Jeg havde faktisk besluttet mig til ikke at skrive om Breivik.
Men alle veje uden om er forkerte kan jeg mærke.
Selv om jeg befinder mig på den anden side af kloden rammer bølgen af magtesløshed fra Utøya mig i brystet.
Og vreden.
Og sorgen.
Der er så lidt jeg kan gøre ved det.
Og dog.
Jeg kan holdefast i at alt menneskeliv er helligt.
At et demokrati må kendetegnes ved ALTID at bruge mindst mulig vold.
Selv over for fanatikere.
Ikke fordi jeg får ondt af Breivik når folk vil klynge ham op, eller lukke ham inde i et mørkt rum med en dryppene hane.
Jeg har måske lidt ondt af hans familie, klassekammerater, skolelærer, naboer… alle de folk som måske kunne have skubbet til ham… som måske prøvede uden held?
Eller bare blandede sig uden om?
Jeg har ikke ondt af Breivik, det er ikke pga empati at vi skal behandle ham fair og ordenligt.
Vi skal holde fast i at alt menneskeliv er helligt, fordi det er det som gør forskellen mellem folk som os og folk som ham.
Vi skal fortælle det til vores børn, venner, kollegaer, alle de som vil og dem som ikke vil høre.
JA!!
SvarSletDet er IKKE os som skal dømme. Vi kan lukke folk inde og tie dem væk - men vi må ikke begynde at gå ned på deres syge niveau og prøve at bestemme hvem der må trække vejret.
Fundamentalt!!
Godt skrevet.
Lige nøjagtig. Godt skrevet. :-) Det hele er bare for ubeskriveligt ondt. Og rystende. Og så fundamentalt forkert.
SvarSletLige præcis Kongmor, vi skal ikke lade os trække ned på voldens niveau.
SvarSlet@kirstine: Det var først lørdag aften (tidlig lørdag morgen for jer), at den virkelige gru kik op for os hernede. Mens tabstallet endnu ”kun” var på 11, nåede jeg at blive helt lettet over at de havde fanget fyren, og at det ikke var islamister, som de havde snakket om i min podkast af fredagens orientering (hvor kun bomben i Oslo var kendt). Jeg kan meget levende forestille mig debatten i DK, frygten og presset på demokratiet, hvis det havde været en fyr i kjortel. Efter aftensmaden, som vist nærmest blev til et foredrag om demokrati og menneskerettigheder, Sønnen sad i hvert fald med fingeren i vejret, når han ville spørge om noget…. Men bagefter gik jeg på politikken.dk og blev ramt af Utøya og de unge døde mennesker som er hinsides alt fornuft, indsigt og forståelse. Det eneste jeg kan er at holde fast i, at ham Anders fandme ikke skal få noget ud af sit projekt.
Ikke fordi det giver mere mening med 68 livløsekroppe….
Det kan vi ikke give mening.
Men det giver mere mening til mit liv.
Katrine ikke Kirstine SORRY.... Jeg har et stort sort hul i min hjerne der hvor andre folk husker navne!
SvarSlet