søndag den 11. september 2011

Det der tvangsægteskab


Vi skal tilbage til starten af 1940’rene og ud på heden ved Herning.
Ikke så voldsomt langt væk altså, hverken i tid eller rum.
Vi har en samling mennesker, som nærmest former en sekt inden for indre mission (tænk Fiskerne og læg lidt til).
De ved helt præcis, hvem i den lille landsby, som kommer i himlen, og hvor de andre havner henne.
Og som de gode Kristne de er, er det deres pligt at gøre andre opmærksomme på, hvis når de træder uden for den uhyggeligt smalle sti, som fører til Paradis.
Der er bl.a. to søstre.
Et par stærke kvinder og deres børneflokke.
Fx Emilie
Det er ikke hendes første fornavn, men det alle bruger om hende, alle undtagen præsten som 50 år senere begraver hende.
Han står der og taler om en kærlig mor og hustru, som hedder noget helt andet. Jeg er 12 år, og rigtig forvirret over at der åbenbart er en anden, som også skal begraves den dag, og over at præsten kun snakker om hende den anden, men slet ikke nævner min mormor.
Men så langt er vi ikke nået. Emilie er hverken mor, hustru eller død endnu. Hun er skrøbelig og angst.
Angst for den straffende og dømmende gud.
Angst for de stemmer og ting som alle andre hverken kan se eller høre.
Der er også fætter Peter.
Peter er stærk og iderig. Han sælger uldsokker og sparer sammen til at starte en trikotage fabrik. Han går på kurser, og har sin forlovede i Horsens. Der er ingen tvivl om, at han er på vej steder hen, gode steder.
Søstrene bliver enige om, at det er bedst for alle, hvis Peter tager sig af Emilie. Man kan jo aldrig vide, hvordan en pige fra Horsens har det med Gud.
Og Emilie vil gå til bunds, hvis der ikke er nogen, som kan holde hende oppe. Nogen som er driftig og stabil.
Peter har selv en plan. Han bliver i Horsens, og vil ikke lade Mor og Moster bestemme.

Men hans far kommer. Med historier om hvor syg Mor er, lille svage Mor, som er ved at sygne helt hen. Af bekymring over den ukendte pige fra Horsens, Emilie og Moster.

Og hvad skal der blive af os alle sammen.

Så Peter kommer hjem og gifter sig med Emilie.

Og hvad med Emilie, hvad vil hun?
Ud over at mangfoldiggøre jorden ved at få to børn, en dreng og en pige.
Før der bliver lukket af med separate soveværelser og hænderne over dynen.
Foldet i bøn.
Emilie er stadig bange. Gud ser alt, er overalt, og alt er tegn på Guds vilje.
Eller uvilje.
Når det tordner, er det fordi, han er vred.
Der er kommunister alle vegne, de optræner deres hunde til at skide på Emilies fortov.
Og fristelser
Og djævleyngel
Emilie fortæller børnene om Gud og budende.
Mest

Du skal ære din far og din mor.

Der er så meget synd i børn.

Pigen er stærk og hurtig i hovedet. Hun sidder under bordet når storebror laver lektier, og kan både læse og stave da 1. klasse starter.

Hun er overbevist om at hun ikke hører til, at hun er adopteret.

Drengen er ikke så heldig. Aldrig rigtig gennemglad eller rolig. Som voksen altid på jagt efter at bevise, at han er bedre end Peter, og aldrig rigtigt i stand til at gøre det.

Peter skaber fabrik, sokker og trikotage.  Sparer og investerer. Får ansatte og sekretær.
En sød sekretær.
Meget sød, hende Aase.
Måske arbejder de lidt over… med lidt bibellæsning eller noget.
Peter og Aase vil gerne leve sammen, så Peter går til Emilie og siger han vil skilles.
Og vil tage børnene med.
Men Emilie vil ikke.
Hvad med Gud.
Familien.
Folk.

Og med Emilie.

De laver en aftale. Peter og børn bliver hos Emilie, men Aase bliver på fabrikken. 

Emilie passer hjem, børn, sparer på alt og skælder ud. På børnene, på Peter, på Aase og på kommunisterne som lusker omkring i haven.

