Der sider en dame på mit 8 mands kontor. Vi sider også 4 kvinder + 3 mænd og så altså denne dame.
Damen er ikke ansat, men er på 3. år på tålt ophold.
Damen er faktisk vældigt sød og kan også være ret sjov.
Og
Hun taler konstant
Til skærmen, til sig selv, til de andre, til mig.
Med sin monotone gammeldame stemme.
Nogle gange løber hun tør for ord og siger bare: Aaaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa. På en lang udånding, så jeg bliver nød til at vende mig om, for at se, om hun er ved at himle eller hvad?
Og hun så sider bare og stirrer på fodboldresultatet, nyhederne eller et polyten kromosom.
Som den senest ankomne har jeg fået plads ved siden af hende… det var sjovt nok der, den tomme plads var.
Den første dag var kontoret nærmest tomt, men kvinden som viste mig rundt introducerede mig til køkkenet, laboratoriet, printeren og fortalte om hende den talende dame.
Jeg syntes det var lidt voldsomt, sådan at udpege en kollega på den måde.
Det syntes jeg så ikke længere.
Folk tror, at når man hører dårligt, så generer støj ikke så meget.
Det passer ikke. Jeg bliver fysik udmattet af støj.
Især menneske stemmer er slemme.
Min hjerne prøver instinktivt at følge med i, hvad der bliver sagt, selv om jeg kun kan høre en brøkdel af det. En halv løsning er at side med slukkede høreapparater i øret. Det dæmper damen noget. Men hun siver alligevel igennem som en dryppende hane.
Til gengæld er jeg lukket godt og grundigt af fra det liv der ellers er på kontoret. Når folk tager frokostpause, eller siger en spontan joke og sådan. Alle de ting jeg gerne ville høre, bliver automatisk smidt i støjkassen, når damen er der.
Men det værste er at jeg efterhånden har svært ved at være rigtigt venlig over for damen. Hun går mig faktisk på nerverne bare hun træder ind af døren. Ja det er lige før, hun ikke en gang behøver at være der, for at gå mig på.
Og det er altså for fjollet.
Så nu har jeg besluttet mig for at spørge hende: ”are you talking to me?” hver gang jeg bliver opmærksom på hendes lyde, og vi vel at mærke er alene. Nogle gange taler hun jo faktisk med en af de andre.
Hendes svar har indtil videre været, ”Oh nej da, sagde jeg noget?” efterfulgt af en længere samtale om hvad hun kunne have sagt og hvorfor.
Som da hun lænende sig ind over mit Excelark (hvor jeg for n’te gang var ved at tælle hvor mange af 62 regressioner som var signifikante, og om der i givet fald var en positiv eller negativ sammenhæng) og sagde: ”uhmm yesssss a aaa aaa a aaaa aaa aaaaaaa” lige ind i mit øre.
Men altså ikke talte til mig.
Jeg nærer ikke noget håb om at damen vil holde op med at støje. Men jeg får lidt luft for min frustration. Så nu fylder damen ikke længere helt så meget i mit univers, og jeg kan være venlig selv om hun er i rummet.
Og det klæder mig faktisk en hel del bedre end det sure arrogante løg, jeg var ved at blive.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar