde fordi kommentarene heldigvis ikke fordeler sig rundt på de blogge som er i focus. Den ros skal de ha'.

    Jeg ved ikke om angrebet på Mille var så meget værre end angrebet på førtidspentionister og donerknapper (som jeg hele tiden fandt var over stregen) eller modeblogs (som jeg nok syntes var lidt sjovt), eller om det føles sådan, fordi jeg har læst med på milles blog først?
    Og nu var det pludseligt en jeg "kendte" det gik ud over. Som blev beskyldt for noget, som man kunne beskylde mig for. Med lige så stor ret, og formentlig lige så langt skudt forbi.

    Som jeg husker det, har der været hadske kommentarer før. Sympati tilkendegivelser med ofret, som er blevet modgået af blogejeren, og medløbere som står uimodsagt.

    Selv om det er ubehageligt for mig, tror jeg altså ikke bloggen pludselig tog en uheldig drejning. Jeg tror bare jeg fik tænkt mig lidt bedre om. Hjulpet på vej af et indlæg om noget andet fra Blogsbjerg iøvrigt.

    Godt valgt :-), jeg tror ikke vi har magt til at kvæle det, men vi kan lade være med at støtte det.

    Jeg ikke kan lade være med at syntes, jeg er en lille smugle kujonagtig, når jeg ikke går over på den blog, og råber op. Som du selv siger, ofrene kan ikke gøre noget effektivt ved det selv. Men jeg tror oprigtigt ikke, det ville hjælpe en fjært. Tvært i mod kan det højst skabe mere liv og drama derover.
    Så ynkeligt det end kan føles, nøjes jeg altså med at berøve den blog mine et til to klik om ugen. Måske ikke et slag der kan mærkes. Men et tigerspring for mit personlige velvære, og velbehag ved at se mig selv i spejlet.

    SvarSlet