Jeg har ikke slået nogle personlige rekorder siden vi kom til Australien.
Der er flere undskyldninger grunde.
Først var der de 3-4 uger, det tog før jeg fik regelmæssigt gang i løberiet igen. Det betyder at jeg først i næste uge kommer til et jomfrueligt område i mit program.
Så er der trafikken. Der er ikke mange steder, omkring hvor jeg bor, hvor jeg bare kan løbe derud af uden at skulle krydse veje. Det kan nemt tage et 1/2 til et helt minut at komme over.
Terrænet er mere kuperet både på macro og microskala.
Jeg nyder at løbe nye veje, med tilknyttet hastighedssænkning når jeg ikke helt ved, hvor jeg er. Hip hurra for Garmins Navigater funktion siger jeg bare!
Min sidste lange tur var jeg dog nogenlunde tilfredsen med. 7:12 min/km inklusiv BAKKEN. Halvdelen af turen blev løbet gennem mørke i lyset fra min telefon. Langs Railroad Canal som faktisk hedder Mooney Ponds Creek her oppe. Jeg må indrømme, jeg var lidt lettet da de spredte gadelamper og O’Hea st. dukkede op.
Jeg gjorde endnu et forsøg på at forcere bakken. Jeg nåede ca 2 meter længere op end sidst, inden jeg forpustet måtte ned i gang.
En fyr kom joggende op af bakken.
“It’s tough as hell isn’t it?” sagde han da han luntede forbi mig, med vandvittigt meget overskud.
Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at råbe “one of these days I’m going to make it!”, til hans ryg.
Han vendte sig og sagde “it took me 4 days of training”
.... eller måske var det “4 years”? Jeg løber altid uden høreapparater, så jeg kan ikke være sikker. Jo det var nok “4 years”.
Således “opmuntret” løb jeg videre fra toppen af bakken. Nogle få hundrede meter efter blev jeg stoppet af kuperingen i micro skala.
Melburneianerne er ikke emsige mht at planere hverken veje eller fortov. Jeg har ikke helt vænnet mig til de høje knæløft, som skal til, hvis man ikke hele tiden holder øje med underlaget. Så jeg snubler tit. De store ujævnheder lægger jeg dog mærke til, selv når jeg går i mine egne tanker.
Selvfølgelig er jeg ekstra opmærksom på vejens beskaffenhed, når jeg løber. Alligevel var jeg fuldstændigt uforberedt, da fortovet i skyggen under et træ pludselig lavede en bølge under mig. Jeg faldt med et brag på min højre side.
Heldigvis skete der ingen store katestrofer. Jeg er bare blevet smukt dekoreret på knæ hofte og skulder i rød og blågrøn.
Men den smukke skeletbalance min osteopat i Langå havde opnået på kun to behandllinger, og som jeg i 2 måneder har kunnet opretholde med 4 enkle øvelser, ligger stadig knust på fortovet langs O’Hea street.
Først håbede jeg, at det bare var fordi, jeg var øm efter slaget. Den illusion holdt ikke til en lidt grundigere mærken efter. Alle de “gamle” symptomer var tilbage fra hoften og til og med hovedet.
Men helt imod sædvane fik jeg taget mig sammen til at finde en behandler, inden mine muskler groede uhjælpelig skæve.
Og jeg sidder nu helt svimmel, med alle ryghvirvler helt lige over på hinanden.
Der er nemlig også osteopater i Australien.
Længe leve osteopather!
SvarSletDe har også reddet mit liv og førlighed mere end en gang!
Godt der ikke skete mere!!
Her var der en kommentar fra Kong mor før blogger gik i kludder. Det er væk nu men det er altså ikke mig som har spist det!
SvarSletDet var noget om at osteopater (som jeg først kaldte ostiopater ;-)) jævnlig reder folks liv og førelighed. Og at det var godt det ikke gik værre.
Jeg er helt enig. Jeg håber virkelig at de fleste af menneskehedens skelletsvagheder skyldes at vi ikke bruger vores krop på den måde og i det omfang som den er bygget til. Jeg kan ikke rigtigt rumme, hvis mine formødre har rendt rundt på stepperne, så total skæv i ryggen som jeg viile have gjort uden behandling.
Vi snakker om et design, som er omkring en 4 milioner år gammelt... Altså virkelig mange "kvinder" (jeg ved ikke rigtigt, om jeg vil kalde dem kvinder før vi rammer Homo slægten, altså Homo som i Homo sapiens ;-)) med virkelig meget ondt i lænden, krampe og spændingshovedpine.
Min krop har det så godt med at løbe. Hvis jeg havde løbet ud over stepperne hele livet, i stedet for konstant at side på en kontor/laboratorie stol til jeg blev 36, ville jeg nok ikke have de samme problemer. Så nu prøver jeg at lokke min datter med ud i løbesko. Hun behøver forhåbenligt ikke at blive 3. generation med en rygbehandlerafhængighed.