Kan du ikke se dem? 
Der.
De er lige derude i skyggen.   

I 30 år venter Aase på, at Peter bliver fri.

Får ingen børn.

Venter.

Til Emilie får kræft, og ikke går til læge. Selv om hun bløder i årevis fra underlivet, og svulmer op.

Emilie går først til lægen, da hun ikke kan løbe ti skridt efter bybussen.

Det er ikke godt, hun er 72 og får 3 måneder i prognosen, men holder ud i et år.

Af angst.

For helvede.

Sygehuset er ikke rigtigt gearet til Emilie, og der er snak om at overføre hende til Psykiatrisk… Der er bare ikke så megen pointe i alt det nu.
Hun er hjemme et stykke tid med Peters, svigerinders og Datterens hjælp. Drikker kirsebærvin og nyder at sidde helt, helt stille, når der kommer folk.
Så længe at de tror, hun måske er død.
Min mormor har også humor.
Hun kommer hjem til Datteren, men det bliver kort. En morgen, efter jeg har sagt nej, da hun vil sove i min fodende, går hun ud af Hvide Sande i sutsko og natkjole på vej hjem mod Herning.

Emilie holder ved livet. Siger nej til morfin, så længe hun overhoved kan, og har forfærdelige smerter.

Men til sidst er hun væk.

Præcist et år efter begravelsen får Aase endelig sin Peter. De har ti år sammen, og jeg ser min morfar være grundglad.

De sagde, de aldrig sov sammen, før de blev gift.

Jeg håber ved gud, at det er løgn.

Det er tre generationer siden.

Jeg er uendelig heldig. Min mor er stærk. Jeg er stærk. 

Det kunne være endt rent galt.

6 kommentarer:

  1. Interessant....
    Jeg er lige ved at læse en bog om danske kvinders historie - den hedder vist Lillys historie - og det du beskriver er meget typisk for den generation. Der er temmelig meget politik og tør historie i bogen, men også rigtig meget beskrivelse af dagligdagen og hverdagen for kvinder i forskellige miljøer - by og land. Jeg skal nok gå hjem og se præcis hvad den hedder og hvem der har skrevet den. Den giver et fint billede af hvem vores oldemødre, bedstemødre og mødre er og hvorfor de er blevet som de er.

    SvarSlet
  2. Det lyder som en bog, jeg gerne vil læse også.
    Det er tankevækkende, at det er så kort tid siden.
    Det giver håb og perspektiv bl.a. når debatten om indvandrere og "middelalderlige normer" raser.
    En eller to generationer kan gøre en verden til forskel.

    SvarSlet
  3. Sikke en god historie at have med sig!
    Og hvor tankevækkende og overraskende, egentlig, at det vitterlig er forgået sådan så tæt på i tid og rum.

    SvarSlet
  4. Det er i hvertfald en historie med fortællepotentiale.
    Jeg er glad for at den ikke blev fortiet. Der er en del ting i min barndom, som kun giver mening i lyset af den.

    SvarSlet
  5. HOLD-DA-OP..
    Din mor er en stærk og sej kvinde!

    Og nej tvangsægteskaber er hverken en ny fiks idé, eller særlig muslimsk!

    Det med at blive gift af kærlighed er noget nymodens pjat.
    Hvor er jeg glad for at din morfar fik 10 glade år!
    Alt andet ville have været ubærligt.

    SvarSlet
  6. Jeps... Det har taget mig en del år helt at fatte hvor stærk og sej min mor er.
    Næsten alle var glade på min morfars vegne... og på Aases. Tænk at vente i 30 år på en mand.
    Jeg er meget meget glad for manden i mit liv, men jeg kan ikke forestille mig at vente så længe på ham.
    Og opgive at få børn selv.
    Religionen og det ukrænkelige ægteskab spiller selvfølgelig ind her, men at vente i godt 40% af et liv?
    Når det er sagt, var det noget af en positiv oplevelse at se dem begge blomstre op... min familie var ikke overstrøet med lykkelige ægteskaber da jeg var barn.

    SvarSlet