1 km 2 km mange km

Nu er jeg jo matematisk student. 

Alligevel fik jeg et chok, da jeg onsdag aften uploadede mine data til Garmin Connect, og begyndte at udforske sitet.

33 km på de sidste 7 dage. Hmm de 3 af dem var godt nok nærmere gang end løb. Men alligevel 30 km fra lørdag til onsdag.

UPS... planen var jo at slå min uge rekord med et par km ikke med 5! Og hvad med mine knæ, er de ikke lidt ømme? 

Jo lidt, når jeg mærker efter.

Så i stedet for at tage 3 tempo km om fredagen ventede jeg til lørdag med løb. Hele familien tog på fisketur, med den krølle at jeg blev sat af 8 km fra destinationen og åens udmunding. 

Jeg tog et sving ind i en park med skulpturer

Jeg er ret vild med næsen på denne

Når jeg bliver voksen, vil jeg have mig en udsigt som er værdig til sådan en ramme.

Enkelt og virkeligt flot kunstværk! De grønne spirer er af keramik

Der trænes polo i parken! 

On the road again... det var lækkert at komme ud af byen

Åbent land Arhhh!

Der vandes masivt over de små planter, selv om solen stod højt og der var lovet en del regn til aften.

Men de lokale landmænd ved nok bedre end en køkkenhave ejer fra Langå

Det er ikke til at se det... men klatten til vestre er en figenkaktus (Opuntia). Værstplanten for den flue jeg brugte 4 år og en PhD på. 

Hvis indkørselen og forhaven siger noget om husets beboere, gider jeg ikke møde dem her. Men måske har de bare en søjlekaktusfetich? 

Billede taget i løb... så er der vand igen

Irmapigen sidder og nyder udsigten ved Werribee med Sønnen i skødet.

Der er dog nogen som har fået galt fat på det. Skulpturen hedder "boy"?

Hver gang jeg siger at vejret er godt, bliver jeg uværgerligt mødt af en kollega, som siger “ja, og det skal nydes for det er den SIDSTE gode dag i FLERE måneder”. 

Jeg kan ikke huske hvilke nummer “sidste fine dag” lørdag var, men rigtigt fin var den. Næsten ingen vind, 18 grader og fuld sol. Faktisk næsten for varmt til at løbe. I et øjebliks hjernestilstand valgte jeg at tage en halv liter appelsinjuice med på slæb. 

Hvis der sider nogen derude og overvejer ideen, kan den ikke anbefales... måske fortyndet juice er ok. Men den ægte vare bliver varm og klistret og hjælper slet ikke på en tør mund. Nu ved jeg det.

Knæene havde det fint indtil den sidste km. Hvor jeg lod benene finde den hastighed de selv ville som belønning for yderst disciplineret insats. 

På garmin connect stod der nu 38 km på 7 dage. Så jeg flyttede søndagsløbet til mandag, og overvejede om jeg skulle tage en lille pause. Eller løbe uge 12 i programmet to uger i streg. For var der ikke lidt muren i knæet. Jooo, lidt ikke?

Med det jeg har formasted mig til at skrive om overtræning, burde jeg vel gribe først i egen barm?

Søndag aften regnede jeg på sagen igen... og huskede at der var mindst 5 gå eller opvarmingskm ud af de 38. 

Der var også noget med udstrækning, som rumsterede i baghovedet. 

De gange jeg har løbet med udgangspunkt i Uni, har jeg ikke brugt så meget tid på udstrækningen. Intervaller er løbet i frokost pausen. Så jeg syntes ikke lige, at jeg skal bruge ekstra tid når jeg, rød i bærret, kommer tilbage. Når jeg løber hjem, har det passet med at maden så godt som stod på bordet. Efter maden er der så bad efterfulgt af familehygge/lektiehjælp/blogluring... og glemsomhed.

Udstrækning søndag aften fik næsten mine knæsymptomer til helt at forsvinde. Det udstrækningen ikke tog, var væk efter en god nats søvn. Der var INTET at mærke mandag hverken før eller efter mine 3 km tempo.

Så nu står jeg ”diskret” og strækker ud alle mulige steder.

Mens jeg venter på, at vandet skal koge til te.

Mens jeg venter på sporvognen.

Når jeg sidder i sporvogen, hvis der er plads.

På vej fra toilettet til mit skrivebord.

Mens mikroovnen varmer min frokost.

