Man høster måske som man sår

I mit drivhus står små nysåede aspargesplanter.

Hver gang jeg kikker på dem minder de mig om min bedstemors have. Og om at man nogen gange må så, og vente og vente og vente, det ene år efter det andet, før man kan høste.

Jeg har ønsket mig et aspargesbed, siden vi flyttede i hus i vinteren 1996. Men da planterne skal være 4 år før man må overveje at høste af dem, er det et langtidsprojekt. Jeg har i de 15 år været på korttidskontrakter og ikke kunnet se ret langt ud fremtiden. Det har føltes omsonst at starte et projekt op som jeg måske ikke ville se færdigt.

Jeg kan stadigt ikke garantere mig selv at vi bliver boende her.
Jeg ved dog med 100% sikkerhed at hvis jeg ikke havde sået asparges i år, så havde jeg ikke en chance for at få friske grønne asparges i haven i 2017.

Under alle omstændigheder har jeg nu forventningens glæde.