Ågedder er de lækreste

Jeg har ikke længere ondt i min hæl.

Det er jo en positiv ting.

Prisen for min totale helbredelse er, at jeg er startet forfra.

Helt forfra.

Jeg løber nu 3 ultra korte ture om ugen, med max 6 minutters løb i streg og gåpauser ind i mellem.

Faktisk følger jeg samme program, som jeg gjorde i foråret 2010.

Min krop er næsten faldet tilbage til før løbe niveau også … godt nok med lidt færre kg, men lige så løs og dvask i kødet.

Det er vildt så stor en forskel der er på en muskel som bare skal holde din krop fra at falde af sofaen, og så en der jævnligt arbejder hårdt med at flytte hele dit kadaver flere km i streg.

Det fik jeg set helt tæt på i lørdags.

Manden og jeg satte en lille jolle i Nørreåen, drev med strømmen og kastede spindere i vandet fra kl 7 til kl 16.

Det er en helt acceptabel måde at bruge en lørdag på.

Mod sædvanen var jeg ubetinget den som fik mest på krogen, både af den iretterrende slags (der var ind i mellem sidevindstød så agnen landede i grøden ved brinken eller helt op på land) og den mere spændende variant der sovser alt i bunden af jollen ind i åvand og slim.

Dagens højdepunkt var da en næsten 8 kg tung gedde trak os et par hunderede meter nedstrøms. Jeg har haft næsten lige så tunge  fisk for enden af min line før, men det har været søgedder og det er ikke det samme.

Forskellen er også åbenbar når man har fået fisken hjem i køkkenet.

En søgedde er hvid og løs i kødet, med et meget tyndt rødligt muskellag lige under skindet langs sidelinien. En ågedde har faste hvide muskler og meget tykkere og bredere lag af de røde muskler.

Og hvorfor nu det?

Ågedden lever i strømmende vand og selv om den ynder at stå i læ  for strømmen og vente på byttet, er den konstant nød til at justere sin position for ikke at blive skyllet ud af åsystemet. Søgedderne kan bedre tage det roligt, og spare på muskelkraften indtil der en mulighed for noget spiseligt for enden af bevægelsen.

Gedden er en kortdistance sprinter. Den gemmer sig i grøden og venter. Når et bytte kommer tæt nok på springer den frem, drevet af et kraftigt slag med halen. Hvis skallen undslipper i første omgang, optager gedden som regel ikke forfølgesen.

De hvide muskler, som kan arbejde hårdt men kort på sukker og uden ret meget ilt, passer perfekt til formålet. Godt nok dannes der affaldstoffer når musklen arbejder anaerobt, men i de korte tidsrum gedden arbejder på maks er det ikke noget problem. Der er masser af tid til at restituere bagefter mens byttet, eller ærgrelsen, fordøjes.

Ågedden jager på samme måde. Men oven i jagtsprinten må den også bruge muskelkraft på at holde sin plads i åen. Det er de hvide løse muskler ikke gode til. De bliver trætte og syrer til for hurtigt. De røde muskelfibre har deres farve fra myoglobin. Myoglobin er i familie med den hæmoglobin som farver hvirveldyrs blod rødt og transporterer ilt rundt i kroppen. I de røde muskler hjælper myoglobinen med at hive ilten ud af blodkarrene, og at fragte den hurtigere ind i musklens indre, hvor den kan bruges til aerobt arbejde. Når muskelen forbrænder fedt med ilt udnyttes energien meget bedre, og der dannes færre affaldsstoffer. De røde muskelceller kan blive ved med at arbejde i lang tid uden at trættes. Derfor ser et stump ågedde muskel sådan ud:

Og når den er hakket er farsen helt rødspættet.

Kulinarisk foretrækker jeg klart ågedder.
Især hvis den skal tilberedes hel, men fiskefrikadellerne bliver også bedre af det mere faste kød. De fleste fiskedunser i DK bliver lavet af saltvandsfisk, men ingen af dem kan slå en ægte geddedelle.