Pigen Som Ikke Ville Vokse IV

Moderen var dog ikke begejstret for at give den lille Pige, som nu spiste mindre end nogen sinde, medicin.
Hun spurgte hvad der var i den, og hvad hvert enkelt stof ville gøre i en pigekrop.

Doktoren ville ikke fortælle moderen noget. Han viste nok, hvad stor viden kan gøre ved knap så store hjerner. Desuden var der ikke tid til pjat. Landsbyen og Doktoren havde lige mistet en lille pige fordi noget slemt spiste hendes hjerne indefra. Hvis nu det slemme virkeligt var inde i denne lille pige, så måtte alle arbejde hurtigt, og uden slinger, på at slå det ned.

Moderen gik i stedet til Apotekeren, og spurgte hvad der dog var i den medicin. For hun kunne virkelig ikke lide, at give barnet noget, hun ikke viste hvad var. Apotekeren var en ganske klog mand. Så klog at han viste at Doktoren var den aller klogeste. Så Apotekeren bad Moderen, om at lytte til kundskaben, og give den lille Pige medicinen.

Moderen gav ikke op. For 3. gang søgte hun svar, og denne gang gik hun selv direkte til kilden. I de store tunge bøger på biblioteket kunne hun læse om medicinen, og alt det gode, og onde, den kunne udrette.

Pigen Som Ikke Ville Vokse III

Den kloge Doktor og Lægerne på det fine hospital kikkede på prøverne og målene. Alle kunne de se at det var galt, men ingen kunne se præcist, hvad det var, som ikke var, som det skulle være.
Måske var der noget fremmed i den lille piges krop, måske var det noget meget slemt.
Men ingen viste det helt bestemt.

Doktoren hævede det ene øjenbryn, og besluttede sig for, at det slemme ikke bare skulle have lov til at spise den lille pige indefra. Han læste alle de store tunge bøger om medicin, men fandt kun råd om syge voksne, og intet om hvad han kunne give til små bitte piger. Med begge de buskede øjenbryn løftet, og tungen hold stift lige i munden, opfandt Doktoren en medicin. Han var sikker på at medicinen måske kunne rede den lille fra det slemme.

Pigen Som Ikke Ville Vokse II

En dag tog Moderen den lille med hen til den rare gamle Doktor. Doktoren var den klogeste i landsbyen, og desuden havde han de længste og mest buskede øjenbryn i hele Kongeriget. Han målte, vejede og fandt Pigen for let. "Hm,hm" sagde Doktoren. "Hun må hellere komme til den store by mod Nord, hvor de har et rigtigt hospital, og kan tage mange prøver."

På det fine hospital var der fyldt med søde sygeplejesker i hvide uniformer. Hver gang den lille Pige kom der, snakkede de om hvor dybt hendes vener lå, og at det ikke ville gøre ret meget ondt. Men Pigen viste, at hvis hun græd højt fik hun en slikkepind, ja måske to, og det var værd at tage med, når man nu alligevel skulle stikkes i.

Pigen Som Ikke Ville Vokse I

Der var en gang for længe siden en træt Pige, som ikke ville vokse.
Hun havde de mindste små hænder, det mest nuttede bitte lille ansigt, og fødder så små at hendes Moder frygtede at Pigen aldrig ville nå voksenstørrelserne i skobutikken.

Pigen ville gerne drikke kakaomælk, men alt andet nærende blev afvist bestemt og viljefast. Hun sagde al mad gav hende ondt i maven og gjorde hende ganske kvalm. Den stakkels bekymrede Moder gav Pigen kakaomælk fra morgen til aften. Hvilket ikke var så sjovt for Pigens storesøster, der bestemt ikke skulle tage på, og pænt måtte drikke vand og spise maden, mens det lille myr fik et sugerør i glasset med den forjættende matilde.

Hovedet på bloggen

Denne blog er noget rod.

Jeg bruger den som overløb for ting som fylder i mit hoved, og lige nu er der en ny historie som banker på og vil ud.

Det bliver en føljeton sådan som det var moderne for adskillelige telefonmodeller siden.

Beklager.

