De ord jeg ikke siger højt… endnu

Øhh ja... jeg er lidt stille.

Jeg har fået bekræftet, at jeg ikke er helt nem at tappe blod af.

Og har lært en masse nye fremmedord.

Jeg plejer ellers at synes at fremmedord er lækre. Nu er jeg ikke helt sikker på om google stadig er min ven.

Men er til gengæld overbevist om at jeg og de der ord nok skal lære at komme helt fint ud af det med hinanden.

Når altså jeg først lige får helt styr på hvormeget og hvordan jeg og de er flettet sammen.

Indtil da giver de mig lidt kvalme.

Rugbrød

Jeg kom til at love nogen noget om en opskrift på rugbrød.

Det er faktisk ikke min spidskompetence. Der er mange gode opskrifter derude med præcise mål og vejledninger, men jeg har ikke rigtigt kunne få dem til at fungere. Min surdej er gang på gang løbet løbsk og givet mit brød en ikke helt behagelig afsmag af neglelakfjerner. Brød efter brød er smuldret på skærebrættet eller har suget sig fast i formen så kun halvdelen kunne lirkes ud. Det har været en lang rejse ud i spild af mad, tid og penge.

Men nu har jeg fundet en metode som passer til mig. Jeg håber stadig at jeg kan overbevise Manden og Sønnen om, at mit hjemmebag nu er så jævnt og harmonisk, at man kan forlade sin madpakke på det. 

Det er ikke så meget en surdejsopskrift, som det er en rullende evighedsdej.

Det gør det også lidt svært at beskrive metoden kronologisk fordi hver eneste skridt i processen arbejder videre med det forrige.

Men lad os følge vandet ind i dejen.

Jeg starter med at måle en 1/2 liter kogende vand op og sætte kernerne i blød direkte i litermålet. Jeg bruger et par håndfulde hel hvede, ligeså meget skåret rug og halvt så meget græskarkerner for tiden, men det kan variere alt efter hvad der er på lager. Kærnerne udbløder som minimum indtil vandet er håndlunkent, men gerne længere (en arbejdsdagstid fx). Det skal jo selvfølgelig ikke komme til at gære, men på køl tror jeg det kan holde mange dage uden problemer.

Vandet og de udblødte kærner kommes i skålen, der lige er blevet forladt af det forrige rugbrød in spe. Skålens dejrester røres ud i vandet med den ske som er lige er brugt til at skovle rugbrødsdej op i formen. Disse rester overfører surdejskulturen fra et brød til det næste. Her kan jeg derfor justere alt efter hvor hævepotent min kultur er. Har det sidste brød hævet hurtigt og højt, skraber jeg skål og ske ret grundigt før vand + kærner kommer i. Hvis hævningen af det sidste brød var en slatten affære er jeg mere large med resterne.

Jeg putter rugmel i fordejen. Nok til at mikrokosmosset får noget at leve af, men ikke mere end dejen stadig er forholdsvis let at røre igennem.

Så skal kulturen arbejde. Hvis jeg ikke skal bage det næste brød ASAP, kommer fordejen på køl lige så snart jeg har set de første bobler i den. Den kan stå længe i køleskabet, jeg har haft den der i en uge. Det vigtige her er ikke at lade fordejen stå for længe ved stuetemperatur (eller i køleskabet) så den bliver rigtig sur som en surdej.

Når brødkurven er ved at være lidt slunken (husk brødet skal hvile i køleskabet 2 dage før det er rigtigt skivebart) tages fordejen ud i stuetemperatur. Den kan godt virke lidt død i det nu. Men skulle gerne vågne og boble op, når den bliver varmere.

Når der er liv i kulturen igen kommer jeg salt og det sidste rugmel i. Dejen skal være som en alt for stiv havregrød. Jeg smører formen med olie og sører for at få presset dejen godt ned, sammen og ud i alle hjørner (dejen skal fylde ca 2/3 af formen op). Hvis der er lufthuller i brødet nu, kommer det ikke til at hænge sammen i skiver til sidst.

Her er det så at jeg hælder den forberedte blanding af 1/2 liter vand og udblødte kærner i skålen og starter forfra med en ”ny” fordej.

Brødet hæver en time eller to, til jeg kan se at det løfter sig lidt. Jeg prikker lidt huller med en kødnål. Brødet skal ikke hæve til kanten. Så ender man også med brød i samlesæt (skorpen kan løsne sig helt).

Jeg bager mit brød ca 1 time ved 200 C i formen og ca 30 min ude af formen ved 150 C, men det vil selvfølgelig afhænge af ovn, form og brød. En god regel er:

Hvis brødet ikke slipper formen uden bøvl, er det ikke bagt nok endnu.

LIGEGYLDIGT HVAD URET SIGER!

