Sidder og lytter til søndagsfrokosten på P1 hvor de diskuterer den der 50 nuancer af grå.
1 mand og 3 kvinder (når man tæller journalisten med).
Som alle lige i en sidebemærkning får sagt at de sandelig ikke har læst eller vil læse bogen.
Hvilket så ikke forhindrer dem i at mene en masse om det.
Det er ret symptomatisk for den offentlige opmærksomhed om bogen jeg er blevet udsat for.
Danmark er hverken imponeret eller ophidset over denne bog, vi værdiger den ikke et blik faktisk, vi snakker måske meget om den, men det er ikke fordi vi er interesserede. Og så sandelig ikke fordi vi er bornerte.
I den anledning kan jeg berette for al verden (eller den ret begrænsede del af den som svinger her forbi) at:
Jeg ikke har læst den.
Jeg har ikke tænkt mig at købe den.
Hvis jeg falder over den hos frisøren vil jeg læse den (selv om jeg er frygtelig bornert).
Ind til da lover jeg højhelligt ikke at forme eller udbasunere en mening om husmoderporno i almindelighed og 50 nuancer af "Oh min gud" i særdeleshed.
Jeg købte den engelske udgave med alle 3 bøger i Juni, læste den på en uge, og har tænkt mig, at læse den igen i løbet af efteråret.
SvarSletEr fascineret af historien og persongalleriet. Og taknemmelig for, at den blev læst inden den danske udgave ramte blogverdenen, så jeg ikke begyndte at tælle gentagelser af ord.
Hilsen bogspiseren...
Måske er det ikke det værste man kan lave når det bliver koldt?
SletNår jeg har nået bunden i min Falco krimi bunke måske.