Jeg er ikke nervøs for, om mine kollegaer skal tro, jeg er tosset. 
Det stadie er passeret for længst. 
Jeg er dog lidt bange for, om de tror, jeg vil give indtryk af, at jeg er ÅHHH så sporty, at jeg bare MÅ strække ud, mens de ser det.

Men det kan æ ´hjælp’.

Jeg gider ikke have ondt i knæene, hvis det bare drejer sig om ekstra udstrækning.

På den konto har jeg også åbnet kassen med vægtambitioner. Jeg vejer 10 km for meget, i forhold til mit eget ideal. I forhold til BMI er jeg lige præcis normalvægtig, men jeg er bygget til en vægt i 50’erne ikke til 68 flaprende kg. Jeg ved, at jeg i løb den sidste måned har forbrændt, hvad der svarer til et kilo fedt. Men jeg har spist lige så meget ekstra, mindst.

Nu har jeg besluttet, at jeg vil skrive op, hver gang jeg spiser noget med sukker + en begrundelse for hvorfor jeg spiste det. Det tvinger mig til, at tænke mig lidt om, inden jeg stopper noget i munden. Forhåbentlig stopper jeg så noget mindre kage og chokolade ned. 

For det der knæpanik ... det er da for fjollet!

Graveyard

Som med meget blues behøver man ikke gå i detaljer med lyrikken. Det plejer ellers fylde meget i min tilgang til musik.
Men helt ærligt med så autentisk 70'er retrorock kan man ikke bliver andet end glad i låget!
Dejligt at Manden har tid til at opsnuse og eksponere mig for nye bands :-).

Jeg kan intervaller

Jeg har hermed for første gang fuldført et stk. tilfredsstillende veludført interval træning: 5 x 400 m med 5:45 min/km (jeg har “lappet” de sidste tre intervaller og syndes selv jeg ramte hastigheden meget godt). 

Jeg har prøvet før, men altid skuffet måtte korte de sidste intervaller af, fordi jeg er en kylling. 

Troede jeg. 

Men det er måske mest fordi, jeg har lagt for hårdt ud i forhold til mine evner. 

Så måske var det ok, at jeg er en kylling lige på det område :-D.

For at få ugen til at gå op med 4 ture, løb jeg hjem fra arbejde dagen efter. Den direkte vej hjem er ret kedelig efter Royal Park, fyldt med biler, jævnt op ad bakke og 2 km for kort til ugens letteste tur (10 km med 7:41 min/km). Så jeg planlage et sving, som ville få mig ind på Mooney Pond Creek trail et par km længere nede, end jeg før havde været. 

Her ses noget af australiens gamle røde jord (det er altså rødt IRL)

På endomondo så det ca ud til at være en tur på 11 km. Hvilket ville passe med at jeg kunne gå op af O’Hea st. og hjem som nedvarming. 

Det var ret svært at holde hastigheden helt nede i starten. Men jeg trøstede mig med, at lyskryds sænkede min gennemsnitshastighed. 

Meget australsk grafitti, USA optimisme tilsat totalt nede på jordenhed. I like it plenty.

Hen af vejen blev jeg også bedre til at lunte mig frem. 

Dette skilt er i mange haver. Først tænkte jeg at det var da lige hellig nok sådan at skilte med det. Jeg bruger da også indsamlet regnvand hjemme i Langå. Helt uden at råbe det ud til forbipasserende. Men der er selvfølgelig en grund til skilteskoven. Fra 1999 til 2010 havde Victoria den længste tørke i mandsminde (og det er en del når man regner aboriginerne med). Efterhånden som vandreserverne blev slunkne blev der strengere restriktioner på hvad man måtte bruge vandet til. Da det var værst måtte man slet ikke vande haven eller pudsevinduer. Efter al den regn de har fået det sidste år må man stadig ikke vaske bilen selv. 

7:41 er altså bedøvende langsomt! 

Jeg holder det kun ud fordi beregneren mener jeg kan træne mig op til et maraton pace på 6:15 min/km. 

Hvis interval og tempotræningen kræver, at jeg holder tempoet på de lange ture nede. 

Ja, så må jeg jo gøre det. 

Jeg gider altså ikke til at bøvle med mine knæ for alvor. 

Alt dette tænkte jeg på, mens ukendt vej blev til velkendt sti, og jeg KONSTANT tjekkede aktuelt og gennemsnitlig tempo. 

