En af grundende til at jeg ikke kan forstille mig, at jeg bliver træt af løb, er at turene er så forskellige. Selv dem, som er på samme rute med samme fart og distance.
Efter et års løb kan jeg dog godt begynde at kategorisere dem.
Der er de fantastiske ture, hvor benene er lette hele vejen igennem. Jeg løber hurtigere og lettere, end jeg troede, jeg kunne. Måske fordi jeg har spist rigtigt, sovet tilpas og haft præcist den rigtige mængde restitution? Hele resten af dagen smutter jeg rundt med ekstra energi, og nyder at jeg trækker vejret lidt dybere, end jeg plejer. Det er sikkert noget selvsuggestions noget, men jeg syndes, jeg kan mærke, at min krop har ekstra brug for ilt i flere timer efter et løb. Musklerne arbejder anderledes i hele kroppen. På en god måde.
Der er de ture, som starter lidt for godt og lidt for hurtigt. Hvorefter jeg løber lidt tør for energi, får tunge ben og må sætte farten ned hjem. Så ærger jeg mig lidt. Eller beslutter mig for, at det er fordi, jeg er løbet tør for oplagret kulhydrat, og bagefter er gået over til fedt. Så jeg helt sikkert har tabt mig flere gram på den tur.
Der er de ture, som starter så tungt, at jeg tænker, det her bliver godt nok en lang tur! Men så får jeg løbet mig varm, får ekstra energi og kunne sagtens løbe mere, når uret står på den distance, jeg har besluttet mig for. Sådan en tur gør mig grundglad, og giver mig lyst til at kunne løbe virkelig langt.
Og så er der den sidste kategori. Den føltes helt ny ,da jeg løb ind i den sidste weekend. Men når jeg tænker mig om, var mine første 3 løbeture i april 2010 også af den skuffe.
Der er de ture, som er rigtigt tunge i starten og hverken bliver nemmere eller hårdere på ruten. Jeg har mest lyst til, at smide mig i sofaen og nuppe en lur bagefter.
Jeg har haft to af dem på 6 dage. Og da begge ture var en forlægelse af min max løbe distance (til først 14 og siden 15 km), synes jeg, det var et træls tidspunkt, den kategori dukkede op igen. 15 km er ret langt med tunge ben.
Der er selvfølgelig en naturlig forklaring. De 14 km var den første tur efter en osteopat behandling. Selv om jeg indlagde en ekstra hviledag, var alle mine muskler stadig lige ved at finde ud af, hvordan de nu skulle samarbejde, efter der var blevet pillet ved dem.
Et par dage efter tog jeg hul på en ny uge med en 5 km tempotur og barberede et minut af min rekord på distancen.
(hip hip, men stadig mere end de 30 min jeg gerne ville kune løbe den på)
Jeg var helt flad bagefter. Den tur ville dog ikke have givet mig problemer 3 dage senere, hvis ikke jeg havde arvet en omgangssyge, som brød ud natten efter. Som det var, var jeg ganske flad i lørdags, og holdt meget skarpt øje med km-tælleren så jeg kunne stoppe lige så snart de 15 var nået.
Og sådan gik det til, at jeg på 6 dage slog mig selv i tre løbe ture ud af tre, og havde de to mest trælse løbeture i min korte løbehistorie.
Det der nu undrer mig lidt, er at jeg ikke et sekund under vejs seriøst var i tvivl om, at jeg ville løbe efter planen.
Normalt er jeg ikke så viljefast, med mindre det gælder mine unger eller mine fluer (arbejde altså).
Tænk hvis jeg kan overføre lidt af den karakterstyrke til mine spisevalg. Eller til min artikelskrivning (arbejde igen).
For dælen da...
Sjovt at læse om de kategorier, du inddeler dine træningsture i. Jeg kan genkende en del. Og på de ture, hvor man starter tungt og langsomt og aldrig rigtigt kommer i et bedre flow, ja, der "snakker" jeg en del med mig selv og overbeviser mig om, at det trods alt giver km. på kontoen og at jeg er viljefast og når mit mål.
SvarSletJeg har ikke noget bud på, hvorfor det er så svært at overføre det til andre "discipliner", men jeg kunne også godt bruge det i forhold til arbejde mv.
Ha' en god dag.
Kh. Lisbehtk
Ja, jeg melder mig også til genkendelsens trup. Og du har fået dem alle med. Det er herligt med de fantastiske og lette ture, og dem burde vi kunne hengemme på glas. Dem ind imellem er der mange af. Så har du så haft en uge med den sidste kategori; lidt øv men jeg tror desværre, at vi lærer mest om os selv, når det er rigtig surt og hårdt. Ikke fordi "det skal gøre ondt, før det gør godt", men vi ransager vist os selv mere, når det er svært. Og det er sejt at holde ud, når the going get's tough. Og det gjorde du! God tur og god dag. ;-)
SvarSletKnus Katrine
Der er nok lidt flere af de tunge ture end der af de nemme, lette og behagelige. Er jeg bange for når man sådan tæller efter. Træningen er hård men når man så kommer frem til det der er målet - for mig en løbekonkurrence - så gi'r det normalt pote. Alt det hårde arbejde. Og i hvert fald får man det godt af at løbe - også de tunge ture. Fordi man udholdt de seje ture.
SvarSletKnus herfra.
I lige måde :-)
SvarSletog
Tak!
Jeg var lige begyndt at tvivle på om jeg skulle fortsætte min træningsuge og hive den hjem med løb både i dag og i morgen.
Eller lytte til mine tunge ben og tage forrige uge igen.
Det føles så voldsomt på mig, at jeg kan/skal løbe en hel km længere hver uge. Jeg blev helt nervøs for, at den tunge fornemmelse skyldes, at jeg går for hurtigt frem.
Men så læste jeg jeres kommentarer, og tænkte at hvis alle har de der tunge ture og fortsætter alligevel, kunne jeg jo lige så godt mærke, hvordan dagsformen var først.
Den var god.
Faktisk en klar kategori et.
Normalt er jeg ret flad når jeg har løbet mine intervaller og må gå tilbage fra parken til Uni.
I dag løb jeg.
Også op af trapperne.
Fordi jeg ku’.
Back on track.
Det er foresten også derfor det er "nemt" for min vilje at trække mig igennem de trælse tunge ture. Det er fordi de tunge ture er en forudsætning for de euforisk nemme.
Nu skal jeg så bare bygge noget eufori op omkring sukkerafholdenhed og artikelskrivning :-D.