Enhver pseudoparterapeut vil kunne fortælle længe om, hvor
vigtigt det er nøje at have afstemt ferieforventningerne i familien, før man
tager af sted.
For os har det aldrig rigtigt været et emne gennem 18 års
samliv.
De voksne i familien er nemlig to helt fundamentalt
forskellige ferie typer, som grundlæggende vil det samme: Manden er rejseautist
(sluger rejseguides og kan vejkort, museer og offentligtransportsytemer på fingrene)
og jeg er rejsespontanitist (nej se der er en sti… skal vi ikke lige se hvor
den ender?). Vi er begge revnende ligeglade med om vi får ALT med, bare det vi
når sammen er godt. Vi er fleksible nok til nogen gange at gå med til det, de andre syndes er sjovt.
(En dag på tankmuseum er fx et af Datterens og mine store ofre, eller da Manden og Sønnen sad tålmodigt i en time på en kantsten i Berlin, mens vi andre havde pungen med på tøjshopping).
Nej Gud giv mig styrke... de har en internetshop! Godt jeg sidder så langt væk nu. Og vi købte altså kun to jakker og en trøje den gang. Tilsammen. På tilbud det hele. Meget stor selvbeherskelse!
Men rigtigt meget af det sjove er vi enige om:
Lange gåture hvor stemningen/naturen indsnuses.
Lækker mad.
Eksotiske indkøb (af mad).
Generel afslapning (med mad).
Få nøje prioriterede turistsites, udvalgt fra Mandens lange liste efter devisen hvad har vi mest lyst til lige nu?
Jeg skænkede derfor ikke forventningskoordinationen en
tanke, da vi sagde ja tak til en weekend i South Australia med vores
dansk/australske venner. De ville organisere alt, og vise os en masse gode ting
på vejen.
Lækkert, lækkert. Og virkeligt sødt.
Det blev til 3 dage siddende på røven i en bil, mens vi kørte
gennem uanede mængder af fladt sheepcountry for at se noget bakkelandsskab
(hovedsageligt gennem bilruden), en blå sø, et museum for Australiens første
helgen, et "sinkhole", en underjordiskgrotte, et vandfald, kæmpegranplantager
og ”gamle” nybyggerbyer.
Alt sammen meget interessant, men vi ville nok have
foretrukket at køre mindre, gå meget mere og måske se lidt af det hav vi sov
ved siden af, i stedet for at fræse to timer ind i landet lørdag morgen og
tilbage igen om aftenen.
Men alt det kunne vores venner jo ikke vide, når vi ikke
havde afstemt ferieforventningerne på forhånd.
Desuden kan de ikke holde til at gå ret langt. En weekend
tur i vores smag, ville hverken have været sjov eller muligt for dem.
Nå pyt. Vi fik med garanti set ting, vi ellers ikke ville
have tænkt over.
Den blå sø som først bliver rigtigt blå til november?
Grotten
Det er lige før at dette billede taget gennem sideruden (og
de 300 andre af samme slags) er hele weekenden værd i sig selv.
Jeg har nemlig også noget
med horisonter og lys.
Jeg rykkede ugens langtur til tirsdag, hvor jeg helt måtte
opgive at tage den i tempo, og i stedet bestilte tid hos osteopaten. 3 hele
dage i bil er mere end mit bækken kan klare med ligevægten i behold.
Løbeugen er alligevel ikke helt spildt: Hvis jeg ikke tænker
over det ligger mine intervaller omkring 5:10 min/km… 20 sekunder hurtigere end
for 4 uger siden. Så der er håb, selv om det ikke føles sandsynligt med 6:30
for alle 21 km, når jeg ikke end gang kunne holde tempoet 8 km i tirsdags.
Jeg synes du tager det fint - jeg havde nok været en anelse vrissen (internt) over at 3 dage skulle sløses væk i stedet for at opleve noget.
SvarSletMen dine billeder er super flotte. Især din horisont - det der er da virkelig verdens ende!
Lurede lige på din Berlin butik.. mums det er sager!
Vi oplevede jo noget, bare ikke lige det vi selv ville have valgt. Jeg bliv godt nok lidt stille i 20 min, da det gik op for mig, at vi var kørt ind i landet (for at se et helgenmuseum) og nu ikke ville kunne nå at tage ”the great ocean road”. Men da jeg fik sagt, at lige netop den del af turen var det, jeg helst ikke ville undvære, var det alt for sent at gøre noget ved det.
SvarSletStillet overfor valget mellem at ødelægge resten af turen for mig selv eller nyde det der var (og huske det der med ferieforventningerne til en anden gang), fik jeg heldigvis overtalt mig selv til det sidste. Det er jo ikke vores venners skyld, at de ikke kunne gætte sig til, hvad vi gerne vil se i Australien. De havde noget de gerne ville vise frem. Det driftige landbrug fx. Vi kørte faktisk gennem et lille lille bitte stykke oprindelig bush. Jeg sugede det til mig, og overvejede om jeg skulle bede dem om at stoppe, så jeg kunne lugte til landet. Mens min nabo i bilen mumlede, at det egentlig var spild af land.
Der kunne have været en masse får eller kvæg der, også.
Jeg har højtideligt lovet Datteren en ny jakke når vi er hjemme igen. Den gamle er helt slidt op efter tre års brug. Måske kommer jeg også selv til at falde i?
Fedt at du kunne se sådan på det!
SvarSletDet er bare så ærgerligt ikke at få snakket om det først. Min søde Kusine bor down under og hun har været meget rundt på specielle steder - og snuse til landet og lytte til stilheden på bushen!
Jeg synes det var et godt valg, sådan at nyde i stedet for at ærgre sig. flot at du klarede at vende humøret og tag det som en oplevelse. Nu kunne I måske bede dem om en tur til hvor I definerer hvad I gerne vil se - de har vel fået deres trang til at vise frem ud af blodet?
SvarSletOg tiden - lad nu være med at hænge dig i den. Du skal nyde dit første løb og det er LIGEMEGET hvor lang tid du bruger. Den eneste der vil tænke over det er dig
@kongmor
SvarSletVi har heldigvis nogle måneder endnu til at finde et sted at lytte til stilheden... som jeg savner en del her i Melbourne, hvor bilstøjen aldrig er rigtigt langt væk.
@Kirsten
Det er bedre, hvis vi tager os sammen og arrangerer noget selv. Damerne er 60 og 80, og kan ikke holde til at gå så meget, som vi gerne vil. En tur på vores præmisser ville betyde, at mindst en af dem skulle side ved bilen i timevis. Hvis det var mig som skulle det, det ville jeg godt nok blive muggen. Med mindre der var noget rigtigt god kage, te, læsestof, tørvejr og en god udsigt.
Det betyder så ikke at de ikke er gode venner, vi skal måske bare ikke på flerdagestur sammen.
Ved du hvad?
Du har fuldstændig ret i det, der med tiden!
Jeg prøver lige lidt mere med tempo alligevel... bare lige et par uger mere. Men lover højt at selv hvis jeg kun kan holde til at slentre de 21 km, så vil jeg nyde at gøre det.