Bare Børn

Noget musik fænger med det samme, allerede ved andet omkvæd synger du med og efter 3. gennemlytning er den måske ved at blive lidt slidt.

Noget musik skal høres et sted mellem 5 og 10 gange før man fatter rytmen, larmen, nødvendigheden. Sådan et stykke kan jeg oftest høre i årevis, og blive lige lykkelig over det hver gang.

Og så er der den sidste slags musik. Den som allerede efter ¼ af nummeret lyder triviel, og årh nej det bliver ved. Men som ved 4. lytning bliver interessant og derefter fuldstændigt i strid med alle naturlove bliver ved med at blive bedre for hver ny gang du sætter den på.

Meget af Patti Smiths musik falder i den anden kategori. Den sidste kategori har jeg kun hørt fra hendes hånd.

Jeg har en enkelt gang oplevet hende live. Midt i fuldstændig vandvittig arbejdsstressperiode tog jeg en aften ud af min laboratorietid og brugte den sammen med Manden i selvskab med denne spinkle kvinde som havde en helt utrolig stor autoriet.

Hun læste op af Blake (tror jeg det var).

På et propfuldt Train i Århus (jo det var den gang Århus var smilets by).

Når baggrundstøjen blev for voldsom, holdt hun mund. Kikkede ud over mængden. Ventede indtil vi viste Blake den fornødne respekt og opmærksomhed før hun fortsatte.

Og nu fås hun også som prosa.

Jeg vidste jeg ville læse ”Just Kids”. Men var i tvivl om hvor let tilgængelig den ville være.

Når det ikke lige handler om musik må jeg indrømme min indgang til kunst er doven.

Hvis ikke et værk taler direkte til mine følelser taber jeg interessen.

Der må meget gerne være noget intellektuelt gods med også.

Meget meget gerne.

Men værker som først og fremmest er en kommentar til et værk som er en kommentar til et andet værk der spejler Nitzes næsehår set gennem en metafysisk elegisk tåge keder mig.

Jeg vil ikke ud i en debat om lort på dåse mon er mere eller mindre kunst end mit ynglings aversions værk som hænger på Herning Kunst museum:

”Hvid Uld på Blåt Fløjl”

Værket består af en ramme hvor i er udspændt blåt fløjl hvor på er påsat en hvid tot uld.

Fascinerende.

Men den debat tager vi ikke fordi det er et sidespring.

Jeg var lidt nervøs for om jeg skulle slæbe mig igennem Just Kids på samme måde som jeg slæbte mig igennem Foucaults pendul. Med endeløse opremsninger af meget kloge folks meget kloge tanker. 

Det skal dog retvisende påpeges at Eco råder bod på det, de sidste 10 sider, som er forrygende god og indsigtsfuld læsning.

Min frygt var helt og aldeles ubegrundet.

Hendes stemme taler ærligt, sikkert og i et fantastisk sprog om Robert, Patti, New York og Kunst.

Jeg slugte bogen på 1 ½ dag, hvilket er alt, alt for hurtigt.

Men sproget er så smukt og jeg blev aldeles fanget af historien. På trods af en åbenlys mangel på identifikationspunkter mellem mit liv og deres historie. På trods af at jeg ikke rigtigt kender mange af de digtere og billedkunstnere som bliver nævnt i bogen af andet end navn og meget få overfladiske fakta.

Jeg lægger den lidt til side nu. Men læser den snart igen.

Langsomt, i små bidder, og højt for Manden.

Han vil insistere på at få at finde ud af hvem ham Rimbaud egentlig var.

PS. Hun er heller ikke vild med Andy Warhols værker. En kvinde med smag er hun.

Imens i en anden del af bevidstheden…

Jeg kom til at give mig selv tre bøger i fødselsdagsgave.

Og så fik jeg en af Manden.

Og Datteren kom hjem fra efterskole med sumobrødre under armen.

Siden jeg knækkede koden på Brita ridder Hubertusjagt, har jeg vist at der ikke er noget, som er så slemt at det ikke kan læses væk.

Det virker stadigt uhyggeligt godt. 

Men

Lige om lidt kommer jeg tilbage til verden (og bloggen) igen… 

bare lige én bog til.