Det er ikke til at se det... men den hvide klat på billedet er en måge, som stamper krebsdyr op. Det så fuldstændigt ud som om vandet var koldt, og den ikke kunne lide at få begge føder våde samtidig. 

Jeg var taget tidlig fra arbejde for ikke at blive overrasket af mørket. Men da solen allerede gik ned kl 17:15, blev gadelygterne alligevel tændt, da jeg havde en 4 km hjem.... og havde løbet 9 km. 

Jeg havde åbenbart skåret lige rigeligt med hjørner, da jeg opmålte distancen.

Min hjerne begyndte at vende og dreje muligheder.

“Efter planen burde jeg gå de sidste 3 km. 

Det tager tid. Det bliver helt mørkt. Manden og ungerne venter med maden der hjemme. 

Der er også en 13 kms tur på ugens program. Den vil jo så tage tid fra mand og børn i weekenden. 

Med mindre jeg er lidt fleksibel, og bytter den “korte” 10 km med den “lange” 13 km.

De skal alligevel begge tages med samme fart. “

Der er dele af ruten, som ikke virker helt rare i mørke. 

Min krop lod til at have det fint med endnu et andendagsløb, så jeg fortsatte hele vejen. De ca 200 meter djævlebakke på O’Hea st gik jeg dog, uden at min puls blev lavere af det (nærmest tværtimod, det er en voldsom bakke). 

Gennemsnitsfarten (incl. gang op ad BAKKEN) var tilfredstillende lav. 

Jeg kunne godt mærke, at jeg trak lidt mere i elastikken end vanligt. Men ikke så meget at det bekymrede mig. 

Endnu....

Løbekanon?

Jeg har lige læst her, at 1/4 af alle som løbetræner i 3 måneder får en alvorlig skade. Det lyder altså helt vildt! 

Hvis den rate er konstant, og de skadede ikke begynder at løbe igen, vil 68% af løbere blive alvorligt skadet på et år. 

Hvis det moderne menneske ikke kan holde til at løbe, har vi et problem. 

Jeg håber virkelig at politikens definition af "alvorlig skade" er anderledes end min (for mig er en alvorlig skade noget potentielt kronisk). Eller at det i stor stil handler om folk, som “bare” løber derudaf uden program, og at folkeoplysning kan få bugt med problemet.

Måske skal løbeteori på skoleskemaet? 

Morgenløb til afveksling for morgensang?

Jeg ved, man allerede har det nogen steder.

Kan jeg løbe to dage i streg?

Oven på mit styrt og tilhørende rygbehandling skulle jeg lige sunde mig lidt. Jeg brød mig bl.a. ikke om at løbe, mens mit højre knæ var hævet. 

Så det blev lørdag inden jeg fik startet på løbe delen af programmets uge 10 (60 min gang, 5 km fartleg, 9 km (7.41 min/km)). Fartlegen syndes min hofte ikke var nogen god ide. Desuden var mit løbe ur måske fornærmet over at have lagt stille i 41/2 dage. Det løb tør for strøm, så snart jeg var færdig med opvarmingen. Helt ukarakteristisk, men heldigt nok, havde jeg planlagt mine 5 km i ukendt terræn. Jeg ved ikke hvor hurtig turen var... sikkert for hurtig til restitutionstur og for langsom til fartleg.

 Patterson river tæt på udløbet

Men jeg så bugten for første gang. For mig vil stiv blæst og vand altid være lig med hjem.  

Der var huse helt ned til stranden. Jeg ville ikke have noget imod at have deres udsigt.

Kameraet i min mobil er HELT håbløs når der ikke er fuld sol.

Søndag tog jeg sønnen med til en fodboldbane. Jeg efterlod ham der, mens jeg løb 4,5 km efter min næse og den anderkendte regel: “den vej hvor der er grønt lige nu, er den bedste“. Bekvemt nok var den bedste vej også altid den med den største stigning, så det var ikke svært at holde mig til de 7,41 minutter pr km. Jeg bad garmin om at “finde tilbage til start”, og måtte tage en km rundt om fodboldbanen, for at få distancen til at passe. 

Selv om det var anden dag i streg og ruten blev lidt stejl og derfor hård ved knæene mærkede jeg kun lidt til dem. Jeg prøvede nu også at variere min løbe stil lidt under vejes. Jeg trak benene lidt længere ind under kroppen i et forsøg på at lande mere midt/forfods og dermed måske skåne knæene. Det virkede rigtigt godt faktisk. Jeg kom bare til at løbe lidt for hurtigt af det. Allerede efter et par km blev jeg dog træt i foden, og skiftede tilbage til min almindelige hællanding. 

