Jeg kan intervaller

Jeg har hermed for første gang fuldført et stk. tilfredsstillende veludført interval træning: 5 x 400 m med 5:45 min/km (jeg har “lappet” de sidste tre intervaller og syndes selv jeg ramte hastigheden meget godt). 

Jeg har prøvet før, men altid skuffet måtte korte de sidste intervaller af, fordi jeg er en kylling. 

Troede jeg. 

Men det er måske mest fordi, jeg har lagt for hårdt ud i forhold til mine evner. 

Så måske var det ok, at jeg er en kylling lige på det område :-D.

For at få ugen til at gå op med 4 ture, løb jeg hjem fra arbejde dagen efter. Den direkte vej hjem er ret kedelig efter Royal Park, fyldt med biler, jævnt op ad bakke og 2 km for kort til ugens letteste tur (10 km med 7:41 min/km). Så jeg planlage et sving, som ville få mig ind på Mooney Pond Creek trail et par km længere nede, end jeg før havde været. 

Her ses noget af australiens gamle røde jord (det er altså rødt IRL)

På endomondo så det ca ud til at være en tur på 11 km. Hvilket ville passe med at jeg kunne gå op af O’Hea st. og hjem som nedvarming. 

Det var ret svært at holde hastigheden helt nede i starten. Men jeg trøstede mig med, at lyskryds sænkede min gennemsnitshastighed. 

Meget australsk grafitti, USA optimisme tilsat totalt nede på jordenhed. I like it plenty.

Hen af vejen blev jeg også bedre til at lunte mig frem. 

Dette skilt er i mange haver. Først tænkte jeg at det var da lige hellig nok sådan at skilte med det. Jeg bruger da også indsamlet regnvand hjemme i Langå. Helt uden at råbe det ud til forbipasserende. Men der er selvfølgelig en grund til skilteskoven. Fra 1999 til 2010 havde Victoria den længste tørke i mandsminde (og det er en del når man regner aboriginerne med). Efterhånden som vandreserverne blev slunkne blev der strengere restriktioner på hvad man måtte bruge vandet til. Da det var værst måtte man slet ikke vande haven eller pudsevinduer. Efter al den regn de har fået det sidste år må man stadig ikke vaske bilen selv. 

7:41 er altså bedøvende langsomt! 

Jeg holder det kun ud fordi beregneren mener jeg kan træne mig op til et maraton pace på 6:15 min/km. 

Hvis interval og tempotræningen kræver, at jeg holder tempoet på de lange ture nede. 

Ja, så må jeg jo gøre det. 

Jeg gider altså ikke til at bøvle med mine knæ for alvor. 

Alt dette tænkte jeg på, mens ukendt vej blev til velkendt sti, og jeg KONSTANT tjekkede aktuelt og gennemsnitlig tempo. 

Det er ikke til at se det... men den hvide klat på billedet er en måge, som stamper krebsdyr op. Det så fuldstændigt ud som om vandet var koldt, og den ikke kunne lide at få begge føder våde samtidig. 

Jeg var taget tidlig fra arbejde for ikke at blive overrasket af mørket. Men da solen allerede gik ned kl 17:15, blev gadelygterne alligevel tændt, da jeg havde en 4 km hjem.... og havde løbet 9 km. 

Jeg havde åbenbart skåret lige rigeligt med hjørner, da jeg opmålte distancen.

Min hjerne begyndte at vende og dreje muligheder.

“Efter planen burde jeg gå de sidste 3 km. 

Det tager tid. Det bliver helt mørkt. Manden og ungerne venter med maden der hjemme. 

Der er også en 13 kms tur på ugens program. Den vil jo så tage tid fra mand og børn i weekenden. 

Med mindre jeg er lidt fleksibel, og bytter den “korte” 10 km med den “lange” 13 km.

De skal alligevel begge tages med samme fart. “

Der er dele af ruten, som ikke virker helt rare i mørke. 

Min krop lod til at have det fint med endnu et andendagsløb, så jeg fortsatte hele vejen. De ca 200 meter djævlebakke på O’Hea st gik jeg dog, uden at min puls blev lavere af det (nærmest tværtimod, det er en voldsom bakke). 

Gennemsnitsfarten (incl. gang op ad BAKKEN) var tilfredstillende lav. 

Jeg kunne godt mærke, at jeg trak lidt mere i elastikken end vanligt. Men ikke så meget at det bekymrede mig. 

Endnu....