Smuk alligevel

Optakten til min første officielle 10 km løb og mit andet smukløb var præget af en større ansøgningsdeadline kl. 24 aftenen før.

Selv om jeg gennem hele forløbet var afklaret med at jeg ikke kommer i betragtning, var det vigtigt for mig at denne ansøgning viser at jeg tager både opslaget og mig selv seriøst. Jeg brugte en del tid på at se hvordan andre har stillet sig op, så deres forsknings profil ser så fyldig ud om muligt. Jeg undgik smidigt at gå (for meget) i foster stilling over min egen i sammenligning nærmest anorektiske videnskabelige fremtoning. Jeg lærte i stedet, hvordan jeg kunne spille lidt mere bevist med mine små statusmæssige muskler.

Stuart som jeg har skrevet artikler med er fx ikke mere en medforfatter men en International Samarbejdspartner.

Som altid når jeg har holdt en sund afstand til mine følelser i gerningsforløbet, blev jeg ramt af PAS (Post Ansøgnings Stress) i samme øjeblik jeg sendte pakken med de 19 uploadede PDF filer af sted. En tilstand som minder svært meget om PES (Post Eksamens Stress), hæmmer alle ansatser til konstruktiv logistisk handling eller planlægning og bedst behandles med uhæmmede mængder af te, Violent Femmes og Sushi. 

Jeg vågnede derfor ret dehydreret søndag kl 8 uden den fjerneste anelse om hvor løbetøj, ur, væskebælte og sko var henne.

Heldigvis kunne jeg hælde vand indenbords, mens jeg brugte en time på at samle de løse effekter sammen.

Til mit forsvar skal siges at det ikke var mig selv der havde fordelt alt grejet totalt stokastisk rundt på vores kun 105 kvadratmeter enfamilieshus. Jeg havde lagt tøjet i en vasketøjskurv i soveværelset (det var ikke nyvasket men heller ikke vaskemodent), så det burde ikke være nogen stor udfordring at få fat i det. Desværre har vores hund stor kærlighed til tøj som lugter af menneske (det er ikke uset at han glad præsentere gæster for små stykker brugte beklædningsgenstande, af den slags man ikke normalt fremviser i al offentlighed), og det tog mig altså 60 minutter at lokalisere min løbebh under en radiator på Sønnens værelse.

Jeg nåede ud af døren inden jeg med sikkerhed ville komme for sent og kørte stadig vandsippende mod den østjyske hovedstad.

Her kunne jeg godt skrive et afsnit om hvor svært det er at parallelparkere når ens urinblære er ved at eksplodere. Men jeg ved, at I sidder og hopper i kontorstolen, for at jeg skal komme videre til selve løbet.

Så I slipper.

Vejret på tangkrogen i Århus var perfekt. Tørvejr, ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for blæsende, blå himmel og sol.

Jeg nåede at stå i verdens længste toiletkø, hente start nr og chip, finde min startgruppe og danse mig til varmen inden starten gik. Jeg glemte dog helt at få tændt og startet mit ur inden vi kom af sted, og derfor står der kun 9.99 km på endomondo.

Vi var ret mange kvinder (og et par mænd) på ruten, så der var et par steder med trafikpropper. Jeg havde besluttet at jeg ville prøve at løbe 6.00 pr km, men det holdt ikke længe, og så blev det til at jeg skulle holde det under 6.30. Smukløbets rute lever godt op til sit navn, og da vi på 10 km kom igennem den to gange var der god tid til at nyde skoven og tivoli Friheden. Jeg var alligevel noget utilfreds med mig selv og min manglende hastighed. Men kom på sidste omgang i tanke om, at det jo var mit første officielle 10 km løb, og dermed under alle omstændigheder det bedste jeg nogen sinde har løbet. Jeg var i mål efter 1:03:21.

Først i bilen på vej hjem gik det op for mig at det ikke bare er min hurtigste officielle 10 km tid. Det er også over 1 minut hurtigere end jeg nogensinde har løbet 10 km.

Se se, det var jo slet ikke så ringe endda.