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg har fået plads til en hel løbeuge på trods af mit uheld. uge 11 i programmet er dog en udfordring. Der er 4 dage med løb og efter for første gang at have taget to løbedage i streg i weekenden, kunne min løbe uge først starte tirsdag (i går). Med 13 km løb (7:41m/km), int. 5 x 400 meter (5:45 m/km), 10 km løb (7:41m/km) og 3 km tempo (6:14) bliver der også bøvl med at finde tid til to lange ture i dagslys. 

Ikke desto mindre vil jeg gerne holde planen denne uge. Jeg får (forhåbenligt) snart travlt i laboratoriet, og bliver nød til at file og strække mine løbeplaner, så de passer til det. især når det allerede er mørkt kl 18. Jo flere hele løbe uger jeg kan få inden, jo større chance for at jeg faktisk kommer til at løbe de 21 km. Så selv om ugens første løbetur var i går, løber jeg hjem fra arbejde i dag + en ekstra krølle så det bliver til 10 km. De frygtede intervaller var nemlig slet ikke så slemme når jeg holder hastigheden på 5:45 og nøjes med 400 m af gangen. Hvem ved måske er jeg sådan en, som kan træne 4 gange om ugen, hvis jeg ikke løber for stærkt (i forhold til mine evner) på lange ture og intervaller? Og 28 km på en uge + opvarming til interval og tempotur (2 km).... Hey jeg er begyndt at slå mig selv igen :-D.

At surfe er at løbe

Man kan lære meget på nettet! Jeg kommer jævnligt forbi May Britt og faldt for et par dage siden over dette link. Her kan man få beregnet sine løbs- og træningstider. Modellen bygger på statistik over virkelige løberes virkelige data. Nu er det ikke fordi jeg drømmer om at løbe stærkt... lidt realitetssans har jeg trods alt. Men lidt hurtigere vil man vel altid gerne være.

Måske fordi det er sjovt at løbe hurtigt (jo det er så, selv om jeg kun oplever det i glimt). 

Måske fordi den langsomste “tidsholdergruppe” på det der halvmaraton faktisk er næsten 20 minutter hurtigere, end jeg regner med at være, hvis jeg holder mit nuværende niveau.

Jeg tastede min seneste 5 km løbstid ind fra i sommers (min ca tid fra Smukløbet), og fik at vide at tiden enten var for hurtig eller for langsom for modellen. 

Nok næppe for hurtig vel?

Faktisk er jeg to minutter langsommere på 5 km end modellen tillader. Tænk ... måske løber jeg slet ikke. Måske slentrer jeg bare? 

Nå, men jeg tastede den langsomst tilladte tid ind. Måske kan jeg også løbe 5 km på under 30 minutter nu (læg selv den ironiske stemme under). Det går jo altid lidt hurtigere til rigtige løb.

Og ved I hvad... i følge beregneren løber jeg for hurtigt på mine lange ture og på intervallerne! 

Selv om jeg har tastet en hurtigere 5km tid ind.

Så tror da pokker at jeg har svært ved at holde dampen oppe til 4 x 500 meter med 5-5:20 min/km... Ifølge modellen skal jeg løbe 4 x 400 meter med 5.45 min/km.Til gengæld bør jeg nok lægge lidt mere fart på mine tempoture. 

Nu har jeg modificeret mit løbeprogram, kortet intervallerne lidt ned og skrevet tempo på... Så nu er jeg ret spændt på om jeg har disciplin til at følge programmet. 

Tiden kan dog godt blive en træls factor på de lange ture med hele 7:41 min/km. Jeg skal jo helst kunne nå hjem, mens jeg stadig kan se fortoves bakker og dale.

Note:

Jeg ved godt at der findes en bunke hyggemotionsløbere derude som ville blive skuffet hvis de løb med 5:45 min/km på en dag med de ondeste tømmermænd og en voldsom maveinfluenza.

Mit oprindelige påskud for formål med at skrive her, er at viderebringe fortællingen om, at man godt kan være den langsomste i klassen, og den som aldrig blev valgt frivilligt til holdene i idræt.

Men alligevel have det rigtigt godt med at løbe.  