Når brødet er bagt skal det køle let af, kommes i en plastpose og i køleskabet et par dage. Køleskab og plast er mirakelkuren, skorpen bliver blødere og brødet hænger mere sammen og klistrer mindre til kniven. Resultatet bliver et brød som godt kan skæres i madpakkevenlige skiver og spises uden at have en tandlæge på standby.

Brødet kan selvfølgelig også spises med det samme (varmt, med koldt smør), så er det noget med MEGET tykke skiver, eller bare lige at hugge endeskiven.

Smuk alligevel

Optakten til min første officielle 10 km løb og mit andet smukløb var præget af en større ansøgningsdeadline kl. 24 aftenen før.

Selv om jeg gennem hele forløbet var afklaret med at jeg ikke kommer i betragtning, var det vigtigt for mig at denne ansøgning viser at jeg tager både opslaget og mig selv seriøst. Jeg brugte en del tid på at se hvordan andre har stillet sig op, så deres forsknings profil ser så fyldig ud om muligt. Jeg undgik smidigt at gå (for meget) i foster stilling over min egen i sammenligning nærmest anorektiske videnskabelige fremtoning. Jeg lærte i stedet, hvordan jeg kunne spille lidt mere bevist med mine små statusmæssige muskler.

Stuart som jeg har skrevet artikler med er fx ikke mere en medforfatter men en International Samarbejdspartner.

Som altid når jeg har holdt en sund afstand til mine følelser i gerningsforløbet, blev jeg ramt af PAS (Post Ansøgnings Stress) i samme øjeblik jeg sendte pakken med de 19 uploadede PDF filer af sted. En tilstand som minder svært meget om PES (Post Eksamens Stress), hæmmer alle ansatser til konstruktiv logistisk handling eller planlægning og bedst behandles med uhæmmede mængder af te, Violent Femmes og Sushi. 

Jeg vågnede derfor ret dehydreret søndag kl 8 uden den fjerneste anelse om hvor løbetøj, ur, væskebælte og sko var henne.

Heldigvis kunne jeg hælde vand indenbords, mens jeg brugte en time på at samle de løse effekter sammen.

Til mit forsvar skal siges at det ikke var mig selv der havde fordelt alt grejet totalt stokastisk rundt på vores kun 105 kvadratmeter enfamilieshus. Jeg havde lagt tøjet i en vasketøjskurv i soveværelset (det var ikke nyvasket men heller ikke vaskemodent), så det burde ikke være nogen stor udfordring at få fat i det. Desværre har vores hund stor kærlighed til tøj som lugter af menneske (det er ikke uset at han glad præsentere gæster for små stykker brugte beklædningsgenstande, af den slags man ikke normalt fremviser i al offentlighed), og det tog mig altså 60 minutter at lokalisere min løbebh under en radiator på Sønnens værelse.

Jeg nåede ud af døren inden jeg med sikkerhed ville komme for sent og kørte stadig vandsippende mod den østjyske hovedstad.

Her kunne jeg godt skrive et afsnit om hvor svært det er at parallelparkere når ens urinblære er ved at eksplodere. Men jeg ved, at I sidder og hopper i kontorstolen, for at jeg skal komme videre til selve løbet.

Så I slipper.

Vejret på tangkrogen i Århus var perfekt. Tørvejr, ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for blæsende, blå himmel og sol.

Jeg nåede at stå i verdens længste toiletkø, hente start nr og chip, finde min startgruppe og danse mig til varmen inden starten gik. Jeg glemte dog helt at få tændt og startet mit ur inden vi kom af sted, og derfor står der kun 9.99 km på endomondo.

Vi var ret mange kvinder (og et par mænd) på ruten, så der var et par steder med trafikpropper. Jeg havde besluttet at jeg ville prøve at løbe 6.00 pr km, men det holdt ikke længe, og så blev det til at jeg skulle holde det under 6.30. Smukløbets rute lever godt op til sit navn, og da vi på 10 km kom igennem den to gange var der god tid til at nyde skoven og tivoli Friheden. Jeg var alligevel noget utilfreds med mig selv og min manglende hastighed. Men kom på sidste omgang i tanke om, at det jo var mit første officielle 10 km løb, og dermed under alle omstændigheder det bedste jeg nogen sinde har løbet. Jeg var i mål efter 1:03:21.

Først i bilen på vej hjem gik det op for mig at det ikke bare er min hurtigste officielle 10 km tid. Det er også over 1 minut hurtigere end jeg nogensinde har løbet 10 km.

Se se, det var jo slet ikke så ringe endda.

Nåe ja

Jeg løb jo i søndags.

Noget af vejen.

Når jeg løb var det med ca 6 1/2 min pr km.

Vejret var perfekt.

Jeg havde placeret mig aller aller bagerst for ikke konstant at blive overhalet i starten.

Der var overaskende mange biler og busser som blev lukket ind på ruten sammen med os i bagtroppen. Et par af dem dyttede af os for at komme forbi.

Er det normalt ved et stort officielt løb?

Det gik rigtigt fint indtil den anden drikke station.

