Krisebevisthed

Der er ret stille her på bloggen.

Jeg er i krise.

Det er ikke helt nemt at give mig selv tid til at være nærværende i den, da jeg stadig er på kursus, har en del forsker ting jeg burde tage hånd om, og et jobcenter som snart ånder mig meget mærkbart i nakken.

På "vi kan tage dine dagpenge fra dig" måden.

Nå ja, og så den der evige tarmhistorie.

Det er ret upraktisk at jeg aldrig har overskud og tid til at nyde en rigtig krise ordenligt.

Kriser er nemlig gode.

De kan føre os hen over ubehagelige overgange, som vi normalt ville undgå, til en bedre og lysere fremtid.

Kriser er en vigtig del af livet, og bør bydes velkommen som en kær omend evindelig ubelejlig ven.

Det er bare lidt træls at kriser ikke har tid og overskud pakket med i kufferten når de banker på.

PS. Det er ikke den værst tænkelige krise, min kærnefamilie er intakt og ingen af os er alvorligt syge.
Alt vil blive godt igen.

Og nej jeg er IKKE i fornægtelse ;-).