Tage løberiet (slenteriet?) semi-seriøst. Med løbeplaner og mål. 

Og være absurd stolt over pyttesmå fremskridt.

4 more years?

Jeg har ikke slået nogle personlige rekorder siden vi kom til Australien. 

Der er flere undskyldninger grunde. 

Først var der de 3-4 uger, det tog før jeg fik regelmæssigt gang i løberiet igen. Det betyder at jeg først i næste uge kommer til et jomfrueligt område i mit program. 

Så er der trafikken. Der er ikke mange steder, omkring hvor jeg bor, hvor jeg bare kan løbe derud af uden at skulle krydse veje. Det kan nemt tage et 1/2 til et helt minut at komme over.

Terrænet er mere kuperet både på macro og microskala.

Jeg nyder at løbe nye veje, med tilknyttet hastighedssænkning når jeg ikke helt ved, hvor jeg er. Hip hurra for Garmins Navigater funktion siger jeg bare!

Min sidste lange tur var jeg dog nogenlunde tilfredsen med. 7:12 min/km inklusiv BAKKEN.  Halvdelen af turen blev løbet gennem mørke i lyset fra min telefon. Langs Railroad Canal som faktisk hedder Mooney Ponds Creek her oppe. Jeg må indrømme, jeg var lidt lettet da de spredte gadelamper og O’Hea st. dukkede op. 

Jeg gjorde endnu et forsøg på at forcere bakken. Jeg nåede ca 2 meter længere op end sidst, inden jeg forpustet måtte ned i gang. 

En fyr kom joggende op af bakken. 

“It’s tough as hell isn’t it?” sagde han da han luntede forbi mig, med vandvittigt meget overskud. 

Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at råbe “one of these days I’m going to make it!”, til hans ryg. 

Han vendte sig og sagde “it took me 4 days of training”

.... eller måske var det “4 years”? Jeg løber altid uden høreapparater, så jeg kan ikke være sikker. Jo det var nok “4 years”.

Således “opmuntret” løb jeg videre fra toppen af bakken. Nogle få hundrede meter efter blev jeg stoppet af kuperingen i micro skala.

Melburneianerne er ikke emsige mht at planere hverken veje eller fortov. Jeg har ikke helt vænnet mig til de høje knæløft, som skal til, hvis man ikke hele tiden holder øje med underlaget. Så jeg snubler tit. De store ujævnheder lægger jeg dog mærke til, selv når jeg går i mine egne tanker. 

Selvfølgelig er jeg ekstra opmærksom på vejens beskaffenhed, når jeg løber. Alligevel var jeg fuldstændigt uforberedt, da fortovet i skyggen under et træ pludselig lavede en bølge under mig. Jeg faldt med et brag på min højre side.

Heldigvis skete der ingen store katestrofer. Jeg er bare blevet smukt dekoreret på knæ hofte og skulder i rød og blågrøn. 

Men den smukke skeletbalance min osteopat i Langå havde opnået på kun to behandllinger, og som jeg i 2 måneder har kunnet opretholde med 4 enkle øvelser, ligger stadig knust på fortovet langs O’Hea street.  

Først håbede jeg, at det bare var fordi, jeg var øm efter slaget. Den illusion holdt ikke til en lidt grundigere mærken efter. Alle de “gamle” symptomer var tilbage fra hoften og til og med hovedet. 

Men helt imod sædvane fik jeg taget mig sammen til at finde en behandler, inden mine muskler groede uhjælpelig skæve. 

Og jeg sidder nu helt svimmel, med alle ryghvirvler helt lige over på hinanden. 

Der er nemlig også osteopater i Australien.    

10-20-30 og du bli'r glad

Måske er det her en god ide (10 sek spurt, 20 sek moderat tempo og 30 langsomt løb pr minut).

Jeg vil helt klart have nemmere ved, at motiverer mig selv til 10 sekunders spurt end til 500m interval. Til gengæld ved jeg ikke, om jeg har lyst til at skulle løbe med et øje på uret HELE tiden. 

Målgruppen er mest de motionister, som er i fare for at miste motivationen. Men det skader nok ikke at samle værktøjer ind, til hvis det skulle ske. 

Til den tid (og måtte den aldrig komme) er der nok også kommet lidt mere data på om systemet virker.

