torsdag den 14. juni 2012

Vejs ende


For nogle uger siden lod jeg os alle sammen hænge og dingle ud over spændingsklippen, da jeg vendte om ved en sandbunke halvvejs til Ulstrup.

Jeg har ikke løbet den vej siden.

Den lange tur er en nu en duet, og min løbemakker bor i Ulstrup.

For at det ikke skal føles alt for tåbeligt rent transportmæssigt løber vi mod Stevnstrup, når Langå er udgangspunktet, og mod Bjerringbro når vi har start i Ulstrup.

Ikke at det logisk set gør en forskel. Men det føles dumt at køre til nabobyen, løbe mere end halvvejs hjem, vende om og lunte tilbage til nabobyen, for så at starte bilen eller springe på cyklen og køre hjem.

I dag var det mig som skulle flytte mig 8,5 km før løbeturen kunne begynde.

Jeg besluttede at slå to fluer med et smæk, og cyklede ud af grusstien.

Indtil jeg, efter at grusvejen var gledet over i hjulspor i mark, nåede dette


Det er nu fastlagt at denne løbe/cykelrute er 5 smukke km, og dermed kan blive til en fin 10 km ud og hjem tur.
Jeg er ret vild med den usprøjtede 2 meters kant på markerne

Men det er ikke hul igennem.

Selv om jeg fandt en vej over jernbanen, og mod alle odds nåede frem i tide, tog jeg alligevel den knapt så spændingsmættede direkte vej, da jeg skulle hjem.

2 kommentarer:

  1. Det er det som er så spændende ved ukendte stier og veje!! Er helt enig med dig, blomsterkanten er så smuk!
    Hernede er der nu mange marker med ukrudt i - skønt - det betyder jo færre sprøjtemidler

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker at dreje om nye hjørner.
      Man kan måske indvende, at det er begrænset, hvor overraskende det kan være rundt om hjørnet her hjemme.
      Alligevel synes jeg, at det er lige så eventyrligt her, som på den anden side at jorden. Det gælder om at holde øjnene åbne.

      For min skyld må sprøjten også meget gerne blive helt væk fra markerne.
      Det kræver så at vi allesammen er villige til at betale noget mere for maden.

      Slet