Jeg løber skidt med maven fuld af vand.

Jeg fik ondt i mavesækkens øverste lukkemuskel, og ved af erfaring at hvis jeg løber videre med det kramper mit mellemgulv.

Krampe i mellemgulvet er ikke behageligt.

Så jeg aftalte med mig selv, at jeg bare skulle nå i mål inden 2 1/2 time. Det gav mig fri til at gå så snart jeg fik ondt i maven.

Jeg drak kun lidt ved den næste vandpost og slet intet ved den sidste, og det hjalp på maven.

Uden udsigt til en hæderlig tid var min motivation dog ikke stærk.

EJ

Lad mig være ærlig: min motivation var væk.

Jeg gik noget mere, end jeg havde behov for.

Så meget at jeg kunne tage de sidste 400 meter på atletik banen op til mål i mit interval tempo.

Og kom ind i den officielle tid 2.29.45.

Det er da paskram.

Jeg har brugt et par dage til at blive venner med min "præstation".

Jeg løb Aarhus 1/2 marathon som en dårlig motiveret træningstur.

Det er tåbeligt når jeg nu har betalt 200 kr for arrangementet, og når jeg ved hvor lækkert det er, når det går godt.

På den anden side:

Havde jeg ikke været tilmeldt dette løb, er jeg overbevist om, at jeg ikke havde fået løbet helt så regelmæssigt på trods af "ASS" hen over sommeren.

Der er jo de 10 km SMUK løb med madkurv lige om lidt, hvor jeg tager egen vand med rundt, så jeg kan drikke lidt af gangen.

Og så er efteråret her.

Blæst, høst i have og hegn, blå blå himmel skiftende til det der helt brune lys vi kan have i oktober.

Nøj, hvor har jeg savnet efteråret!

Så nej, mor er ikke skuffet (mere), mor er glad.

ASS (Afdelingen for Sære Skader)

Det er nu tid til at evaluere min træning, op til det 1/2 marathon jeg løber på søndag, og fastlægge et ambitions niveau.

Det startede fantastisk i foråret med løbeglæde, fremskridt på alle fronter og ny løbemakker.

Så kom juni med kighoste og seneskadet makker.

Juli var mest lungernes måned, men sluttede også med at jeg løb i et par slidte sko, og fik ondt i anklen.

August bragte en løbestils aha oplevelse og nye sko. Hvorefter jeg lige skulle afprøve, om det var skoene, som var problemet.

Indsæt selv passende kraft udtryk.

Endnu et par dage måtte afsættes til ankelpause. Med 4 uger til løbet var der INGEN luft tilbage i programmet.

Jeg har troligt flyttet mit legeme af egen kraft de km, som programmet foreskriver. På de lange ture har der dog sneget sig et par gå km ind, når jeg kunne mærke anklen.

Og nu?

Nu er september arriveret medbringende et løbeinduceret gnavsår under mit venstre bryst. Hvad fanden er nu det for noget? Er det normalt? Og hvorfor kun i venstre side? Vil et stykke plaster på stedet hjælpe eller bliver det kun værre af det?

Min plan for på søndag er først og fremmest at gennemføre de 21 km, evt fordelt på 19 km løb og 2 km gang, gerne inden for 2 1/2 timer. Nu har jeg jo betalt og alting, så vil jeg også gennemføre.

Selv om det ikke bliver kønt.

3 måneder med løn

Du får denne e-mail som kvittering, fordi du har afmeldt dig jobcentret digitalt.

Cpr. nr.: 301073-XXXX

Din afmelding er nu registreret hos jobcentret.

Du afmeldes fordi du har fået arbejde på fuld tid i mindst 14 dage.
Du afmeldes fra 03-09-2012.

Dementi

Sidder og lytter til søndagsfrokosten på P1 hvor de diskuterer den der 50 nuancer af grå. 

1 mand og 3 kvinder (når man tæller journalisten med).

Som alle lige i en sidebemærkning får sagt at de sandelig ikke har læst eller vil læse bogen.

Hvilket så ikke forhindrer dem i at mene en masse om det.

Det er ret symptomatisk for den offentlige opmærksomhed om bogen jeg er blevet udsat for.

Danmark er hverken imponeret eller ophidset over denne bog, vi værdiger den ikke et blik faktisk, vi snakker måske meget om den, men det er ikke fordi vi er interesserede. Og så sandelig ikke fordi vi er bornerte. 

I den anledning kan jeg berette for al verden (eller den ret begrænsede del af den som svinger her forbi) at:

Jeg ikke har læst den.

Jeg har ikke tænkt mig at købe den.

Hvis jeg falder over den hos frisøren vil jeg læse den (selv om jeg er frygtelig bornert).

Ind til da lover jeg højhelligt ikke at forme eller udbasunere en mening om husmoderporno i almindelighed og 50 nuancer af "Oh min gud" i særdeleshed.