I det år jeg har løbet er det meget sjældent motivationen til løb har manglet, det er mere knebent med tiden til løb. Jeg syntes, det er enormt motiverende, at jeg lige så stille bliver bedre, end jeg var i sidste uge, måned eller ORV ja sidste år! Hold da bøtte sidste år kunne jeg LIGE lunte i 1 minut måske 70 sekunder i træk! 


I mandags løb jeg 12 km.


Hvis ikke det giver motivation så ved jeg ikke....


Et mål er også godt at have på motivations kontoen. Det er derfor jeg ind i mellem stiller op til motionsløb. Det er i hvert fald ikke for at vinde!

Men det føles bare lidt mere officielt at løbe 5 km til motionsløb med tidstaging og start nr und alles. Det tæller på en måde mere end den første 5 km træningstur.

Så derfor må jeg også hellere få meldt mig til en 10 km. Jeg har fundet dette løb i juli... og faktisk, hvis jeg ellers kan følge mit løbeprogram fra nu af, så kunne jeg melde mig til halvmaraton distancen...

At tage damen ved hornene

Der sider en dame på mit 8 mands kontor. Vi sider også 4 kvinder + 3 mænd og så altså denne dame.

Damen er ikke ansat, men er på 3. år på tålt ophold.

Damen er faktisk vældigt sød og kan også være ret sjov.

Og

Hun taler konstant

Til skærmen, til sig selv, til de andre, til mig.

Med sin monotone gammeldame stemme.

Nogle gange løber hun tør for ord og siger bare:  Aaaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa. På en lang udånding, så jeg bliver nød til at vende mig om, for at se, om hun er ved at himle eller hvad?

Og hun så sider bare og stirrer på fodboldresultatet, nyhederne eller et polyten kromosom.

Som den senest ankomne har jeg fået plads ved siden af hende… det var sjovt nok der, den tomme plads var.

Den første dag var kontoret nærmest tomt, men kvinden som viste mig rundt introducerede mig til køkkenet, laboratoriet, printeren og fortalte om hende den talende dame.

Jeg syntes det var lidt voldsomt, sådan at udpege en kollega på den måde.

Det syntes jeg så ikke længere.

 Folk tror, at når man hører dårligt, så generer støj ikke så meget.

Det passer ikke. Jeg bliver fysik udmattet af støj.

 Især menneske stemmer er slemme.

 Min hjerne prøver instinktivt at følge med i, hvad der bliver sagt, selv om jeg kun kan høre en brøkdel af det. En halv løsning er at side med slukkede høreapparater i øret. Det dæmper damen noget. Men hun siver alligevel igennem som en dryppende hane.

Til gengæld er jeg lukket godt og grundigt af fra det liv der ellers er på kontoret. Når folk tager frokostpause, eller siger en spontan joke og sådan. Alle de ting jeg gerne ville høre, bliver automatisk smidt i støjkassen, når damen er der.

Men det værste er at jeg efterhånden har svært ved at være rigtigt venlig over for damen. Hun går mig faktisk på nerverne bare hun træder ind af døren. Ja det er lige før, hun ikke en gang behøver at være der, for at gå mig på.

Og det er altså for fjollet.

Så nu har jeg besluttet mig for at spørge hende: ”are you talking to me?” hver gang jeg bliver opmærksom på hendes lyde, og vi vel at mærke er alene. Nogle gange taler hun jo faktisk med en af de andre.

Hendes svar har indtil videre været, ”Oh nej da, sagde jeg noget?” efterfulgt af en længere samtale om hvad hun kunne have sagt og hvorfor.

Som da hun lænende sig ind over mit Excelark (hvor jeg for n’te gang var ved at tælle hvor mange af 62 regressioner som var signifikante, og om der i givet fald var en positiv eller negativ sammenhæng) og sagde: ”uhmm yesssss a aaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa” lige ind i mit øre.

Men altså ikke talte til mig.

Jeg nærer ikke noget håb om at damen vil holde op med at støje. Men jeg får lidt luft for min frustration.  Så nu fylder damen ikke længere helt så meget i mit univers, og jeg kan være venlig selv om hun er i rummet.

Og det klæder mig faktisk en hel del bedre end det sure arrogante løg, jeg var ved at blive.

Var det noget med en locums karriere?

I kid you not:

"As a McArthur locum you will experience the professional and personalised service that make McArthur number one!  Our vast networks in the Melbourne social welfare sector forged over many years result in exclusive and interesting opportunities for our valued locum staff. Our recruitment consultants have industry experience and / or qualifications and are committed to assisting you with a successful locum career with McArthur be it for several months or several years."


Uddrag af helt autentisk australsk job annonce.


Forstil dig lige at være til job samtale der!

Hvordan lyder en by med 4 millioner indbyggere?

Når man render rundt med sådan nogle:

Kan det være en udfordring at dele byrum med dem her:

og især dem her:

som om aftenen lyder sådan her:

Det er cikaderne, der lyder som et bissende elefanthegn. 

I kan også høre lyden af den sporvogn nr 55, jeg ikke nåede. Men fortvivl ikke, der er altid en sporvogn til.  Og Regents park er ikke det værste sted at gå.

Faktisk føles Melbourne ikke rigtig som en storby. Selv om der bor 4 gange så mange mennesker som i Kbh. Måske fordi der er en eklatant mangel på pladsmangel.

Og jeg har ikke set en eneste tigger. 

Ikke en.

Så er den jagt slut.

Og denne gang blev det kort process... ikke noget med en desorienteret langskægget mand på TV. 

Det ville være dejligt hvis det vil betyde en ændring til det bedre. Men oprigtigt talt tror jeg ikke, at det her er en slange man kan kappe hovedet af. 

Ikke på den måde.
Men måske demokratiseringsprocessen i mellemøsten kan gøre noget ved sagen? Som Prof. Jacob Skovgaard-Petersen antyder, kan Bin Laden og selvmordsbomber være so last year.
Se det vil være godt nyt!

Kiks på kiks

Uge 8 af mit halvmaraton program dikterede: 

10 km, 4X500m interval (og jeg har løbet i et år, så jeg må godt, indsæt selv en fjollet dans), 5 km og 45 minutters gang. 

Det burde være til at finde ud af.

Og jeg kiksede i første forsøg. 

Det var ikke en spektakulær, tragisk eller dramatisk kiksen. Ikke et kiks som huskes og går i arv som historien hvor bedstemor kiksede.

Mere sådan en kikset kiksen.

De 5 km gik fint. Jeg fik et akut behov for at hente ungernes påskeæg til fods og fik dermed 45 minutters gang med arbejdsrygsæk. 

Langfredag tog vi i solskin til den smukke Maribyrnong river. Vejret var perfekt. Smuk blå himmel ca. 18 grader og en frisk vind så det aldrig blev for varmt. 

Stisystemet langs floden forbinder en række parker. På få kilometer løb jeg forbi både nogle af de fineste og nogle af de mindst attraktive kvartere i byen. Efter 6 km  med omkring 7,20 min/km syndes jeg godt at jeg kunne give den ekstra gas de sidste 3 km. Nøj hvor var det lækkert altså! 

Jeg skal altså til at tage mig sammen, så jeg kan løbe lidt hurtigere lidt oftere. Efter den 9 km var jeg helt færdig og super tilfreds med mig selv. 

Fantastisk tur, lige indtil jeg huskede, hvad der egentlig stod på programmet. 

Efter en times ærgelse besluttede jeg mig for, at jeg bare kunne tage en ekstra km som opvarming til søndages intervaller. 

Der kom så ugens andet kiks. 

Som er mindst lige så kikset.

Vi var inviteret til noget påske grill kl 13.00. “Eller som vi siger hernede 1 pm”.

I mit hoved var det blevet til kl 3 eftermiddag, altså kl 15, eller 3 pm. 

Og nej det er ikke første gang, jeg gør sådan noget.

Så jeg sov længe, nulrede rundt med kartoffelsalaten, kom i løbetøjet over middag og ville lige tjekke, at vi havde organiseret de ting, vi var blevet bedt om at tage med. UPS, løbetøjet blev pakket væk igen, og vi nåede næsten frem til grilltiden.

Jeg legede kort med tanken om at låne en mandag og få ugen til at så sådan semi op alligevel. 

Men det ville trods alt være for kikset. 

Så jeg tog da bare uge 8 igen. 

Ordenligt blev der sagt.

Selv om intervaller ikke er blandt mine ynglingspas. I hvertfald ikke nummer tre og fire på en tur. Men det må jeg altså se at komme over. Køre noget mental træning måske. 

Så jeg kan få lidt fart på en gang i mellem. Fx på de langture som ellers kommer til at tage vildt langtid om bare nogle få uger, hvis altså jeg følger programmet.

Og dét gør jeg nemlig!